Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Nyhed / Søndag d. 04-04-2010 kl. 13:00

Danske kunstere hylder Serge Gainsbourg

Den franske provo-crooner fejres efter alle kunstens regler på filmfestivalen CPH PIX

Af Marta Sørensen
Foto: Rue des Artistes / Polfoto

Filmfestivalen CPH PIX er dette år indhyllet i røgen af parisiske cigaretter og den lokkende stemme af Frankrigs mest charmerende provokatør, den afdøde musiker og filmmand Serge Gainsbourg. Ud over at vise film om Gainsbourgs kontroversielle liv og inspirerende karriere lægger festivalen også scene til en hyldestkoncert, hvor danske sangere skal fortolke hans numre. Ifølge festivalens event assistant, Michelle Hoffery, er der noget for de fleste i franskmandens sangkatalog.

– Serge Gainsbourg startede med at lave musik inden for chanson (visegenren, red.) og kastede sig senere over både jazz, reggae og elektronisk funk. Fordi der er så mange forskellige genrer, har vi udvalgt nogle af de mest talentfulde danske artister til at repræsentere hver af dem. Sangere, som er utrolig karismatiske og kan tryllebinde publikum med deres enestående stemmer.

En af dem hedder Hannah Schneider, og hun laver til daglig skæv elektronisk pop med masser af gamle keyboardlyde og klokkespil. Schneider er for nylig selv blevet inspireret af fransk musik, deriblandt Gainsbourg, og skal synge et af hans ældre numre, "Black Trombone".

– Han synger det alene med guitar og nogle horn. Det er et rigtig sørgeligt fuldemandsnummer, som jeg glæder mig rigtig meget til. Sangen er på fransk, så jeg tror, jeg laver en blanding af fransk, dansk og lidt engelsk. Jeg forestiller mig, at jeg skal spille på et keyboard og måske sidde i salen helt for mig selv, siger Hannah Schneider om sin fortolkning.

Til hyldestkoncerten optræder også crooneren Claus Hempler, soulstemmen Ayoe Angelica og blødt jazzede Sidsel Storm. Sangerinden og sangskriveren Julie Maria skal synge den indsmigrende "Ballade de Melody Nelson", mens de eksperimenterende popdrenge fra Music For Modern Man prøver kræfter med den interessante titel "Sea, Sex And Sun". Endelig medvirker Alice Carreri (Lulu Rouge), Esben Hansen (The October Country), Lars Vognstrup (Lars And The Hands Of Light) og Billie Koppel (Catbird).  

CPH PIX finder sted 15.-25.april i København, og hyldestkoncerten løber af stablen 16. april på Bremen.

Læs mere på cphpix.dk
 

Tip en ven
6 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Danske KUNSTERE? :b
Skidecool, sådan at hylde Serge Gainsbourg. Så var der var også nogle musikere herhjemme, der fik øjnene op for manden/myten.
#1 Ja, store sterner.
Keyboardlyde og klokkespil... ha ha...
endelig en hyldest af danske kunstnere man med rette rent faktisk kan respektere!
Selvom der ikke er tale om forudsigelige, "sprælske" poprocknavne med røvballepotentiale, kan det faktisk være rimelig spændende alligevel, folkens.

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.