Nyhed

John Lydon er klar til dansk koncert

Vi har fanget Public Image Ltd.-sangeren forud for koncerten i Vega 20. juni

Post-punk-gruppen Public Image Ltd. giver koncert i Vega 20. juni. Vi har fanget forsanger John Lydon på landevejen for at tjekke formkurven.

Hvordan er det gået i øveren?

– Fantastisk. Det er helt igennem hyggeligt, givende og skønt. Jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig, i hele min karriere, har nydt at være i øvelokalet så meget, som jeg gør lige nu.


 Hvad kan vi forvente os af koncerten?

– Et varmt og intenst bånd mellem band og publikum og en munter oplevelse for begge parter. Jeg har altid ment, at PiL-koncerter transcenderer musik, og nærmere bliver en art religiøs begivenhed for deltagerne, både foran og på scenen. 

Hvad gør I, lige inden I går på scenen?


– Det er meget individuelt. Personligt er jeg altid vildt nervøs og kan ikke holde ud, hvis der folk står folk omkring mig og sludrer. Lu (Edmondson) bekymrer sig som oftest om, hvorvidt alle hans guitarkabler fører de rigtige steder hen, imens Bruce (Smith) står og trommer på et eller andet, til alles store irritation.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?

– Vi er ikke en krævende gruppe. Nogle gange har jeg brug for antiseptisk mund- og halsspray og plaster til trommeslagerens fingre, men ellers er alt, vi beder om, en flaske brandy. I en snæver vending kan den også bruges til at gurgle hals i på scenen – så længe man passer på ikke at sluge.


Hvad hører I i tourbussen?

– Vi hører ikke særlig ofte musik, når vi rejser. Vi foretrækker fred og ro og læser bøger. En PiL-tourbus er lidt som et rullende bibliotek. Hvad jeg læser nu? Jeg er i gang med en bog om finere franske vine.

 


Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion

Billetsalget til koncerten er i fuld gang via GAFFA Live.


 

ANNONCE