Nyhed

Britney Spears-klassiker fylder 20

GAFFA - 35 år i musikkens tjeneste

For 20 år siden påbegyndte Britney Spears en ny æra i popmusikken, da hun udgav sin banebrydende debutsingle "...Baby One More Time".

"Sangen handler om den stress, vi alle gennemgår som teenagere. Jeg vidste, at det var en god sang. Den var lidt anderledes, og jeg elskede det – men jeg tror ikke, man kan forudsige, hvordan en sang bliver modtaget", har Britney Spears udtalt til The Guardian.

LÆS OGSÅ: Copenhell har booket publikums mest efterspurgte band


Hitsangen var skrevet af den svenske Max Martin, som producerede den sammen med Rami Yacoub, Denniz Pop med flere. I alt toppede "...Baby One More Time" hitlisterne i 19 lande, og albummet af samme navn gik 14 gange platin med over 25 millioner solgte eksemplarer verden over. Debutalbummet udkomer i januar 1999 på Jive Records og blev altså også en kæmpe succes.

Selv musikvideoen, der udkom 24. november 1998, er en af de mest indflydelsesrige videoer for sin generation, hvilket også understreges af kåringen som den mest ikoniske musikvideo nogensinde af MTV's Total Request Live.

LÆS OGSÅ: En aften i Britneys Freakshow


I fredags delte Britney nyheden om, at hun kommer tilbage til Las Vegas for at optræde med det nye show Britney: Domination. Hun var den første popstjerne, som fik æren af at have sit eget faste "residency show" på Las Vegas Strip – en række faste koncerter over en årrække, der startede i 1940'erne med Liberace og senere Frank Sinatra og Rat Pack i 1950'erne.

For at fejre 20-årsjubilæet udgives singlen i dag på vinyl i et begrænset oplag. På a-siden er det ikoniske albumomslag afbilledet, og på b-siden ses et tidligt fotografi af Britney Spears. 

Sidst Britney spillede på dansk jord var til dette års Smukfest, hvor GAFFAs anmelder ikke var udpræget begejstret for popikonet.

ANNONCE