Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Nyhed / Torsdag d. 21-01-2010 kl. 10:20

The William Blakes gentager fastelavnskoncert

Sidste år fejrede The William Blakes fastelavn på scenen i Pumpehuset, hvor de fik besøg af blandt andre Steffen Brandt og Mikael Simpson. Nu gentager bandet succesen i Lille Vega.

Nu er det atter tid til at finde kostumerne frem fra gemmerne, når den danske trio The William Blakes spiller op til fest og fastelavn i Lille Vega søndag d. 14. februar. Sidste år, da bandet gav fastelavnskoncert i Pumpehuset, var både band og publikum klædt ud, og der blev kvitteret med en gratis fadøl til de bedste udklædninger.

I Pumpehuset blev The William Blakes assisteret af navne som Steffen Brandt, Mikael Simpson, Waqas, Ane Trolle, Slaraffenland og Nikolaj Nørlund. Det foreligger endnu ikke, hvem der gæster showet i år, men gæster kommer der i hvert fald. Opvarmningen står den danske gruppe Are We Brothers? for.

2009 har været et hæsblæsende år for The William Blakes. De har haft to store radiohits i form af "Secretly" samt et cover af Kate Bush-nummeret "Running Up That Hill", som bandet spillede sammen med Spleen United i programmet Backstage på DR2. Siden har sangen kørt i A-rotation på P3.  

2009 var desuden året, hvor The William Blakes udgav deres debutalbum "Wayne Coyne" i USA og Canada, hvor bandet indkasserede fremragende anmeldelser. Herhjemme udgav de deres andet album "Dear Unknown Friend", ligeledes til fornemme anmeldelser. Blakes-drengene afsluttede året med en turné i canadiske omgivelser.

Så tilsidesæt søndagsfilmen, find parykken frem og mød op på i Lille Vega søndag d. 14. februar til et brag af en fastelavnsfest i selskab med Kristian Leth, Frederik og Fridolin Nordsø, Bo Rande og Co.

Billetter til arrangementet kan købes via GAFFA live.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.