Nyhed

Magtens Korridorer klar med opvarmningsnavne

Det populære band tager på omfattende danmarksturné med support-acts

Med albummet "Imperiet Falder" i ryggen drager Magtens Korridorer snart på en omfattende danmarksturné, der starter i Roskilde den 26. januar og kører gennem hele februar og marts, med afslutning i Muzikhuset i Rønne den 31. marts. Gennem årene har købehavnergruppen med gavflaben Johan Olsen i front opbygget en talstærk fanskare og kan således allerede melde fire af koncerterne udsolgt, henholdvis Vega den 3. og 4. februar, samt Skråen i Aalborg den 24. februar og Huset i Nakskov den 8. marts. Magtens Korridorer har netop modtaget platinplader for "Det Krøllede Håb" fra 2007 for salget af 30.000 eksemplarer

Desuden vil turnéen byde på support-acts ved størstedelen af koncerterne i form af enten UFO eller Grumpynators. Førstnævnte er kendt fra rapduoen UFO Yepha og udgav i efteråret 2011 sit første soloalbum i form af det singer-songwriter-orienterede "Humaidan", om hvilket GAFFA's anmelder Michael José Gonzalez blandt andet skrev i sin firestjernede anmeldelse: "Humaidan byder på skarpe og eftertænksomme tekster pakket ind i et støvet halvakustisk lydbillede og ret gode melodier det meste af albummet igennem. UFO er ikke nogen stor sanger, men det behøver man som bekendt heller ikke at være, så længe man bare har gode melodier og noget på hjerte."

Grumpynators, der stadig har deres albumdebut til gode, bevæger sig i grænselandet mellem heavy metal og rockabilly - et genremæssigt miks, de selv kalder metalbilly. Grumpynators havde deres live-debut i august 2011 ved årets "Barnyard Rumble" festival i Tikøb og indspillede i september fem af deres egne sange til en ep.


ANNONCE