Nyhed

Roskilde Festival donerer 1,6 millioner til hjemløse og fattige

Foreningen Roskilde Festival giver penge til blandt andet Mødrehjælpens julehjælp og herberget En Varm Seng

Roskilde Festival deler - som det nok er mange bekendt - sit overskud ud til velgørende formål, og Foreningen Roskilde Festival har netop haft spenderbukserne på i stor stil i denne kolde tid. Således har foreningen just doneret 1,6 millioner kroner til hjemløse og fatttige.

Mødrehjælpens julehjælp og herberget En Varm Seng i København er blandt modtagerne af donationer fra Foreningen Roskilde Festival. Donationerne bakkes op af en kampagne, der sætter fokus på fattigdom i Danmark. Budskabet fra festivalen er klart: Der er fattige i Danmark, og der bør gøres noget ved det. Formand for Foreningen Roskilde Festival, Steen Jørgensen, udtaler:

"Donationerne hjælper her og nu. Men behovet for hjælp forsvinder jo ikke, fordi sneen smelter, og solen igen skinner fra en skyfri himmel. Fattigdom er ikke årtidsbestemt, og den breder sig i Danmark i disse år. Det er både uacceptabelt og inhumant, at det danske velfærdssamfund undgår den nødvendige indsats ved blot at snakke udenom. Det forsøger vi nu at ruske lidt op i med et skarpere standpunkt."

I alt donerer Foreningen Roskilde Festival 1.640.000 kr. til hjælp til hjemløse og fattige familier i Danmark. Donationerne bakkes op af en gade-event på Nytorv i København. Begivenheden finder sted onsdag 15. december kl. 16-18 på Nytorv og byder på folkekøkken med gratis gullaschsuppe og musikalsk underholdning af blandt andet Pligten Kalder (alias Johan Olsen og Torben Steno) og Figurines.

Foreningen Roskilde Festivals donationer går mere præcist til følgende organisationer:

• Herberget En Varm Seng i København: 600.000 kr.
• Mødrehjælpens julehjælp: 550.000 kr.
• Morgencafé for Hjemløse: 250.000 kr.
• Kirkens Korshærs dagtjeneste i Århus: 150.000 kr.
• Børnenes Kontor i Roskilde: 40.000 kr.
• Jul på slottet/Eventyrjul: 25.000 kr.
• Juleaften i Konventhuset: 25.000 kr.


ANNONCE