GAFFA  TV

Morrissey overvejer at stoppe

Provo-elegantieren vil stoppe på toppen

Som vi efterhånden har nævnt nogle gange, har Morrissey et nyt album i ærmet. 16. februar udgiver han sit tiende studiealbum "Years Of Refusal", og det bliver måske noget af det sidste, vi kommer til at høre fra ham. I hvert fald har han i et nyligt interview i magasinet Filter antydet, at han vil trække sig tilbage inden længe. 

"Jeg har virkelig ikke lyst til at fortsætte ret meget længere", siger provo-elegantieren med den skarpe tunge. "Jeg tror, at det at fortsætte ville indebære en mangel på fantasi. Og en mangel på værdighed. Der kommer et punkt, hvor man har sagt tilstrækkeligt, mener jeg."

Da GAFFA interviewede Morrissey tilbage i april 2006, udtalte han følgende om Rolling Stones: "Rolling Stones eksisterer kun, fordi de nægter at stoppe. Det er ikke ligefrem, fordi de laver vigtig, spirituel musik, som hele verden har brug for. Døden skal nok få fat i dem en dag." Og det er altså tilsyneladende denne situation, Morrissey vil undgå at havne i.

Nu er det dog ikke ligefrem første gang, en markant kunstner har truet med - eller lovet, alt efter smag og behag - at stoppe sin karriere. Også navne som Jay-Z, Joni Mitchell, Sinéad O'Connor, George Michael, Martin Hall og mange, mange flere har gjort det, og ingen af dem har alligevel kunnet holde sig fra at vende tilbage til musikken efter en kortere eller længere pause. Så lur os, om ikke Morrissey vil være blandt os i mange år endnu, medmindre han bliver udsat for en ulykke - må det ikke ske.

I GAFFAs februar- eller martsnummer kan du læse et nyt, stort interview med Morrissey, og til juni er han, som en del nok har bemærket, koncertaktuel på henholdsvis Posten i Odense (15. juni) og i KB Hallen i København (17. juni).

Tip en ven
8 kommentarer
Halleluja!
Efter min mening skal man spille musik ligeså længe, som man har lyst. Derfor forstår jeg ikke hans udtalelse om Rolling Stones. Det er meget muligt, at de ikke bidrager med meget nyt, tilgengæld har de bidraget med væsentligt mere end ham. Og selv efter denne kunstneriske udtømning fortsætter de med at spille. Hvad gør han? Stopper muligvis nu uden at have puttet en brøkdel af de særligheder Rolling Stones har puttet i verden, i verden. Men jeg respekterer ham trods alt for at ville stoppe mens legen er god og lytte til sig selv. Man skal kun blive ved så længe lysten er der, ellers ender man bare med at skabe noget, som man hverken kan eller vil stå inde for.
Efter min mening slår The Smiths Rolling Stones med mange længder! Jeg kan bedst lide Morrisseys ældre materiale, samt alt det fra Smiths-tiden, men han holder stadig max. Jeg synes det er beundringsværdigt, at han har intentioner om at stoppe på toppen. Ellers kunne det ende med, at han ender som Brett Anderson, som folk er så trætte af nu, at han ikke engang kan sælge en koncert på Jazzhouse ud, og som man kun tager til koncert med for at høre gamle Suede-numre. Men på den anden side, så har Morrissey en del mere talent end Anderson...
Han formår da i hvertfald at provokere dig! Enten har du meget lidt kendskab til Morrisseys karriere eller også overvurderer du Stones en kende. Morrissey har immervæk leveret nogle mesterværker både solo og med The Smiths.

Anderkender at Stones er et af de vigtigste bands i historien, men kontrasten mellem deres ungdoms vildskab og kreativitet og så det cirkus de turnerer med nu, er da en kende komisk...
Det gør han ja, det er han kendt for, og han er også god til det. Jeg synes, at hans beslutning er ganske beundringsværdig og en, man bør tage til sig og overveje i mange tilfælde - men jeg synes, at det virker lidt helligt, at bare fordi han har set lyset og vil stoppe på toppen, så skal alle gøre det. For så har han netop kun set noget af lyset. Hvis Rolling Stones stadig føler, at de kan bringe noget ud til folk så både folk og de selv bliver gladere, så skal de blive ved. Rolling Stones har ingen problemer med at få solgt billetter, så det er ikke en Brett Anderson, vi er ude i, hvor jeg er helt enig. Jeg er sikker på, at Stones er enige med ham, de er bare ikke nået samme sted hen i deres karriere.
Jeg ved ikke om kontrasten mellem Rolling Stones anno 1960'erne og nu er så stor. Det hele bunder vel i kærlighed til musikken og følelsen, at man stadig kan give noget.
Måske overvurderer jeg Rolling Stones, men så undervurderer Morrisey dem - og på denne vis retfærdiggør jeg så mig selv, omend lidt tamt.
Morrissey siger så meget - jeg tror ikke man nødvendigvis skal tage det så alvorligt. Han vil gå langt for at sige noget overraskende og interessant i interviews.

Morrissey har det tydeligvis fantastisk med at optræde, og det at skrive tekster er en afgørende del af hans liv, så jeg har meget svært ved at forestille mig at han skulle stoppe med det.
...Og således varmer man op under billetsalget til en kommende tour .-)
Han har på de sidste par tours efter sidste nummer sagt This time goodbye is farewell og Do miss me.....jeg tror endnu en gang ikke på det...HELDIGVIS!
years of refusal er forøvrigt fantastisk!
Det er helt rigtig set af pete1970. Det er blot et smart PR stunt. Personligt ville jeg ikke savne Morrisseys klynk hvis han holder en lang pause, men det er vist for meget at håbe på.
Tror ikke på det er et PR stunt. Jeg er stor Morrissey fan og ville egentlig, selvom jeg da ikke ønsker han stopper lige straks, ikke synes om at han rejser rundt som en afdanket bokser til han dør. Det ville overhovedet ikke hænge sammen med hans karriere og hans musik. Og jeg ville så også være lykkelig over at have nået at opleve ham til sommer i KBH! Virkelig en enestående kunstner.

Giv dit bidrag til debatten! Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik. Du skal blot vælge brugernavn og password samt angive din e-mail-adresse. That's it!