One-Eyed Mules turnédagbog fra Tyskland kapitel 1

One-Eyed Mules turnédagbog fra Tyskland kapitel 1

Se masser af billeder fra turnéen i GAFFAs gallerisektion.

One-Eyed Mule er et dansk folk-rock band, der udgav deres fjerde album, "When Tomorrow Comes", i foråret 2012. Bandet er nu på en ni koncerter lang turné i Tyskland som en del af deres "When Tomorrow Comes"-tour, der tæller knap 30 koncerter. Touren afsluttes på Vega i København den 1. december. Med på touren i Tyskland har bandet Dirty Old Town a.k.a. Morten Christensen som support. Touren er booket af berlinske Magnificent Music.

 

One-Eyed Mule:

Rasmus Dall: Sang og guitar

Uffe Ipsen: Bas, sav og tangenter

Søren Lynggaard Andersen: Guitar, banjo og mundharpe

Simon Meinert: Trommer og glockenspiel

 

Tourdagbog #1

Fredag den 12. oktober - Bugewitz

Turens første gig var fredag aften i Bugewitz – en by på 300 indbyggere i den helt (d)øde ende af det tidligere DDR tæt ved den polske grænse. GPS'en viste os vej til byens slidte forsamlingshus med langborde, kulørte lamper og billigt lydanlæg, og man var en kende spændt på aftenens udfald. Pling. Et par timer senere spillede vi storsvedende for over 200 festglade og dansende lokalbeboere der også var herligt rundhåndede i merchandise-boden. En fin blanding af børn, hippier, heavyhoveder og hr. og fru Vor-Pommern. Meget positiv oplevelse! Koncerten var arrangeret af den høje lokale boghandler, hestehale-Holger, som er skyld i  hele denne turné. Han har længe gerne villet have os ned at spille i sit Vor-Pommern, så han satte os i kontakt med det tyske booking bureau Magnificent Music, der har booket denne tour. På samme booking bureau er danske Dirty Old Town a.k.a. Morten Christensen, som vi har med som support og fortrop for deres turné hernede i foråret. 

De fleste af os plumpede lettede i ølpølen den aften efter en lang rejsedag, der var startet før malkepigen stod op og blandt andet havde budt på tab og tyveri af Rasmus' effektpedalkuffert. Meget underlig oplevelse. Vi havde lige forladt Fredericia banegård hvor the fellowship var blevet samlet. To lyskryds længere fremme fortalte en lampe i bilens instrumentbræt, at en dør var åben, hvilket kun kunne være bagdøren. En kvindelig bilist holdt samtidig ind foran os og fortalte at hun havde set en metalkuffert ryge ud af bilen. Vi spænede og kørte tilbage i lyskryds på lyskryds, men intet spor efter kufferten var at finde, belastende! Nogen har været meget hurtig og langfingret.     

Nå, men nattens logi lå selvfølgelig ad Pommern til og var en stor, gammel herregård, der var blevet købt og sat i stand af en flok billedkunstnere til udstillinger og koncerter, så vi fik lige en slutter og en jammer i stedets festsal med flygel, fløjlsvægge og stearinlys-lysekroner, grande.

 

Lørdag den 13. oktober - Jena

Turens anden koncert var lørdag i den kuperede gamle studenterby Jena, der vist deler historie med Luther, Goethe og den slags personager. Det var dog ikke lige de typer, der befolkede det lille galleri og musikbar Kunsthof Jena, hvor vi skulle spille. Vi skulle spille to sæt og delte det op i en akustisk og en mere rocket omgang for de omkring 50 fremmødte unge studenter og studiner – mange flere kunne der ikke være. Vi sov ovenpå i et fotostudie på en rig forsamling af liggeunderlig.

 

Søndag den 14. oktober - Berlin

Gig #3 var søndag aften i Berlin på White Trash Fast Food, der er en berlinsk blanding af spillested, burgerrestaurant og tattoo-shop beliggende på grænsen mellem Mitte og Prenzlauer Berg. Der skulle arbejdes for at overdøve knive og gafler og nuppe folks opmærksomhed, men vi vandt dem, selvfølgelig, som altid!

Efter et par dage med den kødfulde og fedtfede tyske Raststelle- og landkost var det godt med et par dage med mulighed for lidt Feinschmeck på gaflen.

 

Mandag den 15. oktober - Berlin

Gig #4, mandag, var en helt akustisk koncert på den lille Prenzleauer Berg-cafe, Beakers. Det var fedt at blive tvunget til at omarrangere vores sæt og ikke mindst se cajon-skeptikeren Simon kæmpe med at lave beats med lilletromme, tamburin og cafeens låne-cajon. Efterfølgende blev vi af en stor-i-slawet polak med business-lyseblå skjorte og enormt ur tilbudt et job til en privatfest i Warszawa på torsdag for 1000 €. Vores booker turde dog ikke rigtig stole på ham.  

En af stedets bartendere havde fødselsdag, så vi blev overtalt til at spille en fødselsdagssang som ekstranummer - det endte med "House of the Rising sun" i Leadbelly-versionen fra vores unge år med country-bluesen. 

 

Tirsdag den 16. oktober - Hannover   

Nu sidder vi i tourbussen på vej mod Hannover og spillestedet Cafe Glocksee. Søren spiller FIFA, Rasmus læser Søren Ulrik Thomsen-essays, Simon styrer speederen, Lukas-lydmand er co-driver og formand for playlisteudvalget, Uffe og Morten (Dirty Old Town) skriver skriverier. I morgen venter Hühnermanhatten i Halle - "nu lokker atter de lange veje og jeg har flikket de gamle sko..." - synger anlægget.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA