White Flag Society guider dig igennem deres debut

White Flag Society guider dig igennem deres debut

Produceren, musikeren og debattøren Henrik Marstal og den dansk/norske sangerinde og musiker Jullie Hjetland (billedet) har slået sig sammen i duoen White Flag Society, der netop har udgivet debutalbummet "Surrender". Til ære for GAFFA.dk gennemgår de nedenfor albummet sang for sang.

White Flag Society fandt sammen i 2010 gennem en fælles interesse for de muligheder, som de så i at kombinere folkemusikken med andre lyduniverser. Sammen har de nu skabt et krydsgenre-univers, hvor folk, dream-pop og ambient blandes til en unik konstellation.

Siden Marstal forlod succestrioen ibens, har han arbejdet med musik på snart sagt alle mulige andre måder end som udgivende kunstner. Han har spillet sammen med Marie Frank, Martin Hall og er nu producer for blandt andre Annika Aakjær og Penny Police. Han arbejder derudover også på kommende albums med Lars Lilholt Band og sangerinden Annelouise (fra X Factor 2011, red.), og som blogger for Politiken og som kommentator i tv, radio og dagblade, ligesom han har udgivet flere bøger om musik.

Hjertland er heller ikke ny i musikkens verden, da hun er en erfaren og anerkendt folkesangerinde fra Det Fynske Musikkonservatorium. I 2009 modtog hun en DMA Folk-award som årets sanger, og hun har arbejdet sammen med Pierre Dørge og Irene Becker i projektet Kryss, samt den akustiske kvartet Nordens Toner.

GAFFAs anmelder Rune Schlosser har i øvrigt netop tildelt "Surrender" fire stjerner under overskriften "Håndklædet er kastet i ringen. Håbet om forløst kærlighed smuldrer på 'Surrender'."

Her gennemgår White Flag Society "Surrender" sang for sang:

Back To Life

En sang drevet af desperation, men fyldt med nærvær. En sang om det afgørende øjeblik, hvor man beslutter om man vil gå til i afmagt eller overleve – om man vil drukne eller svømme. Det er også det øjeblik, hvor man kan høste frugten af den smerte man har måttet gennemgå, i stedet for at bukke under. Den hårdhed som nummeret har er et udtryk for viljen til at stå igennem. Vi kunne lide kontrasten mellem Jullies meget melodiske vokal i omkvædet og de mumlende, nærmest patetisk højstemte vers. I de allerførste sekunder af nummeret kan man først høre en mandola klimpre et par toner og dernæst Henrik tjekke med et par strøg om hans cello stemmer. Vi beholdte begge dele i det færdige miks, fordi det gav os gode associationer til åbningen af The Beatles' Sgt. Pepper, det album som definerede Henriks musikalske liv allerede da han var en lille dreng.

Weakness

Det første nummer vi indspillede til albummet, og som med sin tekst om sårbarhed trak på to referencer: Dels nogle linjer fra et digt af William Blake om at begrave en del af sin elskede, når vedkommende ikke vil have én, og dels Marvin Gayes "What's Goin' On", hvor han påkalder denne verdens mødre, fædre og brødre. Det er dem vi også påkalder, og vi tilføjer denne verdens søstre. Det er et åbent og mildt nummer båret af nogle ekkofyldte guitarriffs. Vores trommeslager Rasmus Brylle gav nummeret en original drejning med sin kombination af trommer og skrammel, ikke mindst sin samling af Mercedes-hjulkapsler. Som halvt nordmand var Jullie meget begejstret over denne reference til Kaizers Orchestra.

No More Than Truth

"Where did they go, where did they go, long time passing". Med denne tekstlinje parafraserede vi den berømte linje fra "Where Have All The Flowers Gone" i en sang om alle dem man troede man skulle blive sammen med, men som hver gang forsvandt ud af ens liv. Jullie støjede undervejs løs med sin såkaldte Gristleism, en lille boks med loops hentet fra Throbbing Gristle-numre, i dette tilfælde klassikeren "Hamburger Lady". Også vores co-producer og lydtekniker Søren Brylle støjede på en distorted bas i instrumentalstykkerne. Og Rasmus Brylle fandt på at bruge den tunge lyd af en smækkende sodavandskøleskabslåge som stortromme.

Rescue Boat

I flyet siger stewardessen altid at man i tilfælde af en ulykke skal tage sin egen iltmaske på før man hjælper andre. Denne sang handler i høj grad om at tage ansvar for sin egen ulykke, når den rammer, for ulykker kommer ikke altid udefra, men skyldes måske vores egne handlemønstre. Jullies tekst med linjen "Leave all your belonings behind" er en instruks, som også kan forstås i overført betydning: Lad det ligge, som ikke er værd at bære rundt på, fordi det ofte det, som er årsag til at ulykkerne – også i kærlighed – opstår. Henriks tunge barytonguitar satte stemningen, og via en mystisk effektpedal lykkedes det ham også at illudere lyden af en kraftigt vuggende båd. Midt i nummeret lavede vi et næsten uvirkeligt lydende stykke, hvor Jullie fik den idé at synge et fragment af en norsk folkevise om en havfrue, der kalder sømændene ned på havets bund.

Birds Of Prey

Jullie fortalte en dag Henrik om en lang køretur langs Sognefjorden i Vestnorge med sin papmor ved rattet. Under turen udøste Jullie sine bekymringer, og på et tidspunkt opdagede hun, at de blev ledsaget af en falk, der svævede over dem højt oppe i luften. Og det fortsatte den med at gøre længe endnu. Det blev til en både rå og drømmende sang om, at selv dræbermaskiner som rovfugle (birds of prey) i overført betydning kan trøste og inspirere os mennesker, når vi har brug for det. Måske der er en pointe i, at falken faktisk er verdens hurtigste dyr.

Sending You An Angel

En bittersød sang om at ville tilgive dem, der har gjort én ondt, ved at sende dem en engel. Men det er ikke hvilken som helst engel – det er en engel, som skal hjælpe til at åbne sindet hos den, der har påført en smerte. For de, der påfører smerte til andre, er enten selv sårede mennesker, eller de er blot tankeløse. Og man skal huske, at den største hævn kan være at tilgive dem, der har gjort én ondt. Vi lavede nummeret som en betydeligt mere imødekommende popsang end vi plejer, fordi det var inspirerende for os at arbejde med dobbelttydigheden i nummeret. 

The Anger And The Big Sleep

Albummets hårdeste og mest uforsonlige nummer. De skramlede barytonguitarer blev kombineret med hylende støjbokse og en Talking Heads-inspireret basgang samt Rasmus Brylles usædvanligt energiske trommer. Jullie trak i høj grad på flere sangteknikker fra folkemusikken, og til sammen gav det musikken en desperation, som modsvarede tekstens ord om at blive efterladt med sin vrede og bare ønske at finde the big sleep – det vil sige døden, som Simple Minds i sin tid sang om, og som Raymond Chandler skrev om. 

Inverness

Albummets smukkeste og mest tilbageholdte moment. Henrik havde skrevet nummeret ved at indspille to barytonguitarer, der væver ud og ind af hinanden fra start til slut. Tilsat et drømmende beat og et klokkespil, helt unikt lydprocesseret af Søren Brylle, sang Jullie en tekst baseret på Prædikernes Bog om, at de der elsker, sørger, lider og  i sidste ende overgiver sig til deres skæbne er velsignede, fordi de er de rene i hjertet. Inverness er navnet på den nordlige by i det skotske højland, som ingen af os har været i, men som vi fandt var et godt billede på hvor langt væk man nogle gange ønsker sig for at kunne blive sine kvaler kvit.

Wedding Wish

Vi følte stærkt et behov for at slutte albummet på en mere forsonende note, og vi brugte den sang, som Jullie noget tid forinden havde skrevet til en venindes bryllup – en sang om, at kærligheden trods alt er værd og nødvendig at tro på, for ellers har vi intet tilbage. Sangen er også en påmindelse om sandheden i Paulus' ord om, at kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Da vi var færdige med indspilningerne, fandt Henrik et citat af den mellemøstlige 1200-talsdigter Rumi, der sagde det samme på en lidt anden måde: "Din opgave er ikke at søge efter kærligheden, men blot at søge efter og finde alle de barrierer i dig selv, som du har bygget for at værne dig mod den." Nummeret er bygget op om dels et drømmende vokalunivers, som Jullie lavede på en looppedal, dels en ukulele, som vi fik til at lyde som et gammelt Rhodes-klaver.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA