Big Fat Snake og Viskinde begraver stridsøksen

Big Fat Snake og Viskinde begraver stridsøksen

Billedet: Big Fat Snake med Peter Viskinde i midten anno 2004

Det gik ikke stille for sig, da Big Fat Snake i 2008 fyrede medstifter, guitarist og sangskriver Peter Viskinde fra bandet, og således eksisterede der i tiden umiddelbart efter bruddet en voldsomt optrappet konfilkt og hele to bands med navnet Big Fat Snake.

Det førte til krav om fogedforbud i begge retninger, mens sagen tog en uventet drejning, da The William Blakes inviterede Peter Viskinde med i deres gruppe, da de med udgangspunkt i konfilktens kerne kunne konstatere, at Peter Viskinde arbejdede på sammen måde som dem.

I juni 2009 kom der en foreløbig afslutning på stridighederne, da parterne blev enige om en løsning, der betød, at Peter Viskinde opgav brugen af navnet Big Fat Snake og skulle finde et nyt navn, der ikke kunne forveksles med Big Fat Snake.

Umiddelbart efter udskrev Peter Viskinde derfor en konkurrence på GAFFA, hvor man kunne vinde fri adgang til ham og hans nye bands koncerter året ud, hvis man kunne finde på et nyt navn til gruppen. Der var dog ingen af de over 50 forslag, der passede Viskinde, idet han konstaterede, at nogle af dem var sjove, men at de generelt var lidt for fortænkte.

Senere fandt Viskinde bandnavnet Sheriffen gennem en ny konkurrence i Ekstra Bladet, og stridsøksen var for så vidt begravet, mens der imidlertid stadig var kold luft og uafklarede spørgsmål mellem parterne.

Luften renset

Nu har GAFFA så modtaget en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at de to parter med hjælp fra mediator Kim Egegaard fra Dansk Artist Forbund har fået renset luften og endeligt bilagt stridigheder.

Som det fremgår af pressemeddelelsen, der både er underskrevet af Big Fat Snake og Peter Viskinde, er aftalens hovedtræk, at Peter Viskinde fremover krediteres som ene ophavsmand til tre af Big Fat Snakes største hits, nemlig "No Peace Like in Heaven", "Animal" og "Someone Like You", både live til koncerterne og på fremtidige udgivelser. Derudover forbliver resten af sangene krediteret, som de altid har været på udgivelserne.

"Det har været et utroligt frustrerende forløb for alle parter, og jeg er glad for, at vi nu endelig er blevet enige", siger sanger Anders Blichfeldt, og fortsætter: "Vi kommer nok aldrig til at sidde lårene af hinanden, men jeg er glad for, at vi omsider fik talt ud om tingene. Der er store følelser på spil, og der har været brug for en neutral mægler, for at vi kunne komme hertil."

Samtidig udtaler Peter Viskinde:

"Jeg har kæmpet for at få netop disse sange godskrevet som mine. I et fællesskab, som det vi havde, bidrager alle på hver sin måde, og selvom vi var fælles om en stor del af sangskrivningen, var det altså mig, der kom med disse sange. Derfor er jeg stolt af, at det fremover vil fremgå af krediteringen."

Big Fat Snake vil stadigvæk spille Peter Viskindes sange til sine koncerter, for som keyboardspilleren Pete Repete siger:

"Vi spiller Peters sange, fordi de betyder rigtig meget for publikum – der er mange, der bruger dem til de store begivenheder i deres liv, fra bryllup til begravelse. Vi spiller dem også, fordi vi gerne vil anerkende den store betydning, Peters indsats for BFS har haft gennem årene. Og sidst, men ikke mindst spiller vi dem, fordi de simpelthen er nogle rigtig gode, velskrevne sange, som vi aldrig vil blive trætte af!"

Big Fat Snake og Peter Viskinde er glade for, at stridighederne er afsluttet og ønsker, som de skriver i pressemeddelelsen, hinanden det bedste fremover.

Dermed kan sagen om bruddet medllem Big Fat Snake og Peter Viskinde betragtes som endeligt afsluttet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA