Soulsangeren Ole Børud gæster København

Soulsangeren Ole Børud gæster København

Der blev udsolgt, da den norske soul- og funksanger og guitarist Ole Børud og hans 11 mand store band gæstede Natdisk Montmartre i København for et år siden. Nu vil arrangørerne gentage succesen og kan derfor præsentere Ole Børud lørdag den 28. april på Natdisk Montmartre på Lions & Barrells (det gamle Prock) på Østerbro i København.

Nicolai Skipper, dj på det genopståede "Natdisk Montmartre" tilbage fra årene i Nørregade i København, giver denne anbefaling af Ole Børud:

– Ole er nordmand, og Ole er funk. Glem alt om olie. Norge kan bare eksportere Ole. Han leverer simpelthen den ondeste gang slick, funky og groovy pop og rock med et lille strøg westcoast. Jeg kan næsten ikke overdrive. Alle, vi talte med sidste år, til den sidste koncert/fest, var ovenud begejstrede, fortæller Nicolai Skipper.

Ole Børud og Co. er inspireret af Quincy Jones, George Duke, Steely Dan, Stevie Wonder, Earth, Wind and Fire, Prince og Toto med flere. Hans band består af to gange guitar (den ene spillet af ham selv), bas, trommer, keyboard, tre blæsere og tre korsangere.

Ole Børud fortæller selv, at han blev overrasket over publikums respons, da han gæstede Danmark sidste år:

- Det var meget spændende at spille i Danmark for første gang – en virkelig god respons, selv om meget få kendte os. Det er helt tydeligt, at der allerede findes en god kontakt med det danske publikum, siger den 36-årige nordmand, der er født i Hamar og nu bor i Stavern små to timers kørsel syd for Oslo. Siden 2008 har Børud turneret heftigt i hjemlandet og i Sverige.

- Selv om min musik er "old school", så har der været udsolgt overalt i Norge og Sverige. Jeg tror, det er fordi musikken formidler meget energi og glæde. Og så fordi mit band spiller så utrolig godt live. Det er som om at publikum er vendt tilbage til de bands der virkelig kan spille uden playback, uden snyd med computere på vokalen og helt uden brug af maskiner. Vi er den ægte live-oplevelse, mener Ole Børud, der netop har indgået aftale om at få udgivet sine to albums i 29 lande.

Efter koncerten i København fortsætter Ole Børud og band rundt på en stor turné i Sverige og Norge.

Hør et lille medley af Ole Børuds sange her.

Læs mere om Ole Børud på Facebook og køb billetter her.





Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA