10.000 Records holder release-party og udgiver triple-ep

10.000 Records holder release-party og udgiver triple-ep

Det danske pladeselskab 10.000 Records har fået en del omtale grundet deres særlige forretningsstrategi, hvor de udsender plader, der kun har kostet 10.000 kroner at indspille – og hvor kunstnere bag pladerne samtidig skal donere et eksklusivt nummer, der så sælges på en auktion for mindst 10.000 kroner. Penge, som så går til at finansiere selskabets næste udgivelse.

Indtil videre har 10.000 Records solgt én sang for 10.000, nemlig The Freudian Slips "X", der blev solgt til Ølfabrikken. Pengene er gået til at finansiere en triple-ep med tre bands, Echo Me, The Freudian Slip og Nelson Can. Ep'en udkommer 30. januar, og den bliver præsenteret ved en såkaldt 1-2-3-koncert på Rust fredag den 12. januar klokken 20.

De tre bands består nemlig af henholdsvis en, to og tre personer.

Echo Me er et alias for sangeren og sangskriveren Jesper Madsen, der har givet mere end 200 koncerter i blandt andet Berlin, London, Paris, New York og meget mere. På triple-ep'en "Love x Music" har han på afdæmpet og eftertænksom vis fortolket sange af The Freudian Slip. Se ham forklare hvorfor i dette interview.

The Freudian Slip består af Noah Rosanes på sang og guitar og Mikkel Benn på trommer, og musikken. Gruppen udgav i 2010 den rock'n'rollede debutalbum "Positive/Negative", mens den nye ep "Fashion/Technology" er mere elektronisk inspireret og blandt andet indeholder "You're In My Blood", gruppens første og hidtil eneste kærlighedssang.

Nelson Can (billedet) er en pigepunk/pop-trio, som tidligere gik under navnet Niels På Dåse og blandt andet har været på turné som opvarmning for Under Byen. Gruppen startede i sin tid som et fiktivt band som en joke, men da bandet pludselig fik tilbudt koncerter, blev joken til alvor, og medlemmerne er siden vokset noget med opgaven. Nelson Can debuterer nu med en selvbetitlet ep. Se et interview med Nelson Can her.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA