
Morrissey stopper koncert efter halvanden sang
Crooneren udvandrede fra scenen i Liverpool efter at være blevet ramt af en plasticflaske
Morrissey er kendt for at være decideret træt af pis, og på sin igangværende turné har han flere gange stoppet koncerter. Lørdag aften gik det helt galt i Echo Arena i Liverpool, hvor Morrissey kun nåede at være på scenen i halvanden sang, inden han udvandrede fra scenen efter at være blevet ramt af en plasticflaske, skriver Daily Telegraph.
Morrissey lagde ellers veloplagt ud med ordene "Det er lørdag, det er Liverpool, det regner, det er perfekt" og gik derpå i gang med åbningsnummeret "This Charming Man". Men da han i anden sang, "Black Cloud", blev ramt af en plasticflaske kastet af en publikummer, stoppede han resolut koncerten med ordene "Goodbye" og udvandrede - og kom ikke tilbage trods entusiastiske "Morrissey"-råb fra de 8000 publikummer.
Da Morrissey spillede på Posten i Odense i juni, afbrød han også koncerten på et tidspunkt og fik smidt en højtråbende publikummer ud, inden han fortsatte koncerten. Og på Coachella-festivalen i Californien afbrød den overbeviste veganer også sin koncert, da han kunne lugte brændt kød. Efter en koncert pause gennemførte han dog koncerten. Flere af Morrisseys koncerter på det seneste er desuden blevet aflyst grundet sygdom.
Echo Arenas leder Tim Banfield fortæller, at det lokale politi er blevet underrettet, og han udtaler desuden:
"Vi er meget skuffede over, at en enkeltperson skruppelløst har valgt at forårsage, at koncerten blev aflyst og dermed ødelægge, hvad der ville have været en brilliant aften i byen for tusindvis af Morrissey-fans. Echo Arenas folk gør meget ud af at sikre sikkerheden for gæster og kunstnere på spillestedet.
Tim Banfield fortæller videre, at han nu vil undersøge måden, mad og drikke bliver serveret på, "for at takle det lille mindretal, som viser sig ikke at være i stand til at opføre sig på forsvarlig vis."
Koncertgæsterne kan få deres penge refunderet, hvor de har købt deres billetter.
Episoden kan ses her, i slutningen af klippet




Men når det så er sagt, er han så ikke generelt meget hurtig til at afbryde koncerter. Han virker helt utrolig finfølende.
Der ligger i øvrigt et andet og lidt tydeligere klip på Morrissey-solo.com, hvis den slags har interesse.
Jeg gider efterhånden ikke tage til koncerter længere, da der altid er en eller anden idiot, der ikke har fattet at man er der for at høre musikken og ikke hans personlige udlægning af hvad der nu end går i piben på ham den aften.
Oplevede det senest til Musekoncerten i Parken, hvor en nordmand lige bag mig, meget højrøstet valgte at forklare hele Muse' bagkatalog til sidemanden under koncerten. Og ja, jeg flyttede mig. Men burde man ikke respektere de andre tilstedeværende og holde sin kæft imens musikken spiller og holde eventuelle kastevenlige genstande for sig selv?
Hvorfor betaler man overhovedet 45 pund for at smide en flaske efter en kunstner?????
Morrissey er ikke meget anderledes på det her punkt, andre har forladt scenen før pga. stupide mennesker, som ikke opfører sig ordentligt.
Hvis man bare kender lidt til ham, så burde det heller ikke undre nogen at han afslutter koncerten efter sådan en episode.
Faktisk, synes han at være en hel mere rebelsk - hvis det er den slags det handler om - end mange nyere musiskanter udi rocken, som blot leverer en slags attitude.
Men jeg må indrømme jeg var MEGET glad for at han kom tilbage og spillede koncerten færdig, da jeg så ham på Posten i Odense!
Kunne godt forestille mig at dem rundt om gerningsmanden havde lyst til at give ham et ordentlig lag tæsk
Giv dit bidrag til debatten! Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik. Du skal blot vælge brugernavn og password samt angive din e-mail-adresse. That's it!