Mojo-skribent begejstret for årets Spot Festival

Mojo-skribent begejstret for årets Spot Festival

Dønningerne efter årets Spot Festival er efterhånden ved at have lagt sig. I går talte vi med festivalleder Gunnar Madsen for at få hans mening om årets festival, og i dag har vi snakket med en af de mange udenlandske branchefolk, Kieron Tyler, der skriver for det store engelske musikmagasin Mojo og for kulturhjemmesiden theartsdesk.com. Kieron Tyler er begejstret for festivalen, som han i år har besøgt for fjerde gang:

– Der var så mange højdepunkter, at det er meget svært at fremhæve nogle få.

Prøv at nævne tre.

– Det er jo næsten latterligt at begrænse sig til kun tre, men hvis det skal være, bliver det blandt andet åbningskoncerten i Domkirken med Our Broken Garden (billedet). Det var en overvældende følelsesmættet oplevelse. Det samme var Hymns From Nineveh, som havde noget af den samme spirituelle dimension. Og endelig finske Siinai, som leverede en fremragende, primært instrumental koncert for 40-50 mennesker, som klappede højlydt efter mere, da koncerten var slut. De spiller en slags krautrock, med intense rytmer og melodier, som kommer og går i lydbilledet. Hvis jeg skal nævne et tredje dansk band, må det blive Helsinki Poetry, som gav en meget smuk koncert.

Du nævnte Our Broken Garden, som har fået et vist publikum i England, og som også har en engelsk pladekontrakt. Tror du, Hymns From Nineveh kan gøre noget lignende?

– Måske, men det er vigtigt, at man ser dem live. Our Broken Gardens album "Golden Sea" er i sig selv så smukt, at det kan tale for sig selv, men Hymns From Nineveh er man nødt til at opleve live for at få den spirituelle dimension med. Et andet band, som måske kan få succes i England, er Treefight For Sunlight (der da også har en engelsk pladekontrakt, i øvrigt med samme selskab som Our Broken Garden, nemlig Bella Union, der også udgiver markante navne som Fleet Foxes, Midlake, The Walkmen med flere, red.). Det er et band med fire sangere; hvor tit ser man lige det?

Hvad med Oh Land, hende er der jo også store forventninger til, efter hendes pladekontrakt med amerikanske Epic Records under multinationale Sony Music, og efter hun har optrådt hos David Letterman. Har hun potentiale til at bryde igennem i USA eller England?

– Ja, hvorfor ikke? Hun har mere talent end så mange andre. Men det kræver også held og hårdt arbejde, og at der er nogen, der har lyst til at kaste penge ind i projektet, og at der er nogen, der vil gøre et stykke arbejde for at promovere hende. Men det kan jeg også forstå, at der er.

Godt, at branchefolkene er i undertal

Hvordan vil du karakterisere Spot i forhold til andre internationale branchefestivaler som eksempelvis SXSW i Austin, Texas eller EuroSonic i Holland?

– Det vigtigste er, at flertallet af gæster stadig er almindelige musikfans og ikke branchefolk. Det giver en god, afslappet stemning. Og så er det rent praktiske ved festivalen omkring logistik og den slags også godt afviklet, og lydkvaliteten til koncerterne er god.

Er der noget ved festivalen, som kunne forbedres?

– Måske skulle man udvide den til tre dage. Det er meget at presse 120 koncerter ind på to dage med musik fra klokken 14 til klokken 02. Jeg er jo ikke længere helt ung, så det er lidt hårdt at skulle høre så meget musik på så kort tid, og så oven i købet have tid til at skrive om det i mellemtiden. Det giver også nogle uheldige sammenfald, for eksempel koncerterne med Jenny Hval og Siinai, som fandt sted samtidig, selvom de nok henvendte sig til det samme publikum, og Our Broken Garden og Treefight For Sunlight, som også spillede samtidig, og de har nok også nogle fælles fans.

Kommer du tilbage næste år?

– Ja, det regner jeg stærkt med. Jeg kunne komme i morgen, hvis det skulle være.

Læs også Kieron Tylers Spot-reportage på theartsdesk.com

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA