Edition:  
Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Nyhed / Torsdag d. 12-07-2012 kl. 07:00

En velsmurt rockmaskine – 50 år med Rolling Stones

Alle tiders længstlevende rockband runder et skarpt hjørne i dag. Vi tegner et portræt.

Se masser af Rolling Stones-fotos fra alle årene i GAFFAs gallerisektion.

The Rolling Stones er alle tiders længstlevende rockband. I dag har de 50 års jubilæum for deres første koncert, på The Marquee Club i London, og det er da imponerende, at de gamle drenge har holdt sammen så længe. Men bortset fra det, er der så egentlig noget at fejre? Svaret på dette spørgsmål afhænger selvfølgelig af hvilken målestok, man vælger at anlægge på gruppen. For historien om The Rolling Stones er fuld af modsætninger.  

Da de brød igennem i begyndelsen af tresserne, blev de markedsført som rebeller, i bevidst modsætning til de pæne drenge i The Beatles. The Rolling Stones var – som det berømt lød på bagsiden af deres debutplade – ikke bare en gruppe, men "a way of life", en måde at leve på. Det handlede altså fra starten af om noget mere end blot musikken – nemlig om ungdomsoprør.

Gruppens rebelske image fik for alvor luft under vingerne, da deres brug af diverse stoffer kom i de engelske myndigheders søgelys. Snart havde de både politi og tabloidpresse i hælene, men det var nu alt sammen blot vand på deres mølle. For hvis myndighederne med disse narkosager havde håbet på at knække The Rolling Stones, fik det snarere den modsatte effekt: Gruppen blev ikoner for tidens oprør mod en stivnet samfundsorden.

Allerede i slutningen af tresserne kunne gruppen med en vis ret kalde sig "The Greatest Rock 'n' Roll Band In the World". Med The Beatles i opløsning og Bob Dylan i selvvalgt eksil blev The Rolling Stones rockkulturens sidste store, naturlige samlingspunkt. Deres udgivelser i denne periode – fra Beggars Banquet (1968) og til og med Exile On Main Street (1972) – udgør en perlerække af fantastiske rockplader og kan som sådan kun måles med Dylans trilogi af elektrificerede plader fra midttresserne.

Det var også i denne periode, at døden begyndte at forfølge gruppen og gav deres image en morbid kant. I juni 1969 fyrede de den plagede guitarist Brian Jones, der var så udkokset, at han ikke længere kunne spille. Blot nogle få uger senere blev han fundet død i sin svømmepøl under mystiske, stadig uafklarede omstændigheder. Et par dage efter spillede de resterende rullesten tilsyneladende upåvirkede en gratis koncert i Londons Hyde Park foran flere hundrede tusinde mennesker. På trods af at dette var det største koncertpublikum nogensinde – og at Hells Angels stod for sikkerheden – forløb begivenheden ganske fredeligt i tidens hippie-ånd.

Mindre godt gik det, da de hyrede Hells Angels til at holde vagt ved en gratis koncert på en speedwaybane ved San Francisco i december måned samme år. Koncerten skulle fungere som afslutning på deres succesfulde USA-turné og samtidig være vestkystens svar på Woodstock, der havde fundet sted et par måneder før på østkysten.

Men noget gik grueligt galt. Luften var allerede tyk af dårlige vibrationer, da The Rolling Stones gik på scenen, og i løbet af koncerten blev en sort mand blandt publikum stukket ned og dræbt af en af "sikkerhedsvagterne". Tragedien kom til at markere afslutningen på tressernes drømme.

Ned ad bakke

Herefter begyndte det at gå ned ad bakke for The Rolling Stones, ikke bare musikalsk, men også i forhold til gruppens troværdighed. For da tresserne blev til halvfjerdserne, og gruppens formue voksede, mistede den kontakten til sit publikum, der ikke længere kunne identificere sig med en flok dekadente mangemillionærer i skatteeksil. Og da slet ikke Mick Jagger, der, via sit ægteskab med den nicaraguanske model Bianca Pérez Moca-Macias, i stigende grad bejlede til det internationale jetset.

Hvis The Rolling Stones tidligere havde afspejlet rockens revolutionære potentiale, synes de nu omvendt at legemliggøre dens kommercielle udhuling som masseunderholdning. En udvikling som de endda selv helt skamløst imødekom med introduktionen af deres eget varemærke – det berømte, røde tunge-logo.

Selv om de stadig glimtvis kunne brillere på plade, fungerede deres udgivelser fra nu af mest af alt som undskyldninger for at drage ud på stadig større verdensturnéer, der indbragte flere millioner dollars, end nogen af dem havde tid til at bruge.

The Rolling Stones havde med andre ord solgt ud, og denne syndefaldsmyte er med tiden blevet den gængse historie om rullestenene blandt kritikerne. At Mick Jagger lod sig slå til ridder af Prins Charles for nogle år siden hjalp selvfølgelig heller ikke på sagen.

Har aldrig solgt ud

Men der er imidlertid også en anden måde at anskue historien på.

For rent musikalsk har The Rolling Stones aldrig solgt ud. Bortset fra udgivelserne Their Satanic Majesties Request (1967) og Some Girls (1978) – hvor de flirtede med henholdsvis psykedelisk rock og disco – har de hele vejen igennem været tro mod deres udgangspunkt i den sorte, amerikanske blues og r'n'b-musik.

Det er i høj grad Keith Richards, der har sørget for at holde denne kurs. Mens Mick Jagger har skelet til diverse musikalske modeluner, har Keith Richards været gruppens ankermand, både musikalsk og mentalt. Da Mick Jagger meddelte, at han gik solo i midten af firserne, blev Keith Richards rasende. For ham er The Rolling Stones et livsprojekt, som man angiveligt "kun forlader i en kiste".

Keith Richards har i øvrigt selv flirtet rigeligt med døden. Hans narkotikaforbrug er legendarisk. Det samme er hans tilsyneladende, overmenneskelige konstitution og evne til at holde sig i vågen i dagevis. Det årelange brug af en bred palet af stoffer har aflejret sig i furene i hans hærgede ansigt, og for mange mennesker er han indbegrebet af ikke bare oprørsånden i The Rolling Stones, men også af rock'n'roll i det hele taget.

Men vigtigst af alt er det mere end nogen anden Keith Richards, der har defineret gruppens lyd med sine karakteristiske, rytmiske akkorder. Klassikere som "Jumpin' Jack Flash", "Honky Tonk Women" og "Brown Sugar" bærer alle Keith Richards' særlige riff-signatur, der blandt andet kommer af den uortodokse måde, han stemmer sin guitar på.

Samtidig fungerer han i høj grad som indpisker. De fleste bands følger deres trommeslager, men i The Rolling Stones følger man Keith Richards' rytmeguitar. Han er med andre ord olien i den velsmurte rockmaskine, som The Rolling Stones stadig fremstår som, når det virkelig svinger.

Hvilket leder mig tilbage til det indledende spørgsmål. For der er et sted, hvor The Rolling Stones stadig kan gøre krav på titlen som "The Greatest Rock'n'Roll Band In the World" – og det er på scenen. De seneste tre turné-dokumenter No Security (1998), Live Licks (2004) og Shine a Light (2008) vidner således om et tæt sammenspillet og storswingende live-band, der selv på en dårlig dag vil kunne spille røven ud af bukserne på de yngre udfordrere.

Her på scenen er det beat, de skød i gang for 50 år siden i efterkrigstidens London, lige så insisterende som nogensinde. Og det er, om ikke andet, dét, der skal fejres i dag – og forhåbentlig også på en kommende jubilæumsturné.

Hør GAFFAs Rolling Stones-playliste på Spotify.

Læs en anmeldelse af jubilæumsbogen "The Rolling Stones 50 år" i GAFFAs anmeldelsessektion.

 

Følg The Rolling Stones tryk på hjertet

The Rolling Stones: O2 Arena, London
26-11-2012 (anmeldelse)
Tip en ven
28 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:
0
Indtil 1972 var de et af verdens bedste bands.Exile on Main St. er deres sidste gode plade og i dag er de jo bare pinlige og det er jo nærmest et cirkus de rejser rundt med.
0
#1: Er det lov?
0
#1 Et circus? Er enig med deres album ikke har været de bedste siden 70'erne men de kan stadig spille og levere varen. Har du set dem live?
0
Ja og jeg gik efter en 1/2 time. Det var sgu for pinligt og tæt på at ødelægge mit billede af Rolling Stones
0
Sjovt!
Der er ingen, der slår Stones live. Heller ikke Springsteen.
Bortset fra det så troede jeg, at Jagger = Bad, Richards = Hero debatten døde for over 20 år siden. Det er feks Jagger, der har skrevet Brown Sugar
0
Keith Richards er den "musikalske olie" i bandet. Men havde det været op til selvsamme person at være "den organisatoriske hjerne" bag bandet, så havde det formentligt lidt sin død for mange år siden. Sandheden er, at Jagger/Richards med hver deres personlighed, supplerer hinanden, og har skabt et af de aller mest levedygtige bands overhovedet. Like them, or not...
0
Jeg kan bedst lide Rolling Stones fra 1980'erne.

Indrømmet jeg er ikke den store Rolling Stones-fan, jeg kan bedre lide Mick Jagger solo (She's The Boss, Primitive Cool, Wandering Spirit = 3 fede solo plader),

men... jeg kan rigtigt godt lide de Stones plader (Dirty Work og Steel Wheels), de plader som "rigtige" Stones fans bare hader. Jeg synes de 2 plader fra 80'erne er Super fede, tror faktisk jeg har Dirty Work både på CD og LP.

Jeg har også deres kanon fede disco hit "Miss You" på original 12 tommer vinyl Maxi-single. En klassiker som er fed at ha' stående, den bliver jeg aldrig træt af, så vidt jeg husker varer nummeret ca. 8 minutter. Et skønt skønt nummer, fed guitar, og fed sound.

Og nu får jeg sikkert nogle nedsættende kommentarer om "Miss You" haha never mind! Jeg elsker det nummer. Et stinkende disco hit fra selveste Stones, cool!
0
#7: Det tvivler jeg nu på. Er der ikke ret bred enighed om, at Miss You er et fantastisk cool nummer? Jeg elsker det i hvert fald.

Af plader vil jeg i stedet fremhæve Sticky Fingers og Let It Bleed.
0
Den er vist ikke så velsmurt mere!! Det er ved at være 5 år siden sidst.Kan de mere/vil de mere???


0
EddieV kræftsygdom og fremskreden alder sætter vel sit naturlige præg på bandets tour aktivitet. Men håber virkelig vi får chancen igen næste år.
0
Jeg har aldrig fået set Stones, så jeg vælger at være optimist og se sådan på det, at fem år fra eller til ret beset ikke det store, når man har eksisteret i 50..
0
Ps. Rolling Stones' nummeret "Miss You":

http://www.princevault.com/index.php/14_August,_1986

^ jeg har en koncert bootleg optagelse fra en Prince koncert 1986 - med Prince, Sting og Ron Wood - de 2 sidst nævnte som "gæste musikere" ved Prince's "Parade koncert" i London, 14. aug. 1986.

Denne udgave af "Miss You" blev trykt som b-side på en 7 tommer single, bootleg selvfølgelig. Lidt bizart, at dette nummer blev udgivet på den måde, ikke speciel god lyd, men alligevel en ret fed optagelse. Jeg husker ikke hvad der var på a-siden af singlen, men singlen var med en plakat af Prince fra "Purple Rain" perioden.

Måske off topic, men det er en ret okay optagelse, som jeg stadigt har liggende et sted.

Jeg har altid elsket nummeret "Miss You", som mange andre Stones fans hader? (har jeg hørt).

Lytter lige nu til Mick Jagger solo, "Say You Will" - et super nummer.
0
#12: kort forklaring..

Linket viser hele setlisten, inkl. nummeret "Miss You" spillet live af Prince, Sting & Ron Wood.

0
#1 & #4: Så enig, så enig - selvom jeg synes at Sticky Fingers fra 1971 er deres sidste ordentlige plade. Alt herefter gider jeg ikke bruge tid på.
Jeg kan nu allerbedst lide Singles Collection: The London Years.
0
Man kan mene alt muligt om deres albums, som altid har været en gang blandede bolcher, men jeg har set dem live to gange (parken i 1998 og Berlin 2006) og begge gange har været en fantastisk oplevelse.
0
Rolling Stones var et monster.
Tag numre som Jumpin' Jack Flash, Miss You, Beast of Burden, Street Fighting Man og ikke mindst Gimme Shelter, som fuldstændigt ryster alt omkring sig igennem, plus mange flere.
Som jeg oplever det, er Rolling Stones, en anelse overskygget af andre fra den tid, The Doors, Pink Floyd, Jimi Hendrix, fordi de bare er blevet ved og ved med at rejse jorden rundt og spille deres musik. Og nogle vil måske mene der gået gammel cirkus elefant i den. De er efter min mening det absolut bedste fra 60erne og 70erne.
0
De skulle have lukket butikken i starten af halvfjerserne. De har været ret pinlige siden da, men de var fanme gode, da de boede i England.
0
Jeg gad edderbrodereme godt ta' rundt og tjene millioner af dollars på at spille for hundredtusindvis af mennesker på udsolgte stadioner verden over, selvom det så betød, at nogle anonyme eksistenser syntes, jeg var "pinlig"

Stones rocker verden, om man kan li' dem eller ej.
0
#18: Ja, der rammer du jo nok ret præcist årsagen til at der er så mange rock-bands, der stadig er på banen, selvom de skulle have stoppet for 40 år siden. Det er lidt trist, når man nu kan huske hvor gode de var engang, men det er virkeligheden. Heldigvis kan man jo bare blive hjemme.
0
#17: Hvor længe har du selv været pinlig, mr. nowski? Din tåbelige kommentar er da værre end det værste Stones nogensinde har lavet.
0
#20: Kun overgået af din endnu tåbeligere kommentar. Hvorfor er det egentlig tåbeligt at mene, at de skulle have stoppet mens de var gode?
0
#19: Ja, hvis man endelig skal stille det sådan op, kan vi da godt gøre det til et valg mellem at blive hjemme og sidde og være bitter på internettet VS. at ta' ud og rocke til en masse rock-klassikere sammen med 40.000 andre.
Jeg ved godt, hvad jeg har mest lyst til.
0
Off topic?

Men vidste I her på gaffa.dk, at Prince åbnede 2 koncerter med Rolling Stones i 1981. "His purple highness" blev desværre buhet ud,alligevel er koncerterne på Rolling Stone Magazine's liste som en af de bedste:

Readers' Poll: "The 10 Best Opening Acts in Rock History"

http://www.rollingstone.com/music/pictures/readers-poll-the-ten-best-opening-acts-in-rock-history-20120711/5-the-rolling-stones-prince-1981-0975403#ixzz20Qt90rIv

5. The Rolling Stones/Prince (1981)
It's not an easy task to open for the Rolling Stones - especially when you're a largely unknown guy wearing bikini briefs and singing a song called "Jack U Off." This was two years before "Little Red Corvette" and most rock fans had never heard of Prince, who opened up a pair of shows at the Los Angeles Memorial Coliseum. The fans just wanted to hear "Start Me Up" and "Gimme Shelter," and they pelted Prince with vegetables and yelled out homophobic slurs. He left the stage 15 minutes into his set on the first night, but he had the balls to return for night two. (There's no video of the sets, but check out this 1981 complete show from New York that same year.)

(incl. en ret amatør optaget live video, af Prince live i New York 1981.)
0
#22: Hold da op. Jeg troede, at vi skrev herinde, fordi vi er interesserede i at høre hvad andre mener om Stones. Men det gælder åbenbart kun, hvis man mener det rigtige?
0
#24: Den med at det kunne tænkes, at nogen havde en anden opfattelse, har alle dage været et fælles vilkår for enhver debattør, så der er ingen grund til at føle sig anfægtet af dén grund. Jeg synes i det hele taget ikke, det burde kunne komme bag på nogen, at folk vil have en tendens til at være uenige, hvis man kalder en tråds objekt for "pinligt" uden i det mindste at uddybe hvorfor.

Min pointe - uden som sagt at have set Stones live - er, at det, de foretager sig, ser alt andet end "pinligt" ud herfra. En flok gutter i den alder der cruiser planeten tynd og spiller hjemmekrøllede rockklassikere, der i sin tid revolutionerede genren, for stadionvis af ekstatiske publikummer?! Nej, det er altså ikke "pinligt". Det er fucking sejt. Selv AC/DC har stadig 10 år at løbe på. Det kan da sagtens være, at Stones' skiver ikke har holdt samme niveau siden 70'erne, og at de rider højt på de helt gamle hits. Men ligemeget hvordan man end vender og drejer det, er de blandt de største, allermest betydningsfulde rockbands nogensinde, og de laver en fest med titusindvis af mennesker hver gang.
Hvis dét er "pinligt", så ved jeg edderrådme ikke, hvad der skal til for at være sej.
0
#25 Præcist og skarpt formuleret!
Og lyt så til deres seneste studiealbum A Bigger Bang (som feks Politiken gav samtlige 6 hjerter). Det er saftsusme et stærkt album!
0
#25: Der var den så lige igen: "ligemeget hvordan man end vender og drejer det, er de blandt de største, allermest betydningsfulde rockbands nogensinde".

Det er altså ikke tilladt at mene noget andet?

Jeg troede, at det var ret indlysende, at jeg synes de er pinlige, fordi de er nogle gamle mænd, der opfører sig som om de stadig var 20. Det synes jeg helt generelt er pinligt, men især når rockmusikere gør det. The Who er et andet grelt eksempel - og de er ovenikøbet døde næsten allesammen.
0
#27: Okay, så du vil simpelthen påberåbe dig retten til at mene, at The Rolling Stones IKKE er blandt de største og mest betydningsfulde rockbands nogensinde?!?
Det må du da hjertens gerne "mene"; det bliver det bare ikke mere rigtigt af. Altså, hvor mange større og mere betydningsfulde rockbands kan du lige nævne?!?

Og du er da osse i din gode ret til at synes, det er pinligt, at Stones stadig hopper rundt og spiller rockmusik. JEG synes, det er pinligt, at man som granvoksen mand går i så små sko og har fået en arbitrær sociokulturel norm indoktrineret i så høj grad, at man overhovedet gør sig til dommer over folk, der ikke tager til takke med at sidde derhjemme og løse kryds-og-tværs, bare fordi de har nået en vis alder. Stones står bag en række rockklassikere, som millioner af mennesker stadig gerne vil høre; hvad i alverden er så problemet i, at de ta'r rundt og fester med folket, bare fordi de ikke er 20 år gamle længere?!?

Hvor gammel må man være, før man skal holde op med at turnere jorden rundt og spille rockmusik, nowski??

Det er da meget muligt, at du selv er for hæmmet og bekymrer dig for meget om, hvad der generelt forventes af forskellige alderstrin, men dét er da for mig at se langt mere pinligt end at tjene millioner på at holde titanfester med alverdens befolkning flere gange om ugen, selvom man har rundet de 70.

Men hvis sidstnævnte virkelig er pinligt i din verden, hvad er så rigtig sejt i din verden??

Log ind for at kommentere.

Annonce

GAFFA Shop

Rolling Stones: 365 Days (Bog)
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop
Rolling Stones: Badges 38 mm
TILBUD: 49,00 kr. 10,00
Køb på GAFFA Shop
Rolling Stones: Bar Stool
Kr. 499,00
Køb på GAFFA Shop
Rolling Stones: Charlie Is My Darling (BluRay)
Kr. 199,00
Køb på GAFFA Shop
Rolling Stones: Charlie Is My Darling (DVD)
Kr. 149,00
Køb på GAFFA Shop
Annonce

GAFFA Plus

Oplev Rolling Stones i London
Billetterne blev udsolgt på få minutter til The Rolling Stones koncert i Hyde Park. GAFFA Plus har fået fat i et begrænset antal og inviterer nu på musikrejse til London til en formidabel pris.
Fra 4995,-
Annonce