Kloster guider dig gennem "Ni Salmer og en Aftensang"

Kloster guider dig gennem "Ni Salmer og en Aftensang"

Kloster er et band, hvis musik lægger sig op ad indie- og folkrocken, og hvis sanger og sangskriver Mikael R. Andreasen er erklæret kristen. For nylig udgav gruppen deres femte albumudspil, "Ni Salmer og en Aftensang". Albummet består af danske salmetekster, hvor der er tilsat ny musik og nye melodier. 

Salmeteksterne er skrevet af blandt andet N.F.S. Grundtvig, H.C. Andersen og B.S. Ingemann, og på pladen medvirker i alt 26 kunstnere, heriblandt Hymns From Nineveh, RebekkeMaria, Causa Sui, Mechanical Bird, Serena Maneesh, Bodebrixen og Ring Them Bells.

Albummet fik en flot femstjernet anmeldelse af GAFFAs Pelle Sonne Lohmann, der blandt andet skriver: "Præmissen klinger måske ikke voldsomt ophidsende, men i et fascinerende samarbejde med imponerende 26 gæstemusikere (herunder prominente hoveder som Jonas Haahr Petersen og Rebekka Maria Andersson) er det atter lykkedes Andreasen at kreere et både fortryllende og forunderligt værk, der nok en gang demonstrer mandens uforlignelige flair for at forene middelalderlige folk-klange med et grænseløst nærvær, en fortrolig intimitet og en mørk melankoli spundet om lige dele sortsyn, fortvivlelse, tro og håb."

Vi har fået Mikael R. Andreasen til at gennemgang albummet sang for sang. Her kommer hans kommentarer:

Gådefuld: Dette var den første melodi, jeg skrev til pladen. Åbningslinjen "Gådefuld, er du vor Gud" rummer meget godt mit eget forhold til Gud. Jeg kan ikke altid helt regne ham ud, men det ser jeg egentligt lidt som en kvalitet. Jeg vidste meget tidligt, at det skulle være åbningsnummeret på pladen. Musikalsk er den blevet mere monumental, end jeg først havde forestillet mig.

Jeg er ret stor fan af Magnus Olsen Majmons (Elektronavn Sacred Songbook) til tider Popol Vuh-agtige måde at spille klaver på, og jeg er virkelig glad for, at han ville medvirke på dette nummer. Derudover er jeg særligt begejstret for den lidt monotont insisterende elektriske guitar, der falder ind og ud gennem nummeret. Den får mig til at tænke på tidlig Labradford. Og så synes jeg, at Solrun Stig (som synger de fleste af kvindevokalerne på pladen, og som sammen med Sarah Hepburn og mig selv udgør grundkernen i Kloster) på dette nummer leverer noget af det bedste vokal på pladen.

Endelig skal det også nævnes, at teksten på dette nummer, er den eneste, der er skrevet af en nulevende person, og jeg er taknemmelig for, at Lisbeth Smedegaard Andersen tillod mig at bruge hendes smukke tekst.

Hør mig, skaber mild: Jonas Munk (Causa Sui, Manual), som har mixet pladen, skrev i en mail: "Jeg kan vildt godt lide alle de lyde, du har brugt i det nummer her. De spiller godt sammen og bidrager med mange farver uden at gøre nummeret rodet." Og ja, det er vel sammensætningen af de forskelligartede lyde, der gør dette nummer interessant.

Fremaddrevne akustiske guitarer kombineret med reverb-fyldt klaver, tremolo-twang-agtig elektrisk guitar, mellemøstlig duduk (spillet af Jakob Brixen (Mechanical Bird)), shoegaze-agtige underliggende guitarer i mellemstykket og noget semi-uhyggeligt ambience der svæver rundt for at sætte stemningen til teksten: "Hør mig, skaber mild, døden stunder til...". Jeg kan godt lide, at der er så meget fremdrift og rytme i nummeret, uden at der er brugt nogen traditionelle rytmebaserede instrumenter.

Klynke og klage: Da jeg havde sendt vores forrige album ("The Waves and Winds Still Know His Voice") til tryk, rejste jeg til Norge for at komme videre med denne salmeplade, som vi egentlig var påbegyndt at indspille, længe før vi lavede "The Waves"-pladen. Jeg har nogle gode venner på den lille ø, Flekkerøy, og jeg boede en uge i deres kælder for at indspille en masse grundspor til pladen.

En dag fik mine venner besøg af en gut, der tilfældigvis var i området. Han havde en mandolin med, og jeg inviterede ham derfor med ned i kælderen for at lægge nogle mandolin-spor på dette nummer. Noget af det, jeg selv værdsætter utroligt meget ved Kloster, er, at der er rum og plads til, at mange folk ved siden af de mere faste gengangere i projektet spontant kan få lov at være med. At det ikke blot er et band i traditionel forstand, men at det også er noget, der på et eller andet plan bringer forskellige folk sammen.

Jeg elsker i øvrigt de fortryllende fløjter, som min søster, Rakel Maria Rahbæk, lægger på dette nummer, og de dragende ordløst svævende vokaler af Sarah Hepburn i det afsluttende vers.

Urolige hjerte: Jeg spillede dette nummer helt akustisk i kapellet til min morfars begravelse for nogle år siden, og jeg havde en idé om, at indspilningen af nummeret skulle have samme simple afdæmpede form. Men da jeg sad i kælderen på Flekkerøy, fik jeg lyst til at ændre udtrykket markant. Jeg indspillede derfor de akustiske guitarer og mine egne vokalspor i kælderen, og ugen efter tog jeg toget til Oslo for at indspille vokalspor med Solrun i hendes køkken.

Derefter sendte jeg grundsporene til tre konservatorie-uddannede venner (noget helt nyt i Kloster-sammenhæng) og gav dem relativt frie hænder til at gøre med nummeret, hvad de ville. David Blomqvist (Spillemændene, Hymns from Nineveh), Andreas Brixen (Bodebrixen, Hymns from Nineveh) og Simon Walsøe (Graf) kvitterede for tilliden med at forme nummeret til noget virkelig fint, men måske også noget atypisk Kloster i al sin umiddelbare "straight-hed". Afslutningsvis fik jeg min ven Emil Nikolaisen (Serena-Maneesh) til at tilføje noget skramlet guitar. Jeg synes, det er blevet et meget catchy nummer uden skyggen af chance for at blive et radiohit.

Påskeblomst: Det er gået op for mig i løbet af processen omkring denne plade, at en del folk har et særligt forhold til netop denne salmetekst. Den er åbenbart et stort salmehit i visse kredse. For mig var den helt ukendt. Men det at vide, at den havde betydning for så mange, gav mig en form for præstationsangst. Frygten for at forvolde skade på noget, som er betydningsfuldt for nogen, men samtidig heldigvis også en evne til at sige: "Hey, verden er åben, og jeg må gerne fjolle rundt med denne tekst".

Nummeret har, trods Rasmus Rasmussens (Aerosol, Causa Sui) simple, men fine rytmik der falder ind, fået en form for hypnotisk repeterende og stillestående udtryk, som jeg synes klæder teksten godt. Før jeg hyrede Jonas Munk til at mikse pladen, havde jeg henvendt mig for at høre, om han kunne lokkes til at lægge nogle guitarspor på dette nummer. Lidt mod min umiddelbare forventning viste han sig at være game, og jeg synes, at kombinationen mellem mine tørre og nærværende akustiske guitarer og Jonas' mere fjerne og reverbede elektriske guitarer fungerer virkelig, virkelig godt.

En liden stund: Da vi begyndte de første indspilninger til denne plade tilbage i 2008, var tanken først, at det skulle være et selvstændigt sideprojekt mellem Solrun Stig, Jonas Haahr Petersen (Hymns from Nineveh) og mig, og hvor vi alle skulle skrive nye melodier til gamle salmetekster. Jonas fik dog pludselig travlt med sit fine hymne-projekt, og Solrun fandt kærligheden i Norge og flyttede til Oslo. Så ja, det endte med, at jeg selv skrev melodier nok til et helt album, og derfor gav det god mening at udgive det som et Kloster-album.

Mens det endnu var tanken som et selvstændigt sideprojekt mellem os tre, indspillede vi det meste af "En liden stund" og fordelte de tre første vers mellem os for så at samles på de afsluttende to vers med RebekkaMaria sluttende sig til os på det sidste vers. Jeg syntes dog, at nummeret var blevet lidt for pænt, så jeg inviterede Christian Møller Blæhr (Salli Lunn, Mette Mareridt) til at bidrage med et skævt guitarmellemspil. Det lykkedes ham ret præcist at ramme det udtryk, jeg havde forestillet mig, og jeg synes, at det stykke er et af pladens finere øjeblikke.

Fra himmelen Herrens ånd nedfor: Dette var den anden melodi, jeg skrev til pladen, og Solrun og jeg spillede salmen i en meget spartansk udgave til en koncert i Kristiansand tilbage i 2008. Efter koncerten fortalte lydmanden os, at han uden vores viden havde tilladt sig at optage koncerten, og vi besluttede os efterfølgende for at udgive optagelsen som en nu udsolgt liveplade.

Folk, der har fulgt Kloster lidt mere nærgående, har derfor været bekendt med dette nummer i en del år. Arrangementsmæssigt sker der ikke det store i dette nummer, men jeg kan godt lide dets vedholdende insisterende udtryk, som på indspilningen til salmepladen forstærkes af Sarah Hepburns dejligt dronende harmonium-spor.

Kunstværk: Det er blevet et sært nummer, som jeg længe ikke kunne finde en passende form til. Jeg synes ikke, det fungerede, når jeg indspillede det baseret på guitar. Jeg overvejede at droppe nummeret og indspillede det derfor heller ikke på min indspilningsmaraton i Norge. En dag fik jeg så idéen til at prøve at gå en helt anden vej med det.

Jeg allierede mig med RebekkaMaria, som jeg har kendt, siden hun var 13, men som jeg, ud over at hun sang en lille smule kor på vores forrige plade, ikke tidligere har indspillet noget sammen med. Med sin omnichord og sin vokal var hun med til at trække Kloster et sted hen, vi ikke havde været før.

Jeg kan lide, at nummeret er med til at besværliggøre forestillinger om, hvordan Kloster skal lyde, og helt skørt blev det, da jeg fik idéen til, at sidste vers skulle synges af en form for mandskor, som endte med at bestå af en flok sangglade venner og bekendte.

Jeg har en angst som aldrig før: Det kom bag på mig, at H.C. Andersen har bidraget til Den Danske Salmebog, men jeg faldt hurtigt for denne tekst og vidste med det samme, at jeg ville have den med. Jeg synes, det er lykkedes os at indfange den desperation, der er i teksten, og der er en række ting, jeg holder særligt af ved nummeret.

Dels at Solruns vokal er skræmmende god, og at Jonas i mixningen har fået min guitar til at lyde helt 4AD-agtig, men især også det stemningsskabende som Mikkel Elzer (Shiggajon, Blood on a Feather) får skabt med sine bagvedliggende guitarspor. Jeg tror, det er et af mine egne favoritnumre på pladen.

Nu ebber dagens timer langsomt ud: Da min søster og jeg var børn, sang vores forældre ofte sidste vers af denne sang for os, før vi skulle sove. Det er en sang, der vækker minder om noget trygt hos mig, og jeg har i mange år gerne villet finde en god anledning til at indspille den, og ja, det blev så nu. Originalmelodien er så smuk, at jeg ikke nænnede at ændre på den, og det er derfor den eneste sang på pladen, som jeg ikke har skrevet ny melodi til.

Jeg havde overvejet forskellige former for arrangement, men besluttede mig for, at den blot skulle fremstå som en simpel fællessang at slutte pladen af med. Og sådan blev den. Simpel, men med mange stemmer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA