CODY klar med nyt album

CODY klar med nyt album

Det syv mand store band CODY er klar med deres nye album "Fractures", som udkommer den 27. august. Det er ikke mere end et år siden, at bandet udgav ep'en "Under The Pillow, Under The Elm", som modtog stor ros af GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez, der skrev: 

"Bandet har løftet sig en smule ud af det alternative country-univers, og de nye sange er ikke sådan at smide et genrebetegnende mærkat på. Til gengæld kan man roligt arkivere disse fire femstjernede numre under 'fremragende'."

Han gav, som citatet antyder, fem stjerner, ligesom deres debutalbum "Songs" og deres selvbetitlede debut-ep også modtog samme flotte antal stjerner.

Bandet spiller en blanding af country og folk og har med sin store besætning også plads til blandt andet violin og cello. Om det kommende album siger frontmand Kasper Kaae:

"Siden debut-ep'en fra 2009 har vi udviklet os som mennesker, musikere og ikke mindst som band. Det er den samme besætning, der har spillet i CODY i mere end 5 år, og i de nye sange har vi eksperimenteret os frem til et nyt udtryk, samtidig med at kernen i musikken er indbegrebet af CODY. Vi er enormt glade for resultatet, der efter vores overbevisning er det bedste, vi til dato har lavet"

Det nye album "Fractures" bliver fulgt op af en mindre turné hen over sidste halvdel af september måned, men inden da kan bandet og de nye sange høres på både Roskilde Festival, når de er en del af projektet CopCol, og når de spiller på Smukfest og Tønder Festival. 

Koncerterne i efteråret ligger således:

13.09 Klaverfabrikken, Hillerød

27.09 Studenterhuset, Aalborg

28.09 Voxhall, Aarhus

29.09 Lille Vega, Kbh.

30.09 Kulturmaskinen/Sort Søndag, Odense

Her kan du høre nummeret "Under The Pillow" fra deres seneste udgivelse


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA