Pilgrimz tager på efterårsturné i Skandinavien

Pilgrimz tager på efterårsturné i Skandinavien

Efter stor turnéaktivitet og udgivelsen af deres debutalbum "Boar Riders" er utrættelige Pilgrimz endnu en gang på turné. Denne gang tæller det i alt 13 datoer i Skandinavien, hvor de hårdtslående metaldrenge i Norge, Sverige og Finland skal varme op for The Haunted og Raised Fist. Derefter headliner de fem koncerter i Odense, Århus, København, Haderslev og Horsens i slutningen af oktober.

Bandet blev nomineret til en DMA for deres debutplade fra juni sidste år, og siden har de spillet koncerter som en del af MTV Headbangers Ball Tour samt på Roskilde Festival, Metaltown, Hultsfred Festivalen og Sweden Rock.

Bandets forsanger, Max Christensen, lover i en pressemeddelelse nyt materiale til koncerterne:

"Vi skylder helt sikkert vores danske venner en omgang heavy inden vi smutter i studiet for at indspille vores andet album! For dem der planlægger at komme til koncerterne, vil vi selvfølgelig spille vores gamle slagere samt nogle splitternye numre - der bliver helt sikkert lagt op til dans!"

GAFFAs anmelder Keld Rud gav sidste sommer Pilgrimz' debutplade, "Boar Riders" fire stjerner, da han skrev: "Debuterende københavnske Pilgrimz blander hardcore og ekstrem metal med en smule rock og rul i et udtryk, der til tider kan sende tankerne i retning af en mere metallisk udgave af amerikanske Every Time I Die eller ligeledes danske As We Fight. Pilgrimz har dog en større forkærlighed for rockede midttempopassager og sønderknusende dommedagsriff end deres landsmænd."

Turnéplan:

18. september: Göteborg, Sticky Fingers
25. september: Åbo, Klubi
26. september: Helsinki, Nosturi
27. september: Mikkeli, ScoopRock

7. oktober: Stockholm, Tyrol
8. oktober: Göteborg, Trädgården
9. oktober: Oslo, John Dee
10. oktober: Malmö, KB

17. oktboer: Haderslev, Månen
23. oktober: Odense, Kansas City
24. oktober: Horsens, Kulisselageret
30. oktober: Loppen, København
31. oktober: RECession Festival, Århus

Dele af de norske, finske og svenske koncerter er som support for henholdsvis The Haunted og Raised Fist.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA