Nyhed

Godt nyt fra Nick Cave

GAFFA – alt om musik

Nyt album er næsten færdigindspillet

Nick Cave and the Bad Seeds er snart færdige med at indspille deres næste album. Det fortalte Cave ved en såkaldt Conversations-begivenhed 19. januar på rådhuset i Melbourne, byen hvor han indledte sin karriere i slut-70'erne som sanger i bandet The Boys Next Door, der senere skiftede navn til The Birthday Party.

"Vi er næsten færdige med at indspille et nyt album, vil jeg mene. Og det er en fantastisk ting efter min mening. Jeg er meget, meget begejstret for det," sagde Cave ifølge en deltager, som har skrevet om begivenheden på Reddit.


Tilbage i september fortalte Caves kone Suzie Bick på sin blog, at "nogle af hans sange kommer til ham i hans feberdrømme. De er hans Febersange." 

LÆS OGSÅ: GAFFA-skribent udgiver bog om Nick Cave

Det nye album bliver Caves 17. album med The Bad Seeds og opfølgeren til det massivt roste Skeleton Tree fra 2016, et album, som var indspillet i skyggen af sønnen Arthurs død ved en faldulykke året inden. Arthur blev kun 15 år gammel.


Cave har i de senere år givet en række Conversations-optrædener, hvor han svarer på spørgsmål fra sine fans, og for tiden er han på Conversations-turné i Australien. GAFFA var med til en sådan event i Dublin sidste sommer.

LÆS OGSÅ: REPORTAGE: Intenst legendemøde med mesteren fra Melbourne

ANNONCE