Musikdebattøren langer i en blog ud efter tendensen til at vurdere al rytmisk musik med rockmusikalske briller
I sidste måned fik musikeren og forfatteren Kristian Leth meget omtale for sin blog Spredehagl, hvor han blandt andet kritiserede danske musikanmeldelser. Bloggen har genereret en stor diskussion, som har knopskudt i mange retninger, og i den forbindelse har Kristian Leth også kritiseret, at mange danske anmeldere efter hans mening anmelder al rytmisk musik ud fra rockmusikalske præmisser. Præmisser, der blandt andet lægger stor vægt på begreber som "autenticitet" og "ægthed" og omvendt har det svært ved eksempelvis meget kommerciel popmusik.
Nu har en anden musikdebattør, musikeren, produceren og forfatteren Henrik Marstal grebet bolden og skrevet en blog på Informations hjemmeside, hvor han også kritiserer det, han med et udtryk fra New York Times-kritikeren Kelefah Sanneh kalder rockismen - altså tendensen til at vurdere al rytmisk musik med rockmusikalske briller. Henrik Marstal skriver blandt andet:
"Rockisme vil sige at have en forkærlighed for musik spillet af hvide middelklassebands med udelukkende mandlige medlemmer, med elektrisk forvrængede guitarer – og i visse tilfælde akustiske guitarer – som primær ingrediens, med fokus på at være et såkaldt 'autentisk' og hard working liveband, med fokus på tekstemner der gerne har et rebelsk eller antiautoritært præg eller som handler om det at være mand – ifølge Kelafeh Sanneh ikke sjældent med sexistiske, homofobiske og endda racistiske bibetydninger."
Kritik af playback forfejlet
Henrik Marstal kritiserer blandt andet, at rockisme prægede anmeldelserne af Britney Spears' koncert i Parken i 2009, idet han er blevet inspireret af et blogindlæg af BandBase-redaktør Rasmus Ardahl:
"Et (...) eksempel bringer BandBase-redaktøren Rasmus Ardahl til torvs i et essay om rockisme der for nylig blev posted netop på Spredehagl. Han refererer her til Berlingske Tidendes anmeldelse af Britney Spears' koncert i Parken i 2009, hvor anmelderen harcellerede over hvordan musikken kun delvist blev fremført live, og at publikum derfor lige så godt kunne have set koncerten på tv. Popsangerens brug af playback – et tiltag som traditionelt har været den live-orienterede rock fremmed – medførte, at hun ud fra en rockistisk optik altså devaluerede sig selv og faldt igennem som noget der ikke var en koncert værdig. Rockismen legitimerer altså (...) at man kan kvalitetsbedømme musik inden for andre genrer end rock ud fra nogle præmisser, der i princippet er disse genrer uvedkommende."
Frygter marginalisering af ikke-rock
Henrik Marstal skriver videre, at han frygter, at rockisme-fænomenet inden for rockmusik vil medvirke til en marginalisering af alle andre former for rytmisk musik, på samme måder som i den klassiske musik, hvor den wienerklassiske tradition med navne som Haydn, Mozart og Beethoven fylder så meget i forhold til mange andre former for kompositionsmusik, ikke mindst den nyere.
Henrik Marstal slutter sit indlæg således:
"Lad det være sagt herfra så tydeligt jeg kan: Lad os gøre 2011 til et antirockistisk år i musiklivet! Men lad os begynde med at give musikkritikerne, musikformidlerne og i øvrigt også musik- og kulturredaktørerne en chance til at overveje tingene, idet vi husker på at også de er formet af tidligere tiders normer og værdier, hvor tingenes tilstand var om muligt endnu mere rockistisk anlagt end nu. Og lad os så fortsætte denne debat – i spalterne, i æteren, ved debatmøderne, ja, alle steder hvor blot to musikinteressede danskere er forsamlet."
Læs hele Henrik Marstals blogindlæg her - og deltag gerne i debatten på GAFFA.dk. Er der også for meget rockisme i GAFFA? Er der for mange hvide mænd? Er det forkert at kritisere Britney Spears for playback? Giv endelig din mening til kende nedenfor.
