U2's Achtung Baby fylder 20 i dag

Det stilskabende album runder et skarpt hjørne i dag. Vi bringer et essay om udgivelsen

I anledning af, at U2's stilskabende album "Achtung Baby" i dag fejrer 20 års jubilæum, bringer vi her et uddrag af Anders Rou Jensens essay om albummet:

Måske var det for at markere, at der skulle ske noget nyt, noget særligt, at Bono indledte den første sang, Zoo Station, på U2's opsigtsvækkende album Achtung Baby - som nu foreligger i forskellige 20-års-jubilæumsudgaver - med linjen: "I'm ready, I'm ready for laughing gas".

For mange ting kan man sige om U2's musik, og mange steder har den forsøgt at bevæge sig hen, men der har aldrig nogensinde været noget at grine af. Det var alvor, det her. Men selvom gruppen blev dannet i 1976 og dermed næsten ikke kunne undgå at blive påvirket af jævnaldrende britiske navne som The Clash, Sex Pistols og The Jam, var alvoren i U2's musik og holdning aldrig direkte identisk med punkgenerationens vrede og indignation. Bono fnyste aldrig. Han bønfaldt, tryglede.

Rundet af en slags gammelklog uskyldighed var kvartettens musik i de første år konsekvent båret af noget på én gang blåøjet, håbefuldt og højstemt, der nok lå i sangenes stemninger i almindelighed, men som i særdeleshed blev udtrykt af Bonos appellerende og stræbende sangforedrag. Svagheden var, at det hele tiden lød, som om U2 ville frelse verden med den næste sang. Styrken var, at det næsten virkede, som om det kunne lade sig gøre. Så meget gav kvartetten, og naturligvis især Bono, af sig selv.

Så længe det varede, i hvert fald. For på nippet til, at denne kombination af ungdommelig gejst og frelserattitude udviklede sig til en tom gestus, valgte gruppen med albummet The Joshua Tree fra 1987 heldigvis at udfordre sig selv ved at grave sig nogle spadestik ned i irsk og amerikansk musiktradition. Det løsnede op, det frigav nye, livgivende energier i U2's musik. Men den stærkeste, underligt selvmodsigende begrænsning undslap gruppen alligevel ikke. Bono, guitaristen The Edge, trommeslageren Larry Mullen og bassisten Adam Clayton evnede tilsyneladende ikke at vriste sig selv og deres musik fri af det skinnende pletfri og sympatiske image. Eller af den fundamentale humorforladthed.

I Bowies fodspor

Achtung Baby var måske det sidste desperate forsøg. Lattergas og svimmelhed. Nye omgivelser og inspirationskilder. Opbrud og tumult. Det var kun indlysende, at U2 var draget til det delte, men snarligt genforenede Berlin for at indspille albummet – i de navnkundige Hansa Studios, hvor rockmanipulatoren David Bowie 14 år tidligere havde gennemrystet og nyrenset sin egen karriere og sluppet elektronik og europæisk spleen ind i musikken. Plus Brian Eno. Samme medspiller og -producer, som U2 – side om side med Daniel Lanois og til dels Steve Lillywhite – benytter på Achtung Baby.

I sig selv burde netop kombinationen af tre så forskelligartede studiekapaciteter som Eno, Lanois og Lillywhite – postmodernisten, sansepoeten og rockhåndværkeren – være garant for en slags stilforvirring, der kunne vendes til noget uventet og konstruktivt. Og helt sikkert er det da også, at Achtung Baby præsenterer et U2, som henter helt nye lydlag og klangvirkninger frem i musikken. Også det mest centrale sted. Som vokalist har Bono aldrig været nervøs for at ligge faretruende tæt på det grådkvalte og bristefærdige, men allerede på sangen Zoo Station manipuleres der velgørende med denne entydighed. Bonos stemme lyder forvredet og tildækket og har en metallisk beskaffenhed, der fuldender indtrykket af, at noget smukt er blevet besudlet, skamferet.

Det er en del af tilgangen og selvopgøret bag Achtung Baby. At skubbe U2's ellers altid så velproportionerede og vellydende udtryk ud af balance. Derfor fremstår de 12 bidrag på albummet lige så meget som sammensatte stemninger som iørefaldende sange. Tekstur og struktur står i forgrunden, melodier og refræner skubbes bagud. I de bedste passager – måske især sangene The Fly og Mysterious Ways – omringes lytteren af en slags montager af flerdimensionel lyd, hvis centrum og udgangspunkt er umuligt at lokalisere.

Læs hele artiklen i GAFFAs artikelsektion.

Læs også GAFFAs anmeldelse fra GAFFA december 1991 i GAFFAs arkivsektion.