Nyhed

Nyt Aarhus-spillested åbner i dag

Backstage i det gamle Musikcaféen åbner i dag med Uriah Duffy, Woodstock Trio og Amalie Bruun, og lørdag følger Boil og Malrun

I dag åbner Aarhus' nye spillested og natklub Backstage. Spillestedet ligger i Mejlgade 53 i Musikcaféens gamle lokaler, idet Musikcaféen 30. marts genopstår under navnet Radar i den gamle godsbanegård i Aarhus.

På åbningsaftenen kan Backstage præsentere den markante amerikanske bassist Uriah Duffy (billedet), Woodstock Trio og Amalie Bruun. Uriah Duffy var bassist i Whitesnake i perioden 2005-2007, og han har også spillet med store navne som Christina Aguilera og Alicia Keys.

Til åbningsfesten kan man også opleve Woodstock Trio og sangerinden og sangskriveren Amalie Bruun, der blandt andet har vundet New York Songwriter Circle Award og optrådt med Michael Bolton i Saturday Night Live. Derudover vil åbningskoncerten byde på flere gæster på scenen i løbet af aftenen.

Åbningsweekenden byder også på livemusik både fredag og lørdag. Lørdag kan man for eksempel opleve metalbandet Boil og releasekoncert med en anden rockgruppe i den tunge ende, nemlig Malrun. Senere på måneden er der besøg af blandt andre den tidligere Back To Back-sanger Morten Remar.

"Vi er meget spændte, men vi er klar," siger den ene af de nye ejere, Jesper Andersen og tilføjer: "Vi har arbejdet hårdt på det her,  og vi glæder os rigtig meget til at vise stedet frem."


Både spillested og natklub

Backstage vil ikke kun være et sted for koncerter med originalmusik. Der vil også komme arrangementer med andre typer scenekunst. For eksempel vil man kunne opleve clinics og workshops for musikere, ligesom der vil være stand-­up, når den nye klub er en del af Aarhus Comedy Festival.

Der vil også blive plads til livebands med kopimusik og en lang række dj's på Backstage, der har åbent hele natten som natklub.

De to kammerater, der står bag Backstage er nye som spillestedsejere, men har på hver deres måde erfaringer fra musik‐ og barmiljøet i Aarhus. Michael Lund Mikkelsen driver i forvejen en bar i Aarhus, og Jesper Andersen er udøvende musiker. Derudover har han tidligere booket for andre spillesteder.

"Navnet Backstage passer så godt til vores sted. Scenen gemmer sig dybt inde i en baggård, og vi vil gerne skabe et sted med den samme stemning, som der er bag en scene efter en koncert: Folk hygger sig og holder smukke fester," siger de to nye spillestedsindehavere.

Åbningsarrangementet i dag starter klokken 17 og er åbent for alle.

Program (cirka-tidspunkter):

17.00: Dørerene åbner

18.00: Woodstock

21.00: Uriah Duffy, Amalie Bruun med flere

00.00: Dj Per Svalgaard


 

Se mere på Backstages hjemmeside og på stedets Facebook-profil


Se Uriah Duffy fremføre Michael Jacksons "Human Nature" på sin bas:


ANNONCE