Nyhed

Pilgrimz i studiet

Den danske kvartet går i studiet for at indspille en toer med et ekstra skud rock 'n' roll

Danske Pilgrimz er i øjeblikket i det århusianske Dead Rat Studio for at indspille en opfølger til debutten "Boar Riders" fra 2008. Bandets albumdebut blev tildelt 4 stjerner af GAFFAs anmelder Keld Rud, som bl.a. skrev:

"Debuterende københavnske Pilgrimz blander hardcore og ekstrem metal med en smule rock og rul i et udtryk, der til tider kan sende tankerne i retning af en mere metallisk udgave af amerikanske Every Time I Die eller ligeledes danske As We Fight. Pilgrimz har dog en større forkærlighed for rockede midttempopassager og sønderknusende dommedagsriff end deres landsmænd."

Denne gang bliver der lagt endnu mere vægt på det rock'n'rollede udtryk. Bandets næste udspil bliver nemlig produceret af tidligere forsanger i Hatesphere, Jacob Bredahl, som i de seneste par år har gjort sig bemærket for sine mere organiske metal-produktioner. I en nylig pressemeddelelse forklarer forsanger Max Christensen (i midten) valget af producer således:


"Det skulle være så levende som overhovedet muligt og med de skønhedsfejl der nu hører sig til. Derfor faldt valget på Jacob Brehdal, som er dybt modstander af et sammenklippet band. Han er også modstander af beat-detective (Pro Tools-modul red.), som selv mange metal-bands hyppigt benytter."

Lydbilledet er ligeledes blevet ændret en del ifølge Christensen som udtaler, at bandet er gået fra at spille "hardcore med et twist af rock 'n' roll" - til nu at spille "rock 'n' roll med et twist af hardcore".

- Det var en retningslinje vi alle blev enige om da vi følte, at vi var fravokset vores tidligere udtryk. Det var blevet sværere,at afkode vores egne guitar-riffs rent følelsesmæssigt, udtaler forsangeren og fortsætter:


"Hvorfor skulle det være så kompliceret på Boar Riders? 'Spil nu bare 3-4 akkorder der rykker! - så tar vi den derfra'. Sådan lød det første gang i øvelokalet for et år siden. Og det har været grundstammen i det nye album - ingen voc-align/autotunes plug-ins, og intet klippe-snyderi i produktionen."

Bandet er i øjeblikket i fuld sving med at indspille det nye album, som også kan byde på nye tiltag i form af strygere, såvel som kvindekor og beskidte guitarsoloer. Kristensen udtaler:

"Det nye album bliver mere direkte, beskidt, og ærligt."


Bandet har på det kommende album i øvrigt gæsteoptrædender af bl.a. Jakob Binzer (D-A-D) og Mort Harder (The Defectors). Albummet har endnu ikke nogen fastsat udgivelsesdato. Følg med via bandets myspace.

ANNONCE