Filmanmeldelse: The Rolling Stones – Crossfire Hurricane

Ny Rolling Stones-film viser arkivmateriale, som ikke er vist før, men kommer aldrig for alvor ind til bandets nerve.

* * * *

Mick Jagger sniffer en bane coke fra en kniv, viser bar røv til kameraet og træder derefter ud i rampelyset foran sine skrigende fans. Sådan starter en af de første scener i filmen "Crossfire Hurricane", som havde verdenspremiere i går i London og blev vist via satellit i Imperial i København, og man fristes til at tro, at det er endnu en film om Rolling Stones' indtagelser af hårde stoffer og flamboyante liveperformances.

Filmen, som lanceres i anledning af bandets 50-års jubilæum i år, forsøger dog at være mere bredtfavnende: Det er historien om tilblivelsen af verdens største rockband, fortalt af hovedpersonerne selv. Den er baseret på gammelt arkivmateriale og private klip, som ikke er vist før, og alene dét er værd at se filmen for.

Skabt til den almene musikinteresserede

Den Oscarnominerede instruktør Brett Morgan lader hovedpersonerne styre fortællingen på bedste dokumentariske vis. Jagger, Richards og de andre rullende sten lægger stemme til arkivbilleder om de gloværdige dage i 60'erne og 70'erne, men Brett Morgan kommer aldrig for alvor ind under huden på medlemmerne.

Det er den store, brede pensel, der er taget i brug. Det gør historien forholdsvis overfladisk, når det bliver fortalt, hvordan gruppen blev til, hvor mange stoffer de tog samt hvilke centrale punkter, der satte skub i deres udvikling. Der er således i langt højere grad fokus på samfund og musik end på de enkelte medlemmers indbyrdes forhold og musikalske relationer. Og det var nok det sidste, man kunne have håbet på at se, da det første er fortalt i utallige musikfilm og biografier. Derfor får vi ikke noget nyt at vide, som vi ikke har hørt før, og filmen kommer aldrig ind til gruppens sjæl og nerve.

Brian Jones-æraen dokumenteres

Et af højdepunkterne er arkivmaterialerne fra tiden, hvor Brian Jones var medlem af gruppen. Han var i 1962 hovedarkitekten bag bandet, men gik fra at være initiativtager og idémand bag Rolling Stones til at være marginaliseret junkie. Han forlod bandet i 1969 og druknede en måned senere i en pool, og hans musikalske betydning for bandet dokumenteres gennem rørende historier og interviews fra gemmerne.

Med tiden gik Rolling Stones langsomt fra at være rebel til kært folkeeje i både England og USA, og Keith Richards fortæller i "Crossfire Hurricane", at de pludselig blev et band, som alle elskede, efter han stoppede med at tage stoffer i 1978. "Vi var ikke længere et symbol på samfundsoprør", som Keith Richards ærligt udtrykker det.

Netop her kunne det have været interessant at høre, hvordan de garvede herrer har haft det med den kommercielle udvikling, de for alvor trådte ind i efter 70'erne, og som mange kritikere stadigvæk giver udtryk for.

Anekdoter i stedet for problemer

Filmen kommer heller ikke ind på de problemer, der har været mellem Jagger og Richards. De to kamphaners uenigheder har altid været dokumenteret, men bliver ikke tilstrækkeligt beskrevet i "Crossfire Hurricane". Mick Jagger har selv været producer på filmen, og som ved så meget andet, han og Rolling Stones foretager sig, virker filmen som et velproduceret marketingsprojekt. Historien er visuelt og narrativt fortalt i særklasse, men kommer altså aldrig for alvor ind til den nerve og dynamik, der har skabt bandet på godt og ondt.

Det bliver derfor ved stofferne, Keith Richards underholdende anekdoter og utallige billeder af Jaggers nedre kønsregioner, og dybere ind i gruppens mellemkød kommer vi ikke for alvor.