Music Export Denmark allierer sig med Roskilde Festival og Koda
Dansk musikeksport foretager dermed en særdeles lovende oprustning

Music Export Denmark - i forkortet form: MXD - har fundet sig nogle højst markante og velegnede samarbejdspartnere i form af Roskilde Festival og Koda. Søren Krogh Thomsen, bestyrelsesformand for MXD og repræsentant for IFPI i MXD, udtaler:
"Det er et naturligt skridt for MXD at udvide eksportarbejdet omkring publishing og sangskrivning gennem et tættere samarbejde med KODA, der med sin markante position i musikbranchen tilfører bestyrelsen øgede kompetencer og ressourcer. Og det er en stor glæde at byde en af dansk musiklivs sværvægtere, Roskilde Festival, velkommen i MXD. Roskilde Festival har over de sidste 40 år opbygget et brand og netværk på den internationale scene, som vil være utroligt værdifuldt for MXD at kunne trække på. MXDs nye medlemskreds og bestyrelse afspejler en klar fælles overbevisning: Vi mener, det er essentielt, at der arbejdes på tværs af musikbranchen - for at finde løsninger, der tager afsæt i behov og forbrugsmønstre på et altid skiftende, mangefacetteret marked."
Roskilde Festival erstatter Venuefonden som medlem i MXD. Venuefonden, der er finansieret af Fonden Roskilde Festival, har været medlem af MXD siden starten i 2004. At Roskilde Festival nu går direkte ind i MXD ses som en styrkelse af engagementet.













Log ind for at kommentere.
Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.