Mads Langer skriver international kontrakt - og hitter i Italien

Mads Langer skriver international kontrakt - og hitter i Italien

Det går meget godt for den Skive-opvoksede sanger og sangskriver Mads Langer for tiden. Dels har han skrevet international kontrakt med Sony Music på tre album, dels ligger han i skrivende stund nummer syv på den italienske singlehitliste med sin fortolkning af Olives 1997-hit "You're Not Alone".

Mads Langer skrev forleden under på kontrakten hos Sony Music i Paris. Til Skive Folkeblad udtaler han: "Det er en meget stor kontrakt. Jeg har fået det springbræt, der skal til for at kunne blive et stort navn internationalt. Nu handler det om at bidrage selv, lancere den rigtige plade - og held."

Mads Langer debuterede i 2006 med albummet "Attention Please", der gav ham et stort hit med "Breaking News". I 2009 fulgte han det op med albummet, der blot hedder "Mads Langer" og blandt andet indeholdt hittet "Fact-Fiction". De to album fik henholdsvis beskedne tre og to stjerner af GAFFA, men i det store udland er man altså anderledes begejstret for Mads Langer.

Mads Langers internationale debutalbum udkommer i 2011.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA