Nyhed

Chamillionaire spytter gift

Houston-rapperen har sit tredje soloalbum på trapperne, som han har fået sine fans til at bestemme navnet på

Den alsidige rapmusiker Chamillionaire har med sine mixtape-markedsføring været en af bannerførerne for, hvordan musik bliver promoveret i dag. Nu er rap-kamæleonen tilbage med albummet "Venom", der udkommer i starten af december.

Chamillionaire har netop afsluttet sin mixtape-serie med den store udgivelse "Mixtape Messiah 7", der indeholder hele 66 numre på fire discs. Metoden med at sende musik ud på denne måde har givet den amerikanske rapper stor succes, og samtidig også har fået ham tildelt en Grammy i 2007 for nummeret "Ridin'" fra det platinsælgende album "The Sound Of Revenge".

Nu er den populære rapstjerne tilbage med sit tredje album "Venom", der angiveligt skulle være en forkortelse for den vage titel "Visually Entertaining Negatives Of Money". Det interessante ved titlen er, at efter at have skrottet den, lavede Chamillionaire en afstemning på sin hjemmeside om et nyt navn, og da hans fans valgte den oprindelige titel, skrev han på siden "Det ser ud, som om jeg er skør. Så bliver titlen alligevel 'Venom'."


Rapperen er tidligere blevet rost for ikke at være bange for at tage fat i tungere emner i sin ellers ganske letfordøjelige musik. GAFFAs anmelder roser netop dette på den seneste plade "Ultimate Victory", som fik 3 stjerner og følgende ord med på vejen:

"Det kommer som lidt af en overraskelse, at han har sat sig for at bruge sin nyfundne stjernestatus til noget godt. Hvornår har du sidst hørt et Houston, Texas album stort set uden bandeord, og proppet med vigtige indenrigs og udenrigspolitiske emner på dagsordenen? Samtidig med at det, musikalsk, lyder som det skal! Jeg vil vove pelsen og sige aldrig."

Om Chamillionaire stadig undgår bandeordene på det kommende album med den ellers så giftige titel, må tiden vise. "Venom" udkommer den 8. december på rapperens eget selskab Chamillitary.


ANNONCE