Nyhed

Soulshock bliver ny dommer i X Factor

Stjerneproduceren overtager Thomas Blachmans plads i DR’s seersucces

Rygterne har floreret i adskillige uger og gætterier om, hvem der skulle afløse Thomas Blachman, der især huskes for sine farverige og kontante udmeldinger i programmet, har været mange. Nu melder DR ud, at afløseren bliver den succesfulde producer Carsten "Soulshock" Schack, der i mange år har lavet musik med de største stjerner i verden.

Soulshock har en lang international karriere, der har bragt ham forbi kunstnere som Tupac Shakur, R. Kelly, Sting og Mary J. Blige, som han har produceret for i tidens løb. Sammen med partneren Kenneth Karlin har Soulshock også skrevet musik til blandt andre Whitney Houston, Destiny's Child, og Usher, hvilket ikke lader nogen tvivl om, at den erfarne producer har øre og næse for god popmusik. Den 40-årige producer fortæller selv om dommerudnævnelsen til dr.dk:

"Jeg er spændt og glæder mig meget til at være med. Målet med X Factor i såvel Danmark som USA og Storbritannien er jo helt grundlæggende skabe en reel musikstjerne, hvilket er en præmis jeg tager helt bogstaveligt og meget alvorligt - og jeg føler i den grad, at jeg har noget at byde ind med. Og jeg er selvfølgelig rigtig nysgerrig efter at se, hvad den danske sangtalentmasse har at byde på."


Underholdningsredaktør for DR1, Jan Lagermand Lundme, kommenterer også valget af Soulshock som dommer nummer to i det populære program:

"Jeg synes allerede, at vi er godt i gang med at samle et regulært producer-dreamteam - Soulshock og Remee er måske de to danske producere overhovedet, der har den største faglige tyngde og er mest anerkendt internationalt. Det er et privilegium at kunne hente en mand som Soulshock - med hans unikke øre, professionelle erfaring, kunstneriske track record og kendskab til realiteterne i den internationale musikbranche - ind i vores tredje danske sæson af X Factor."

Det er stadig ikke fastlagt, hvem der skal være den tredje og sidste dommer i X Factor, skal sidde imellem de to kompetente personligheder, når programmet går i gang for tredje gang med auditions den 28. oktober.


ANNONCE