Dansk opfindelse skal ændre musiksalget

Dansk opfindelse skal ændre musiksalget

To danskere har investeret 18 millioner kroner i at udvikle en musikafspiller, som giver adgang til massevis af musik, internet-radiostationer med mere. Apparatet kaldes "TouchDiva", og kan købes herhjemme fra 1. december.

Den nye opfindelse minder lidt om en overdimensioneret iPhone med trykfølsom skærm. Den kræver blot, at man tilkobler sine højtalere og en internetforbindelse, og så er man klar til at høre ubegrænset musik af dansk og udenlandsk herkomst for 75 kroner om måneden, uden at man behøver tænde sin computer.

Afspilleren har en 15,4 tommer, trykfølsom skærm med to betjeningsknapper (tænd/sluk og genstart) og indbygget B&O-forstærker. Fjernbetjeningen er på størrelse med en lighter; her man kan tænde/slukke, vælge numre og spole. Hver dag kommer omkring 200 nye numre til i musiksamlingen af godt to millioner numre, der kan aflyttes.

Den ene af de to opfindere af TouchDiva, Thomas Chr. Melskens, forklarer til business.dk:

”Vi ville lave forbrugerelektronik for kvinder. Min kone vil ikke have en server stående i stuen. Derfor forsøger vi reelt at få alle dingenoter ud af stuen. Opgaven var at lave en dims, som fjerner stereoanlægget, så man kun har sine højttalere og sin fladskærm tilbage. TouchDiva er for dem, der er fyldt 30, har krævende jobs og familie og ikke har tid til at læse manualer. Det skal du bare - hver gang. I dag skal man jo nærmest have en ph.d. for at købe et fladskærms-tv.”

Han har selv B&O-anlæg derhjemme men irriterede sig over, at der konstant var huller i cd-samlingen, nemlig den musik, der stod på gamle lp-vinylplader på loftet.

”Og det er lidt forkert, at den musik, man har, skal man købe igen digitalt. Så det var lidt egoistisk, da vi kastede os ud i det for to et halvt år siden”, fortæller  han.

Apparatet sælges for 5.999 kroner, hvortil kommer det månedlige abonnement på 75 kroner. TouchDivaen har to indbyggede 125 watt-forstærkere fra B&Os datterselskab ICEpower. Den kan hænge på væggen eller stå på en fod. Selve apparatet produceres på fabrikker i Taiwan og Kina.

Thomas Chr. Melskens fortsætter:

”Vi går efter at have en markedsandel på 0,75 procent i Danmark og at have solgt 13.000 apparater næste år. Samtidig går vi i første kvartal internationalt ud - til Storbritannien, Tyskland, Holland og USA. Og der er masser af dansk musik. TDC Play har det populære repertoire. Vi har også jazz, klassisk og musik fra uafhængige selskaber, faktisk en hel undergrund af spændende musik. Musik er følelser - det har man ligesom glemt de senere år. Da jeg var knægt, var musikken omdrejningspunktet i familien. Det skal den være igen. For folk har ikke længere behov for at eje musikken - den skal bare være tilgængelig. Og det er den jo, samtidig med at en ny cd kommer i pladebutikken.”

TouchDiva har aftaler med de fire største musikselskaber i verden - Warner, EMI, BMG-Sony og Universal - og bedømmer selv at kunne levere 86 procent af al digital musik, som der er fri adgang til, når månedsabonnementet er betalt.

Det forklares, at man naturligvis kan søge efter musik, og mens man lytter, foreslår TouchDiva andre musiknumre, der ligner det, man hører. Samtidig registreres det, hvor længe man holder ved. Nøjes man med de første ti sekunder, flytter nummeret nedad på ranglisten, som andre præsenteres for. Lytter man til ende, flytter det opad.

Det kunne godt se ud som om, at fremtiden er ved at flytte ind, i forhold til musiklytning - i hvert fald virker det som et spændende nyt tiltag fra de to danskere. Nu må fremtiden vise, hvor stor en succes, deres nye opfindelse bliver.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA