GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste
Den britiske sangerinde og sangskriver gæster landet til vinter
Den fremadstormende engelske r&b-sangerinde Ella Mai giver koncert i Store Vega i København den 21. januar. Ella Mai har netop udgivet sit selvbetitlede debutalbum, hvor blandt andre Chris Brown og John Legend medvirker. Albummet har toppet den amerikanske r&b-hitliste og ligget nummer fem på den overordnede hitliste, Billboard 200.
Ella Mai har sunget, siden hun var en lille pige, blandt andet i skolemusicals, og stillede i 2014 op til det britiske X Factor som en del af trioen Arize. Her kom hun dog ikke videre end til den første audition. Det gik noget bedre, da hun det følgende år lagde en ep på Soundcloud, da den banede vejen for en pladekontrakt med DJ Mustards pladeselskab 10 Summers.
Det store gennembrud kom tidligere i år med med Ella Mais fjerde single, "Boo'd Up", som for nylig gik over i historiebøgerne for længst tid som nummer 1 på Billboards R&B/Hip-Hop Airplay Chart. Hendes seneste single, "Trip", har også toppet samme hitliste.
Billetsalget til koncerten begynder fredag den 26. oktober klokken 10.
Varm op med "Boo'd Up":