Tone får Den Nordjyske Kulturpris

Tone får Den Nordjyske Kulturpris

Musikeren Tone, eller Sofie Nielsen, som er hendes borgerlige navn, modtog i går årets nordjyske kulturpris, indstiftet af Spar Nord og Nordjyske Medier. Prisen er på 100.000 kroner og blev overrakt ved en kulturfest på musikstedet Skråen i Aalborg.
 
Tone modtog i 2006 Rock Nord prisen på 30.000 kroner og nu fem år senere den eftertragtede nordjyske kulturpris.

Tone er sangerinde og elektronika-musiker. Hun debuterede i 2008 med albummet "Small Arm Of Sea", som netop er blevet fulgt op af "Hanging By The Moon". Begge album fik fire stjerner af GAFFAs respektive anmeldere, Thomas Borre og Jesper Buhl.

Prisen blev uddelt af Nordjyske Mediers chefredaktør og direktør Per Lyngby (th. på billedet – i midten ses Spar Nords direktør John Lundsgaard), der blandt andet udtalte, citeret af Nordjyske Medier, at Tone fortjener "anerkendelse for sin banebrydende kunst og sin lige så banebrydende fastholdelse af, at kunst er en rigdom, der skal være tilgængelig for alle. Hendes musik ligger gratis tilgængelig på nettet."

Per Lyngby fortalte videre, at Tone "skaber kunst, der bygger bro ud til den store verden med fortællingen om, at her i vores landsdel er der grobund for nye toner og tanker".

1. februar 2012 udgiver Tone albummet "Performing Apart" i samarbejde med Martin Hall baseret på det værk, de to skabte på Apart Audio-Visual Festival på Platform 4 i Aalborg i september 2009.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA