Freddy and the Phantoms' turnédagbog fra Tyskland del 2

Freddy and the Phantoms' turnédagbog fra Tyskland del 2

Se flere billeder fra turnéen i GAFFAs gallerisektion.

Freddy and the Phantoms er en københavnsk rockgruppe dannet i 2010, som gennem deres to første album har taget musikalsk afsæt i tresserinspireret countryrock og psykedelisk blues. I anledning af deres seneste album, "Shadows Across the Country", som udkom i juni i år, er bandet atter draget sydpå for at spille en mini-tour i Tyskland og prøve kræfter med landevejen. 

Touren er bandets andet besøg syd for grænsen, og i planlægningen har de bl.a. trukket på de kontakter som de etablerede under deres første besøg i det tyske som fandt sted i marts i år . ( se evt gaffa video arkiv) . Touren er i øvrigt økonomisk støttet af DMF. 

"Man ved at der er et eller andet om snakken. At det er fedt at spille live i Tyskland, når man efter blot  to koncerter allerede har oplevet at have et Burlesque- show som opvarmning, at fylde mindre spillesteder i Hamburg og Berlin, at blive betalt i Tequila og Weissbier og møde et ungt kærestepar som er kørt fra Hannover til Berlin for at se et lille dansk rockband", udtaler bandets frontmand Frederik Schnoor.  

Mini-touren går til følgende byer:

25/10: Nachtlager, Hamburg

26/10: Black Night, Jena

27/10: Wild At Heart, opvarmning til The Quakes

 

Freddy and the Phantoms:

Frederik Schnoor: Vokal og guitar

Rune Hansen: Trommer og kor

Mads Wilken: Bas og kor

Mikkel Nyboe Rasmussen: Lapsteel og guitar

Jonas "Jelly Roll" Søndberg: Orgel og tangenter

Dag 3: 27. oktober

Lørdagen starter med kørsel i en snestorm som har ramt delstaten Thüringen hen over natten. Ganske eksotisk med lidt tidligt snevejr – så lang tid at varmen i bilen virker. Vi er kørt fra Jena sidst på formiddagen for at nå at få et par timers afslapning i Berlin, inden det går løs i aften på spillestedet Wild at Heart. Vi er i aften hyret ind til at spille til deres årlige Halloween-event hvor vi agerer opvarmning for det amerikanske rockabilly band The Quakes.

Klokken nærmer sig 22.30 , og vi er klar til at fuldende touren med vores tredje og sidste koncert i denne omgang. Da vi rejser os fra backtageområdet og bevæger os ud gennem baren kan vi konstatere at spillestedet er fyldt op – fedt!

Foran de cirka 100 fremmødte publikummer hæver vi således ølglassene og lærer dem at sige skål! Koncerten forløber fremragende, og den fine balance mellem det stramme og det løsslupne i en god rockkoncert går op i en højere enhed. Vi slutter det 45 minutter lange sæt af med at bukke for det tændte publikum og kan atter konstatere at tyskerne om nogen ved hvordan man går til koncerter. Aftenen sluttes af i et inferno af Vodka/Redbull, Gin og Döner, og vi glæder os over at endnu et besøg i det tyske er vel gennemført.

Dag 4: 28. oktober

Hjemrejsedagen startes med et besøg på det helt igennem fremragende "Hühner-Haus", hvor vi spiser rotisserie – kylling mit Pommes. Vi er ved at være klar til afrejse omkring middagstid – men inden kørslen påbegyndes skal årets Fantom-pris udrækkes. Det har været et tæt løb mellem mine bandkolleger i år – men Mikkel Nyboe ender med at tage prisen,  ikke mindst på grund af hans lapsteel-spil og den meget fine app, han har medbragt som holder styr på benzinregnskabet;) Prisen var i år en meget lækker dynevest fra Lidl, som mindst har stået mig i 80 kroner. Vi rammer Puttgardenfærgen 2 timer foran tidsplanen, takket være den gode VW-bus, og er hjemme i København ved en 20.00-tiden. Sådan en aften synes et afsnit af Forbrydelsen ikke at være synderligt interessant – Vi vil sgu hellere tilbage på vejen snarest. Vi ses i 2013!





 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA