Nyhed

Elephant9 til Aalborg og Århus

Fusionsjazzbandet med inspirationer fra psykedelisk rock spiller to danske koncerter

Norske Elephant9 blander fusionsjazz med inspirationer fra psychedelisk rock og Miles Davis-klassikeren "Bitches Brew" med toner fra orgel/tangentspilleren Ståle Storløkken fra det velrenommerede Supersilent, og resultatet kan nu opleves, når Elephant9 kommer til Danmark for at spille to koncerter.

GAFFA har tidligere anmeldt en koncert med den norske trio, og hvis de tre drenge gør det lige så godt i denne omgang, er der noget at glæde sig til. Hør bare hvad GAFFAs anmelder Anders Østergaard Jensen skrev:

"Fusionen af jazz med rock og electronica er et svært projekt at gennemføre live. Særligt jazzrockfusion har en tendens til at blive en indadvendt, navlepillende konstruktion af kompleksitet og instrumental perfektion. Elephant9 spillede sig slet ikke ind i den fælde, fordi bandet med sit samspil og variation over et utal af stilarter skabte en unik blanding af jazz, ambient, drum & bass og groovy slapbass-rock. Man forundredes i særdeleshed over, at en så traditionel konstellation kan skabe et så interessant lydrum. Elephant9 er i den grad et oplagt bud for næste års danske jazzfestivaler."

Men ikke kun live går det godt fra Elephant9. Deres anden plade, "Walk The Nile" - der udkom for ganske nylig - er blandt andet blevet nævnt i Wire som en af forårets bedste plader.

Bandet består af Ståle Storløkken (Supersilent, Humcrush) på tangenter, Nikolai Eilertsen (The National Bank, Lester, Big Bang) på bas og Torstein Lofthus (Shining) på trommer.

Elephant9 spiller i Aalborg den 30. april på et endnu ikke offentliggjort spilesamt samt i Århus den 1. maj på Café Lobby i Valdemarsgade.

ANNONCE