Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Nyhed / Onsdag d. 30-09-2009 kl. 17:18

Roskilde Festival lukker scene

Talsmand for festivalen, Esben Danielsen, udtaler til GAFFA, at der ikke ændres i musikprofilen på trods af lukningen af Astoria scenen

Publikum oplevede på dette års festival, at Astoria scene både var for stor til mest intime koncerter og især havde svært ved at kunne rumme de større kunstnere. Sidste års klubkoncert med den store hollandske dj Fedde Le Grand, som blev lukket efter 10 minutter, tjener som eksempel på problemerne med kapaciteten på scenen, som Roskilde Festival nu tager konsekvensen af og lukker.

Esben Danielsen, der er talsmand for Roskilde Festival, udtaler til GAFFA, at Astoria-scenen har været "hamrende succesfuld" både opbygningsmæssigt og funktionelt i forhold til, hvordan det er at være i rummet. Men størrelsen på scenen svarede ikke overens med scenens musikprofil, hvilket umiddelbart betyder, at store navne fra scenen vil blive rykket over på større scener og de mindre navne vil blive flyttet til mindre scener. Esben Danielsen fortæller endvidere om den tomme plads på Dyreskuepladsen:

- Det er for tidligt for mig at sige 'hvad gør vi så?', og jeg bliver overfortolket lidt på Politiken, når de skriver om en ny scene. Vi har mange nye tanker og en af dem er at udvikle et område, hvor næroplevelsen bliver sat i centrum. Vi vil ikke rigtigt kalde det en scene, men nærmere et chillout-område, hvor man har noget spoken word og lyrik, som er nogle af de mere intime ting. Det er en af de ting, jeg arbejder med, men det er ikke for at sætte det i forhold til Astoria.

Medarbejdere har været ude og kritisere Roskilde Festivals beslutning om at lukke den succesfulde scene, men talsmand Esben Danielsen fortæller, at det er for at skåne medarbejderne for at spilde tiden, at udmeldingen kommer så tidligt:

- Vi ved ikke ret meget endnu, men vi er i gang med at spille nogle bolde op, og det kommer så tidligt af respekt for de mange forskellige grupper, der har arbejdet med Astoria. Der kommer reaktioner fra nogle medarbejdere, og det er kun godt at folk er så dedikerede. Derfor skal de også have det at vide tidligst muligt i processen, så de ikke går i gang med at planlægge næste års festival på Astoria.

Om Roskilde Festival vil byde på et nyt chillout-område på Astorias gamle plads, må tiden vise. Der skulle dog stadig være mulighed for at høre kunstnere, der før var tiltænkt scenen, på festivalens andre scener.  

Tip en ven
13 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Hvor er jeg glad for jeg læste ordet "scene" til sidst der :) Der sprang mit hjerte lige et slag over...
Hehe, nej så ville verden da ikke stå længere... :)
Har det lidt ambivalent med dette. Har været enormt glad for teltet med verdensmusik, men så længe der stadig kommer lige så meget af den slags, er det fint. Og man må sige det bliver rart, rent faktisk at kunne komme ind til de koncerter man gerne vil se.
Jeg synes man i højere grad skulle tage at gøre noget ved Arena, for magen til lydhelvede skal man sgu lede længe efter.
@Lenny - Næ, man skal bare kigge på stort set alle større koncertsteder i København med Valby Hallen og Parken som de værste.

Men jeg har nu heller aldrig oplevet Arenas lyd som ringe.
Valby Hallen har ik været brugt længe, og det ser ud til at det heller ikke sker....

Parken er og blir nok et nødvendigt onde indtil der er bygget nogle Multi arenaer..
Astoria har huset nogle af mit livs bedste koncerter. Det er klart et tab for festivallen.
Jeg blev fortalt, at Odeon-scenen skulle forsvinde til næste år, samt Westcamp ud mod den eksisterende motorvej!..Altså grundet udvidelse af vejen...d.v.s. hele B-området; og da den forslugne grusgrav har planer om at indvadere Westcamp næste år, så har jeg det lidt skidt...Det er et must for mig at ligge i West, men nu tar de sgu min faste plads fra mig...
#curejoan
- ja, og c med, plus skatescenen, som også har givet mig utrolig mange fede oplevelser.. det er sgu lidt sørgeligt.
En af mine bedste koncertoplevelser i år var klart M. Ward "inden i" Astoria. Er normalt ikke ved den scene men bare det at komme ind på et "spillested" på festivalen var en speciel oplevelse som jeg vil savne meget...!
Mon ikke scenen bliver erstatet med en eller to andre scener der passer bedre. Det største problem ser også ved arena (eller grøn) scene. Den er for det meste proppet med semi store navne der trækker langt mere end hvad der kan være i teltet og efter at der blev mistet en del kapacitet ved til sikkerheds foranstaltninger, så er der bare ikke nok plads der inde. Det betyder at os halvgamle trippere står udenfor og får rigtig ringe lyd og dermed slet ikke en god oplevelse. Et lidt større telt ville være godt eller også kunne man flytte nogle af de store navne til eftermiddags koncerter på orange.
Grøn plejede at være min yndlings scene, men nu er det bare der hvor jeg ikke rigtigt får det ud af musikken som jeg burde.
Men som altid glæder jeg mig til at roskilde begynder at offentligegøre navne og på et eller andet tidspunkt i løbet af foråret beslutter jeg mig altid for at tage afsted igen. Så stor koncentration af navne jeg aldrig ville komme i nærheden af til hverdag skal man se langt efter.

vi ses på de scener som roskilde nu engang tryller frem til de bands som roskilde nu engang tryller frem.
Enig med Lenny, arena er et lydhelvede - koncerten med The Mars Volta i 09' blev fuldkomment smadret! Godt de snart kommer igen.
Måske flytter de Odeon ind på Astorias plads? Hvem ved? - det giver da klart en kortere gåtur til Odeon.
jeg hadede det nye astoria telt ved første blik. jeg havde altid været meget glad for det gamle astoria/ballroom telt -- tribunerne gjorde det til et godt helle ved middagstid, hvor man kunne få sin reparationsøl i skyggen, mens man sad og stenede og lyttede til stille, sagte eksperimenterende musik, desert blues eller en eller anden der voldtog en zitar. Grunden til jeg hadede det nye telt var: INDGANGEN. de lange sluser gjorde det umuligt at komme ind/ud, hvis der var mange til en koncert -- og så gjorde den oven i hatten at teltet blev betragtet som indendøre og dermed kom under rygelovens kontrol. EPIC FAIL.

tilbage med det gamle telt, siger jeg. tribunerne var uvurderlige!!!

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.