Laura Mo: Alt er vendt og drejet 1000 gange

Laura Mo: Alt er vendt og drejet 1000 gange

Det er en sen mandag eftermiddag. På vej ud af byen. Ud af København. Helt derud, hvor kragerne vender. Helt derud til Sluseholmen 12. Det bliver et møde med kolde industribygninger og en tom parkeringsplads. Der er ingen tegn på liv. Telefonen er løbet tør for strøm, og tiden er dermed gået i stå. Jeg føler mig sat uden for tid og rum. Jeg venter i, hvad der føles som en evighed, men giver til sidst op og forlader parkeringspladsen. En fyr iklædt islandsk sweater, pelshue og en rolig attitude kommer gående imod mig. "Kender du Laura?" spørger jeg. "Ja" svarer han. En pige med langt lyst hår kommer omkring bygningen. Pigen er Laura Mo.

 

Tvivlen er nødvendig

Jeg følger efter det lange lyse hår. Ind bag dør nummer 12. Mellem øldåser, kaffekrus og et hav af instrumenter placerer jeg min lille diktafon. Den blinker til mig med sit grønne øje og fortæller mig, at den er klar til at lytte. Jeg spørger Laura om forventningerne til det nye album. "Jeg er glad og tilfreds. Selvfølgelig ikke helt tilfreds. Men det har jeg hørt, at man aldrig bliver. Jeg har en forventning om, at jeg kommer ud og spille en masse og at det her album skal få et liv."

Ansigtet overfor mig hviler i hulningen på et sæt spinkle hænder tilhørende Laura Mo. De livlige øjnene søger mod loftet. "Jeg har været igennem mange processer med tvivl. Men jeg har fundet ud af, at tvivlen er uundgåelig. Jeg er i sidste ende nået derhen, hvor jeg ville." Laura forklarer, at hun i arbejdet med den nye plade har fundet ud af, at tvivlen er god. Hun beskriver usikkerheden som en drivkraft, som gør at sangskriveren bryder ud. Usikkerheden er en slags idé, som fremstår som usikkerhed fordi den står i opposition til ens tankevirksomhed.

Hun forklarer, hvordan man enten vælger at arbejde med ideen eller giver op. "Der kommer altid et vendepunkt i sangskrivning, indspilningsprocesserne etc. Man når et punkt, hvor man enten stopper eller fortsætter og udpiner sig selv fuldstændigt. Jeg har hele tiden bare valgt at gå videre og udpine alt. Hvert eneste ord, hver eneste tone, hvert eneste beat. ALT er blevet vendt og drejet 1000 gange."

Det står hurtigt klart, at Laura Mo er et grundigt menneske. Hun er et menneske, som ikke springer over, hvor gærdet er lavest. Jeg spørger hende om det er tvivlen, som har været årsag til, at det har taget hende fem år at indspille "Motel". "Jeg tror det har været en modningsproces. For det første skulle jeg komme mig efter mit første album. Samtidig er jeg perfektionistisk og en kontrolfreak. Jeg blev simpelthen nødt til at gøre så meget som muligt selv. Der har været alle mulige omveje, men det er en del af det."

"Motel" udkommer mandag den 12. marts.

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA