Nyhed

Elvis Costello: Køb ikke min nye udgivelse!

Den 57-årige sanger fraråder fans at købe hans nye bokssæt, da det er alt for dyrt

Den engelske singer-songwriter Elvis Costello har sikkert hele sit pladeselskab efter sig, eftersom han på sin blog forleden frarådede sine fans at købe hans helt nye bokssæt "The Return Of The Spectacular Spinning Songbook", der udgives med cd'er, dvd'er, vinyler samt en bog, og som kun er trykt i 1.500 eksemplarer.

Man skulle tro, at enhver kunstner, der udgiver en så omfattende udgivelse, ville gøre alt for at få folk til at købe den, men Costello fortæller, at han synes, salgsprisen på cirka 1.800 kr. er alt for høj, og at han forgæves har forsøgt at få prisen sat ned.

Hvis man skal købe en julegave til en, man holder af, så anbefaler Elvis Costello i stedet at købe udgivelsen "Ambassador Of Jazz" af Louis Armstrong, der udgives i en lille rejsekuffert indeholdende alle album i remasterede udgaver. 


Costello fortæller videre, at indholdet i hans boks udkommer som enkelt-cd'er næste år, og han anbefaler folk at købe disse i stedet, "medmindre du er en af de pirater, der betragter sig som evangelister, eller en af dem, der mener, at andre folks rettigheder frikender dem for deres tyveri, hvilket i så fald gør dette til en sag mellem dig og din dunkle samvittighed."

Elvis Costello kan opleves i Musikhuset Aarhus 2. juni 2012. Køb billetter via GAFFA Live.

ANNONCE