Frederik Nordsø: Kun positivt at være søn af Mikkel

Frederik Nordsø: Kun positivt at være søn af Mikkel

Ken Gudman Mindefonden afholder Ken Gudman Prisfest 2012 i Amager Bio i København søndag den 7. oktober, og Mikkel Nordsø løber af med den niende og sidste Ken Gudman-pris i rækken. 

Ud over prisoverrækkelsen, og optræden af årets vinder, byder denne aften på en gendannelse af Sneakers til lejligheden og The William Blakes, som går på scenen med en række prominente gæstesolister.

GAFFA har talt med Mikkel Nordsøs søn Frederik, der sammen med sin tvillingebror Fridolin udgør 2/4 af The William Blakes og derudover arbejder som producer med blandt andre Outlandish og Brandy på cv'et. Interviewet er et uddrag af denne måneds store GAFFA Klub-tillæg om Mikkel Nordsø, som kun er for medlemmer af GAFFA Klub. Tillægget indeholder et langt interview med Mikkel Nordsø og et stamtræ over hele hans meget musikalske familie. Læs mere og meld dig ind på gaffa.dk/klub.

Q: Du er en af Mikkel Nordsøs sønner, og dit band The William Blakes får en speciel Fremtidspris, samtidig med at din far får den sidste Ken Gudman-pris. Men bestyrelsen lægger op til, at I skal tage handsken op og måske bestyre en lignende pris i fremtiden. Hvordan har du det med det?

A: – Vi har enormt meget lyst til fremover at bestyre den pris. Og jeg tror også, at en af grundene til, at de har tænkt på os, er, at vi måske minder om dem (Peter Ingemann og den øvrige bestyrelse, red.) og har gang i en masse forskellige ting og tænker sådan lidt ud af kassen. Det er jo ikke fordi, vi mødes på et kontor fem gange om ugen med vores orkester. Det meste af vores kommunikation foregår via fuldkomment kaotiske fællesmails. Men vi synes alle sammen, at det er kanonsjovt, selv om vi ikke har siddet ned alle sammen face to face og snakket om det.

Q: Ken Gudman-prisen har i årenes løb specielt været forbeholdt dem, der ikke nødvendigvis står fremme i rampelyset, de såkaldte "sidemen". Men også lidt haft karakter af en pris for lang og tro tjeneste. Hvordan tror du at jeres pris kommer til at blive?

A: – Jeg kan kun snakke for mig selv og står således for en femtedel af den realistiske mening, men det er en fed ting, de har gang i fra deres generation, hvor de har påpeget, at her er altså nogle mennesker med et vitalt talent, som ikke altid er lige i rampelyset. Men selvfølgelig er det sådan, at dem der er i musikken og interesserer sig for den kender de mennesker alligevel. Men jeg ved ikke, om den type musiker, altså sidemanden, ikke er ved at forsvinde, når vi taler den nye generation. Men skulle jeg pege på en person, ville den første være Peter (Ingemann. Red.). En Lifetime Achievement Award for at have reddet den danske musikbranche hvert år! (Ingemann er bassist og revisor, red.). Han og Mikkel er begge mine personlige forbilleder.

Q: Hvordan har det været at være søn af Mikkel Nordsø?

A: – Det har på alle måder været positivt. Der er ikke noget at klage over der. Han gav os meget frie tøjler og pacede os overhovedet ikke, og det er også noget, jeg tænker over i forhold til mine egne børn, nemlig at facilitere noget, der kan leges, men selv om alle Mikkels dyrebare børn gang på gang har smadret alle hans ting, har han aldrig nogensinde lukket for skodderne. Jeg kan huske, at Frido og jeg var i gang med at fyre den af i hans hjemmestudie fra vi var seks år. Jeg har et kassettebånd, hvor Frido rapper om, at han ikke kan læse endnu. Han har på en eller anden måde fået lavet et track i Notator og skrevet en lille rap. Men Mikkel har altid været helt åben, og han har altid haft den holdning til os, at de ting vi kom med var fantastiske. Altid et positivt rygstød at komme videre med.

Q: I boede i kollektivet med Sneakers?

A: –Ja, de boede vist nedenunder i huset. Det var indtil, jeg var en fire-fem år, men der boede en masse hippier, og så fik Ina og Mikkel deres børn. Det mest underlige var, hvordan Aske fra Bamse og Kylling boede i vores lejlighed. Det fede i enhver opvækst er, at det man er vidne til, er man sikker på, er muligt. Så ser man en masse mennesker, der laver musik, som deres hovedbeskæftigelse, og det er den musik, de har lyst til, så vokser man op vel vidende, at det er en mulighed. Og jeg møder mange, der har måttet lave et oprør mod hele deres familie, for at blive taget seriøst med hensyn til musik som en levevej, hvor det slet ikke har været temaet i min familie.

Q: Du er guitaristen af jer to brødre. Har din far lært dig nogle ting?

A: – Jeg spurgte ham engang, om han ville vise mig nogle ting, og så sagde han, at "du ved godt, hvor undervisningspapirerne ligger", så der holdt han sig virkelig til det løfte, han havde givet sig selv, at han ikke ville lære os noget. Men ellers er den ting, han har været god til, at være ligeværdig med folk, også med hans børn. Og det er noget, mange forældre ikke formår.

Q: Men har I ikke kunnet komme efter det med arbejdet i studiet. I har jo arbejdet meget i hans studie, ikke? Og der er I vel lysår foran den gamle, ikke?

A: – Det har været en af Fridos og mine gaver fra vores opvækst, at hvor andre danskere lider under det motiv, at de skal lave kunst, når de laver musik, der er det sådan for mig og Frido, at som udgangspunkt er det nemme at lave kunst. Mens det der er svært at lave, er penge. Så vores fokus har på et større plan end Mikkels været alt det andet end selve kunsten, fordi kunsten på en eller anden måde var implicit i, at når man laver noget, gør man selvfølgelig sit bedste, og så kan folk kalde det kunst, eller de kan lade være.

Q: Ja, for din far har nærmest været specialist i projekter, som ikke tjente sig selv ind, ikke?

A: –Jo, som alle elskede og syntes var fantastiske, men som der ikke var nogle penge i. Men det er også min opfattelse, at Fridos og mit talent er meget lig hinandens, som er meget lig med Mikkels. Det er meget den samme type sonisk talent. Så jeg kunne rimeligt hurtigt mærke, da jeg var en 14-15 år, at jeg godt ville kunne gøre mange af de samme ting som Mikkel har lært sig selv. Hvis det var det, der var min interesse. Og mange af dem har jeg også lært halvt, men der hvor min bror og jeg er, er, at vi hellere diskuterer alt andet end det kreative og selve kunsten, men det er næsten altid i forbindelse med en eller anden problemknusning eller teknisk problem, end det er et kunstnerisk og spirituelt spørgsmål.

Q: Men jeg har altid fornemmet, at I arbejdede endda meget godt med Mikkel nede i studiet i kælderen?

A: –Absolut. Dem der er dårlige at arbejde med, er dem der er kontrolsyge. Dem skal man enten sige nej til, eller sige et meget, meget højt beløb. Og resten af tiden skal man arbejde med folk som rent faktisk kan finde ud af at arbejde sammen og synes, at dem, de arbejder sammen med, er geniale. Og det er også et koncept, vi søger at arbejde meget med i The William Blakes, for tager man udgangspunkt i, at de andre er geniale, behøver man ikke at stille spørgsmålstegn ved alting.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA