Dans & Lær deler vinyler ud

Dans & Lær deler vinyler ud

"De musikalske påskeæg er en forårsgave til de fugleglade københavnere" – sådan lyder det i en pressemeddelelse fra det fuglefikserede band Dans & Lær. For at fejre foråret og de mange fuglestemmers tilbagevenden vil de elektroniske fugleentusiaster pynte træerne ved søerne med grammofonplader, som forbipasserende kan "plukke" ned og tage med hjem.

Det er albummet "Havens Fugle", som udkom i september sidste år, der vil pryde træerne ved Dronning Louises bro. Albummet er baseret på et 40 år gammelt ornitologisk kassettebånd, som er tilsat elektroniske klange og rytmer, og bandet selv kalder genren for fuglefunk. Pladen fik 3 stjerner af GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann, som i øvrigt skrev:

"Havens Fugle er et både forunderligt og fascinerende værk, der bare strutter af nørdet coolness, og rent musikalsk er det en gennemført behagelig størrelse, sådan som der eksempelvis nikkes til Angelo Badalamenti anno Twin Peaks".

Så har man lyst til at eje "Havens Fugle", så bør man dukke op omkring Dronning Louises Bro i København Skærtorsdag klokken 12.00. 

Man kan også opleve Dans og Lær live Skærtorsdag om aftenen, hvor gruppen spiller på Rust klokken 21.00. 

Læs mere på dansoglaer.dk.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA