Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Nyhed / Torsdag d. 10-06-2010 kl. 14:39

Lovlig musik bliver gratis for alle

Statsbiblioteket er klar med en ny tjeneste, Digi-bib.dk, der skal gøre gratis streaming og downlåning tilgængelig for alle danskere

Fra 1. juli bliver det muligt at downlåne og streame mere end 4,5 millioner musiknumre og hundredvis af lydbøger helt gratis, både til din pc og Mac. Fra oktober kan ejere af iPhone og Android-telefoner også slutte sig til.

Det er Statsbiblioteket, der står bag den nye tjeneste, der kan gøre ulovlige downloads hos Pirate Bay, dyre downloads på iTunes og tele-betingede downloads hos Play og Wimp overflødige.

Områdedirektør på Statsbiblioteket Flemming Munch siger til DR Kultur: "Vi arbejder med parametrene bedst og billigst. Vækst og volumen. Vi samler musik, lydbøger og anmeldelser på én side."

I modsætning til kommercielle tjenester på markedet som Play og Wimp har bibliotekernes nye musiktjeneste ingen penge at reklamere for. Men det er heller ikke nødvendigt, mener leder af Music Management på Det Jydske Musikkonservatorium, Jesper Mardahl:

"De behøver ikke markedsføring, de kunne bare skrive "gavebod - vi giver det hele væk gratis. Nu vil musik være til rådighed for alle hele tiden. Endda fuldstændig gratis. Det er næsten for godt til at være sandt", slutter Jesper Mardahl.

Den nye tjeneste bryder de begrænsninger, bibliotekerne hidtil har haft. Man har længe kunnet streame og downlåne musik via Statsbibliotekets musiktjeneste netmusik.dk, der rummer godt fire millioner numre. Men den musik er kun tilgængelig i en begrænset periode, og ikke fra alle former for computere. Den nye tjeneste kommer til at hedde digi-bib.dk, og skulle altså komme til at fungere på så godt som alle platforme.

Samtidig samler bibliotekerne også alle landets lydbøger på siden, som man så kan downlåne efter behov. Desuden stiller bibliotekerne såkaldt dansk kulturarv til rådighed på siden, som kan ses og lyttes til, som man lyster. "Der er både skåltaler og båltaler med eksempelvis Stauning og gamle reklamefilm", fortæller Flemming Munch fra Statsbiblioteket.

Den nye tjeneste er gratis for alle, men det er op til de kommunale biblioteker, om de vil give borgerne mulighed for at kunne lytte til næsten al musik. I dag er samtlige kommuner med i den nuværende ordning, netmusik.dk, og Flemming Munch forventer, at senest i første halvår af 2011 tilbyder samtlige 98 kommuner streaming af musik til danskerne.

Hos pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI, hilser man den nye, lovlige tjeneste velkommen, og frygter ikke at bibliotekets nye tjeneste vil gøre lignende tjenester overflødige. "Jeg tror på, at der er forskellige slags forbrugere til de forskellige tjenester. Derfor frygter jeg ikke, at bibliotekets tjeneste vil overtage markedet", forklarer Ifpis kommunikationschef Lasse Lindholm. 

Foreløbig kører bibliotekernes nye tjeneste med et budget på 15 millioner kroner i 2010, og det dobles op i 2011, men det hele afhænger af, hvordan brugerne tager imod den nye streamingtjeneste. "Vi er klar til at justere budgettet. Og det er jo ikke nye omkostninger. Vi skal bare skifte fra at bruge penge på det fysiske format (cd'er, red.) til det digitale", forklarer områdedirektør Flemming Munch over for DR Kultur.

Tip en ven
20 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Nu har jeg ikke meget forstand på dette - men vil dette ikke få musikbranchen til at gå neden om og hjem ligeså meget som hvis man downloadede piratkopier???
#1: Ja, det tænker jeg også lidt...

Helt ærligt, hvis man kan lide musikken, så køb den dog! Det er forresten 1000 gange federe at have cd'er, end det er at sidde og downloade små filer til sin computer..
Og så støtter man også noget godt?
#1 Der er tale om downLÅN og ikke downLOAD, så det svarer til, at man "låner" en mp3 fil, der så ikke virker længere efter en vis periode. Man kan så låne den igen....i princippet det samme som at låne en CD på biblioteket....bortset fra, at den kan man selvfølgelig rippe derhjemme...og det undgår man jo netop ved, at folk "låner" en mp3, der kun virker en begrænset periode, inden man skal "låne" den igen.
Det at sidde med den fysiske cd i hånden føles bare så godt! du ved du har støttet kunstneren, hvis din computer får virus kan du miste musikken du har downloadet, kvaliteten er stort set bedre hver gang på cd'erne, og så har man alle booklets man kan sidde og bladre i, og de fede albumcovers! :D
@2 - Ja, men det er nu rart at vide hvad man støtter.

Det er jo et pissefedt initiativ. Så kan folk få lov at udforske musikkens verden både lovligt og gratis. Selvom udvalget nok ikke bliver lige bredt for alle

Det er sådanne regeringsinitiativer jeg gerne vil betale for. Så få nu fjernet den medielicens og lad mig støtte dette i stedet. (Med et betydeligt mindre beløb, selvfølgelig)
Hvad jeg forstod i artiklen var, at man ikke behøvede låne musikken igen..

Med hensyn til, at man gerne vil vide, hvad man støtter - det er jo så også fint nok. :)
Servicen på de danske biblioteker er absurd høj. Man burde næsten bruge dem noget mere. Jeg vil glæde mig til med tiden at få et kæmpe arkiv af dansk kulturhistorie tilgængeligt online, som de kommercielle aktører aldrig ville røre en finger for.

Det fremgår ikke rigtigt af artiklen, men tror I ikke, at musikerne får del i bibliotekspengene, når deres musik bliver lånt ud?
I den hidtidige løsning (netmusik.dk) har der været tidsbegrænsede licenser - jeg kan ikke forestille mig at det ikke også var tilfældet her, da det jo er en bibliotekstjeneste.

@1: Nixen - Der er helt konkrete regler for hvad bibliotekerne betaler for at udlåne musik - og det er det der sker her...

@4: Du støtter så vidt jeg ved kunstneren på nøjagtig samme måde ved at downlåne fra netmusik.dk som ved at låne CD'en på biblioteket. Det er muligt at det er mindre end hvis jeg køber CD'en. Til gengæld har jeg gennem tiden lånt en hel masse albums som jeg aldrig kunne drømme om at købe - her har kunstneren altså fået hvad der tilkom hende, i modsætning til hvis jeg havde downloadet ulovligt og konstateret at musikken ikke lige var mig.

@5: Netop. Den eksisterende løsning har et rimelig bredt udvalg. Omvendt også nogle mangler, som jeg ikke helt forstår (Der må være kunstnere, som frasiger sig det digitale format fuldstændig). Forresten betaler du allerede til det over skatten, da initiativet sorterer under Statsbiblioteket :-)
Ifølge Thom Yorke, så er pladeselskaberne allere på vej til at gå nedom og hjem i løbet af nogle måneder.
Super fedt! Jeg tror ikke det vil få mig til at købe færre CDer, men det gør nok at jeg får øjnene op for en masse fed musik jeg ellers ikke havde opdaget (hvilket vel også et meningen).
Vi danskere har det sgu godt!
Nu er Thom Yorke jo ikke hverken Gud eller et orakel, hans succes skyldes det pladeselskab han selv giver skylden for at være grådige.
Havde det ikke været for det selskab, havde Thom Yorke ikke været i en situation hvor han økonomisk kan tillade sig at have den holdning han har, han glemmer bare det ikke kun er sin egen fod han skyder i, men i høj grad mange andre bands, som på ingen måde har mulighed for at overleve ved t-shirt salg (? eller hvad det er der lige skal erstatte et nul-salg af plader) ved koncerter som igen for mange mindre bands heller ikke er indtægtsgivende.
#10 Hvad er det lige der fedt ved at pladeselskaber skulle gå nedenom og hjem? var det ikke dem der indtil videre på et eller andet plan har gjort musik tilgængelig for bl.a. dig?
Jeg tror ikke musikken bliver mere synlig af at pladeselskaber skulle gå hen og forsvinde, hvordan skulle musikere så lige få mulighed for at få promoveret deres ting? hvis der ikke bliver betalt for musikken er der heller ikke mulighed for at købe eventuel annonceplads, hvilket kunne generere et salg
En anden fordel er, at hvor de forskellige kommercielle tjenester for det meste laver aftaler med hver enkelt pladeselskab, har statsbiblioteket adgang til al den musik der nogensinde er udgivet i Danmark.
#11
Du misforstår Bruce... Hans kommentar har, som jeg læser det, intet at gøre med, at han jubler over, at pladeselskaberne skulle gå neden om og hjem. Han kommenterer blot på Gaffas nyhed
Der er virkelig mange mellemregninger, der mangler i den historie. Kunne GAFFA ikke ringe og få uddybet, hvad dette egentligt betyder?
jeg forstår altså ikke om det handler om download eller streaming? - før downloadede man jo filen i en uge (tror jeg) er de så gået over til streaming nu, eller kan man simpelthen downloade musikken gratis?
#15
Det er nøjagtigt samme princip som hvis du går på biblioteket for at LÅNE en bog. Du kan "streame" bogen, ved at skimme den hurtigt på biblioteket, eller du kan LÅNE den i en periode. Så ja, du downloader musikken gratis, men filen virker kun i en begrænset periode - deraf downLÅNE!
Jeg håber jeg gjorde mig forståelig! ;-)

Det er et meget spændende initiativ, der skulle have været iværksat for mange år siden! Princippet om, at man har mulighed for, at låne varen før man beslutter sig for, om det er noget man vil bruge penge på er helt fin. "Problemet" med ting som musik og film er jo, at man ikke rigtig har mulighed for, at vurdere hele produktet før man køber det, kun via. radio singler og musikvideoer. Hvis du f.eks. køber en T-shirt ved du jo præcist hvilken vare du får - endeligt er dette nu muligt, og forhåbentligt i en ordentlig lydkvalitet.

Way to go!
en normal, måske 50 minutters cd, fylder cirka 500 Megabite, hvorimod vis du laver den amme cd om til filer som mp3, eller dem itunes støtter fulder de kun cirka 100 megabite. og vis jeg ikke tager meget fejl skulle en uridste god vinylm være bedre endnu.... skal vi ned i noget lort bare fordi det er nemt og gratis
samme* fylder* uridset* vinyl*
@17: Det har jo dybest set ikke noget med sagen at gøre.

Det er jo som forbruger dit eget valg om du vil 'nøjes' med den noget ringere kvalitet som kan lånes gratis, eller om du vil lange penge over disken for kvalitetsvaren. Nøjagtig samme valg tager du når du står i køledisken og skal vælge mellem den vakuumpakkede polske 'naturelmarinerede' kyllingefilet eller den ferske fritgående økovariant. Kvalitet fås sjældent gratis.

Pointen her er jo også at give dig mulighed for at opleve noget ny musik uden at du pinedød skal ned og købe pladen (hvilket du sikkert aldrig ville få gjort).

Jeg vil give dig ret så langt at jeg synes det er ærgerligt når kunstnere vælger udelukkende at udgive på mp3 format (selvom de som regel også stiller et 'loss-less' format til rådighed) - men det er en ganske anden sag...
mere info her: http://www.statsbiblioteket.dk/netmusik/digi-bib-dk-info

Downlån er stadig kun wma-format til windows. Velkommen til '90erne...

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.