Du er ikke logget ind    Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Nyhed / Mandag d. 06-09-2010 kl. 10:19

Quadron giver første solo-koncert

Den soulede pop-duo Quadron giver til december deres første egentlige koncert som hovednavn

Quadron giver den 11. december deres første reelle solo-koncert i Lille Vega. Bandet er dog ingenlunde et uerfarent live-band, idet de blandt andet spillede et opvarmningsjob i april for Mos Def på Store Vega, ligesom de også spillede på årets Spot-koncert.

Quadron er en elektronisk soul-duo, der består af producer Robin Hannibal og sangerinden Coco O (der også er en del af musik-kollektivet Boom Clap Bachelors), som netop har overstået en turné i USA, hvor de så småt også er ved at få fodfæste. De er således netop nu aktuelle med singlen "Buster Keaton", der har haft videopremiere på Pitchfork TV, de har medvirket i Ellen Degeneres' talkshow og haft numre med i populære serier som "CSI" og "Grey's Anatomy".

Det selvbetitlede debut-album fik fire stjerner af GAFFAs Thomas Borre, og han specificerede duoen således:

"Cocos på en gang skrøbelige og probate vokal klæder Robins elektroniske produktioner, der oser af vintage knowhow uden at fortabe sig i ligegyldig retro-tankegang. På albummet findes åbenlyse (og småkonservative) hits som "Slippin'" og "Pressure", men det er faktisk på afslutningsnummeret "Herfra Hvor Vi Står" (oprindeligt af Skousen & Ingemann), at Quadron føles mest nærværende. Måske duoen med fordel kunne konfrontere det danske glossarium lidt oftere?"

I øjeblikket er Quadron imidlertid tilbage i Danmark, og de kan altså opleves i starten af december i Lille Vega. Koncerten er lørdag den 11. december, og billetter kan blandt andet købes via GAFFA Live samt i Fona-butikkerne.

Tip en ven
Endnu ingen kommentarer. Tilføj din nedenfor

Log ind for at kommentere.

Har du endnu ikke en brugerprofil på GAFFA.dk? Klik her for at oprette en profil på et øjeblik.