Antophones klar med debutalbum

Antophones klar med debutalbum

Århusianske Antophones var i sin tid på listen over bands, som GAFFA-redaktionen ved årsskiftet spåede en lys fremtid for, og nu er tiden kommet til at efterprøve holdbarheden af vores profetiske evner. Bandet udgiver nemlig deres debutalbum ”Happy Failure” den 14. november.

Albummet er indspillet i Feedback Studiet i Århus, hvor bandet har været i gang med arbejdet på debuten siden 2003. Bandet har i samarbejde med Jakob Berthelsen selv produceret albummet.

Førstesingle bliver nummeret ”Daniel”, der i øjeblikket er ved at blive mixet af Carsten Heller, som tidligere har haft fingrene i Nephew og pladeaktuelle Spleen United. Andre sangtitler omfatter blandt andet ”Traitor Song” og ”Happy Failure”.

Desuden er der den 21. september mulighed for at høre Antophones live i biografen Øst For Paradis i Århus, hvor de udgør denne måneds indslag i musikklubben Klub Rotes Sofa, der har til formål at forene biografens intime rum med en unik musikalsk lytteoplevelse.

Billetprisen er 60 kroner, og koncerten indledes klokken 22.00. Billetter kan købes i Øst For Paradis eller på telefon 86193122.

Se bandets hjemmeside her!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA