GAFFA-Prisen 2005: Mew og Coldplay topscorere

GAFFA-Prisen 2005: Mew og Coldplay topscorere

At Mew og Kashmir hører til GAFFA-læsernes absolutte favoritter, kommer ikke som nogen bombe. I 2003 trak Kashmir det længste strå, men med årets "And The Glass Handed Kites" har Mew sat sig solidt på toppen af tronen. Coldplay er tilsvarende suveræne på udlandssiden.

Mew udsendte helt tilbage i 1997 det fine album "A Triumph For Man" og tre år efter "Half The World Is Watching Me". Pæne kult- og anmeldersucceser, men ikke plader, som fik det store publikum i tale. Da Mew udsendte "Frengers", som til dels bestod af numre fra de to forløbere - mesterligt produceret af amerikanske Rich Costey - var der anderledes publikum- og salgsrespons. Men de fire Mew-drenge kunne fortsat gå relativt anonymt rundt i Københavns gader; det er ikke tilfældet længere.

Årets album "And The Glass Handed Kites" var imødeset med enorm spænding og næsten umenneskelige forventninger, "Frengers'" høje niveau taget i betragtning. Læsernes respons illustrerer med al ønskelig tydelighed, at Jonas, Bo, Johan og Silas til fulde har indfriet såvel alle kunstneriske som kommercielle ambitioner. Mew vinder kategorierne "årets album", "årets band", "årets hit" med "The Zookeeper's Boy" (og endda andenpladsen med "Special"), og Jonas Bjerre stryger til tops som "årets sanger".

Kashmir (næsten) evige toere
Kashmir ligger på lur og tager (stort set) alle andenpladser og vinder i kategorien "årets dvd" for Kasper Torstings vellykkede koncertfilm "The Aftermath". De gale dancehall-freaks i Bikstok Røgsystem gik fra Stengade 30's tågede Ruba'dub-klubstemning til førstepladsen på albumhitlisten og gav begrebet "cigar" en ny og forfriskende betydning for den brede familien Danmark. Læserne kvitterede for anerkendelsen ved at kåre "rygerne" til "årets nye danske navn".

På kvindesiden valgte læserne en lys, mild og jysk kvindestemme frem for en hæs, heftig og mørk københavnerrøst. Tina Dickow brød for alvor igennem i 2005 og vandt titlen som "årets danske sangerinde" foran Kira Skov.

I den internationale afdeling gjorde Coldplay rent bord og vandt samtlige mulige kategorier. "Årets band", "årets album" (for X&Y), "årets hit" (for "Fix You" - "Speed Of Sound" blev nummer 4!), og Chris Martin blev med stor margin kåret som "årets sanger".

På spindesiden var det de modne damers år. Efter 12 års tavshed fik Kate Bush et imponerende comeback, men blev slået på målstregen af Madonna. U2 fik prisen for årets dvd, mens party-kongerne fra Kaiser Chiefs vandt pokalen for "årets nye udenlandske navn" skarpt forfulgt af James Blunt og Bloc Party.

Se den samlede liste ude til højre.

Se vinderne af de flotte præmier, vi satte på højkant blandt de mange indsendte besvarelser nederst til højre. Præmierne bliver snarest muligt sendt til de heldige vindere.

 

Mews hjemmeside

Coldplays hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA