
GAFFA har hørt Rammsteins nye album
Tyskernes kommende udspil var en lang og sej proces, fortæller grundlægger Richard Kruspe
De tyske industrial-tungrockere Rammstein er klar med et nyt album. Ifølge pladeselskabet kommer albummet, som endnu ikke er navngivet, i handlen til oktober.
GAFFA har hørt det meste af albummet og talt med gruppen, og bandets mange fans kan ånde lettet op. Musikken lægger sig i slipstrømmen af forgængerne "Rosenrot" (2005) og "Reise Reise" (2004).
– Jeg er SÅ glad for, at det lykkedes at få albummet færdigt. Når vi ikke er medlemmer af Rammstein, er vi spredt for alle vinde, og det har været en lang og sej proces.
Richard Kruspe, som grundlagde Rammstein i 1993, lægger ikke skjul på sin lettelse over det færdige resultat. At processen har været sej, har vi kun hans ord for. Musikken lyder vanligt kraftfuld med de underfundige referencer til tysk højkultur og menneskets indre svinehund, som er Rammsteins varemærke. Keyboardet har fået en mere fremtrædende plads i lydbilledet som på de tidligere albums, men tyngden er intakt.
Det foreløbige åbningsnummer "Rammlied" er et stykke tungt-klassisk Rammstein og en hyldest til bandet som kollektiv, og giver anledning til at gætte på et album under eget navn. "Ich tu dir weh" er en heavy neo-schlager med udgangspunkt i S/M-universet, og Waidmanns Heil er en moderne jagtsang med indlagte jagthorn samt et brølende Till Lindemann-omkvæd:
"Die Kreatur muss Sterrrrrrbeeeeen!!!"
Et godt bud på en førstesingle er "Pussy" - der på ½ engelsk og ½ tysk leverer pubertær lokumsvægs-humor med så plat charme, at det er svært at kontrollere smilebåndet. Der er mange ligheder med hittet "America" fra "Reise, Reise", og omkvædsstrofen "I can't get laid in Germany..." bliver svær at få ud af hovedet igen.
Mindre lystigt bliver det på "Wienerblut". Med udgangspunkt i Joseph Fritzl-sagen byder Rammstein lytteren "...Willkommen in der Dunkelheit...".
Og mørkt er det.
Og tungt.
En rejse ind i et uforståeligt menneskesind ledsaget af lyriske strygere og en skov af guitarer.
På "Haifisch" tilsliber Rammstein endnu en af tysk kulturs kronjuveler, Bertolt Brechts Mackie "Messer", men hvor Brechts hajfisk har tænder, har Rammsteins i stedet tårer. Nummeret har en umiskendelig Depeche Mode-intro, hvilket ifølge bandet er helt bevidst og skal ses som en hyldest til synth-pionererne.
GAFFA bringer et fyldigt interview med Rammstein i efteråret, hvor bandet blandt andet fortæller om det ny album, menneskets mørke sider og livet som AC/DC-fan i det tidligere DDR.
Biss dann...







Glæder mig som et lille barn ^^
Meeeen det nye album lyder sgu lidt som det, man kunne forvente, de ville lave. Jeg ville ønske, de ville gå tilbage til den tunge Sehnsucht-stil. Det nye her lyder lidt poppet, undskyld mig...
Men fortvivl ikke! Din navnebror udtaler bla. i Metal Hammer: "In terms of the music, we wanted to tone down the 'epic' side a bit. We wanted to get back to the roots of Rammstein, to a harder fatter sound. I think ' streamlining' is the word".
Han fortsætter med at fortælle at de ikke har skåret orkesterdelen ud af deres musik men udbygget den med hornmusik...
Alt i alt lyder det lovende som ethvert Rammstein album gør, men jeg håber og tror at de fortsætter deres udvikling.
Denne fan håber nu på genkomsten af det gamle Rammstein, som er for beskidt til Boogie og P3. De to ovennævnte er klart de mest tandløse skive, som Tysken har produceret.
Giv dit bidrag til debatten! Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik. Du skal blot vælge brugernavn og password samt angive din e-mail-adresse. That's it!