Sangeren hoppede resolut i vandet ved Islands Brygge, da en spansk turist var faldet i havnen
Rasmus Nøhr har i snart et årti spredt glæde med sin musik, og nu kan han også skrive livredder og helt på sit cv. Natten til søndag reddede Rasmus Nøhr nemlig en beruset spansk turist, der var faldet i vandet ved Islands Brygge i København.
Den 23-årige turist havde lagt sig til at sove på kajen ved Islands Brygge, da han faldt i vandet natten til søndag ved 4-tiden, fuldt påklædt og med rygsæk på. Tilfældigvis kom Rasmus Nøhr og nogle venner forbi i samme øjeblik. De forsøgte først at redde ham fra havnekanten, men da dette ikke lykkedes, hoppede Nøhr resolut i vandet og reddede turisten op på land, mens vennerne tilkaldte politi og redningsfolk, skriver BT.
Rasmus Nøhr står nu muligvis til en dusør for sin heltemodige indsats.
– Vores patrulje derude vurderer, at det er en gerning, som fortjener en belønning, så det er ikke utænkeligt, at han bliver indstillet til en dusør, siger vagtleder Claus Rønnegaard ved Københavns Politi til BT.
Rasmus Nøhr er dog ganske beskeden. Til BT siger han:
– Jeg føler mig ikke så helte-agtig. Jeg gjorde bare, hvad enhver anden ville have gjort i samme situation. Det var helt ufarligt for mig. Jeg følte ikke, at jeg satte mit eget liv på spil eller noget i den retning. Jeg gjorde bare min borgerpligt. Det var tropenat, så det var helt ufarligt for mig at hoppe i, og det var helt nødvendigt for at få ham op, fortæller han.
Nøhr fortæller, at han kom fra en fødselsdag i nabolaget (måske en gang "Øl På Bryggen", for at citere en af hans egne sange) og også selv var beruset, da han hoppede i vandet. Dog ikke mere, end at han kunne få bugseret manden hen til kajen, hvor han og hans venner på land fik hjulpet manden op. Her var politi og redningsfolk i mellemtiden dukket op.
Turisten var dog ikke umiddelbart taknemmelig for at blive reddet op, og oppe på land blev han aggressiv. Politiet mente, at han var for fuld til at tage vare på sig selv, og han måtte derfor en tur på politigården og sove rusen ud. Han skulle nu have det godt igen, skriver BT. Om han også har sagt tak til sin redningsmand, melder historien ikke noget om.
Turisten kan i øvrigt være glad for, at det ikke var Phil Collins, der kom forbi. Collins er kendt for hittet "In The Air Tonight", der indeholder linjen "If you told me you were drowning, I would not lend a hand", men det er en helt anden historie.
Rasmus Nøhr har i dette efterår en chance for at blive folkehelt i en lidt anden betydning, når han skal deltage i den 9. sæson af "Vild med dans". Programmet får premiere fredag den 7. september klokken 20.