Apparatjik indtager Orange Scene sent torsdag

Apparatjik indtager Orange Scene sent torsdag

Som man allerede tidligere på året kunne læse, får Roskilde Festival i år besøg af den fire mand stærke supergruppe Apparatjik. Ud over at der er lagt op til lidt af et eksperiment med koncertformen, så har gruppen også fået tildelt en spilletid, som er placeret ud over det normale program. Når den øvrige musik torsdag nat forstummer, skal publikum nemlig søge mod Orange Scene til et ekstra show.

Med medlemmer fra blandt andet Coldplay, Mew og a-ha er der garanteret både erfaring og musikalsk håndværk, når bandet indtager scenen.

Gruppen har siden 2009 udsendt to albums, hvoraf det seneste "Square Peg In A Round Hole" udkom i 2011. GAFFAs anmelder Simon Christensen gav albummet fire stjerner og det fik blandt andet følgende ord med på vejen:

"Andet album fra Apparatjik er en umulig, intellektuel størrelse, hvilket ikke mindst symboliseres af titlen. Musikken er fortsat en legesyg, overproduceret omgang futurisk, flerstemmig elektropop med filosofiske sci-fi-overtoner fra kvartetten."

Udover den musikalske oplevelse kan man til koncerten også glæde sig til et unikt sceneshow, som vil forsøge at udviske skellet mellem kunst og koncert.

Medlemmerne i Apparatjik er i gang med at udforme et nytænkende show fyldt med dragende falsetvokaler, synths og skandinavisk fornemmelse.

"Vi forventer lidt af et sansebombardement, men venter – ligesom publikum – i spænding på at opleve, hvad de finder på til denne særlige nat," fortæller Roskildes musikchef Rikke Øxner.

Der er altså lagt op til en unik Roskilde-begivenhed, når den dansk-norsk-svensk-engelske gruppe torsdag nat indtager Orange Scene.  

Roskilde Festival finder sted i dagene 5.-8. juli med warm up fra 30. juni. Billetsalget er i gang via GAFFA Live.


 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA