Nyhed

Affaldsmængden på årets Roskilde Festival slår alle rekorder

Heldigvis er der tale om en yderst positiv rekord

I år har Roskilde Festival indleveret knap 1785 tons affald til forbrænding og genbrug; godt halvdelen af hvad 2007 kastede af sig på grund af slemme vejrforhold, så alle rekorder er slået.

Målet forud for Roskilde Festival 2008 var at skabe den hidtil reneste fest. Kampagnen "Less Trash – More Music" blev igangsat med budskabet om, at jo færre penge festivalen skulle bruge på efteroprydning, desto flere kunne den bruge på musik.

Efteroprydningen på Dyrskuepladsen er nu helt afsluttet. Til sammenligning blev efteroprydningen for 2007 først afsluttet i april måned i år – altså få måneder før afviklingen af Roskilde '08 – så de ansvarlige er glade for at være rettidigt færdige efter årets festival, så der er mindre gener for lodsejere og naboer.

På årets festival blev der desuden afholdt en affaldsindsamlingskonkurrence, hvor hver indleverede affaldssæk gav en kold øl. På Roskilde Festivals hjemmeside kan man læse, at Abelejren var altdominerende mestre på dette område; de indsamlede 678 affaldssække, hvilket svarer til 2,9 tons affald. I alt blev der indsamlet 27 tons affald under konkurrencen.


ANNONCE