Nyhed

Roskilde Festival-fond taber millioner på bank-krak

Købte værdipapirer for 2,5 millioner er intet værd efter bank-skandale

Roskilde Banks krak får nu også konsekvenser for Roskilde Festivals fond, Fonden Roskilde Festival, oplyser business.dk.

Sitet har fået fat i en intern medarbejder-meddelelse. Her kan man læse, at fonden har købt 4.000 styk værdipapirer, der i første kvartal af 2007 blev købt for 2,5 millioner kroner. Men efter bank-krakket, hvor Nationalbanken nu overtager stumperne af den fallerede bank, bliver disse værdipapirer reelt værdiløse.

”Værdipapirerne vil nu blive nedskrevet til kr. 1, og så håber vi som alle andre, at de med tiden vil vise sig at være mere værd,” skriver fondens direktør Henrik Rasmussen i sin meddelelse ifølge business.dk.


Hverken direktøren eller fondens bestyrelse vil kommentere situationen.

NB: Festivalen har senere i dag præciseret i en pressemeddelelse, at det udelukkende er Fonden Roskilde Festival, der står til at tabe penge. Fonden Roskilde Festival afholder erhvervsmæssige aktiviteter ved siden af Roskilde Festival. Selve festivalen og dens godgørende formål bliver ikke berørt af Roskilde Banks kollaps.


Roskilde Festivals hjemmeside

ANNONCE