Nyhed

Kirstine Stubbe Teglbjærg giver solokoncert

Hør stemmen fra Blue Foundation i København

Den tidligere forsanger i Blue Foundation, Kirstine Stubbe Teglbjærg, har siden sin afgang fra bandet i 2009 arbejdet med sin egen musik. I august 2012 udgav hun sin første solosingle, "Drømmenes lyd", og er nu klar med single nummer to, "Tæppet er faldet". Hendes første soloalbum udkommer til april, og 2. maj giver hun koncert på Ideal Bar på Vega i København.

Sangerinden er sammen med Blue Foundation stemmen bag hits som "Eyes on Fire", "As I Moved on", "Bonfires" og "End of the Day". Med mere end 39 millioner afspilninger på YouTube af et remix af "Eyes on Fire" er hun en af de mest afspillede danske sangerinder.

Sammen med Blue Foundation har hun modtaget platin for mere end to millioner solgte albums i USA for deres bidrag til "Twilight"-soundtracket med sangen "Eyes on Fire". En anden sang med Teglbjærg, "Sweep", kom med på lydsporet til filmen "Miami Vice".


Teglbjærg har tilbragt de sidste tre år i selvvalgt eksil i sit studie på Vesterbro, men er nu begyndt at savne mødet med publikum. Om sin tid med Blue Foundation, og hvorfor hun vil optræde igen, forklarer hun:

"At spille koncert foran et menneskehav på Roskilde Festival er noget af det største, jeg har oplevet, og jeg kan ikke beskrive, hvor meget det betyder, at så mange mennesker over hele verden har lyttet til vores musik. Jeg savner mødet med disse mennesker, og jeg håber at genfinde nogle af jer derude, selvom der er gået lang tid."

Billetter til koncerten på Ideal Bar på Vega 2. maj kan købes via Billetnet, posthuset og spillestedets hjemmeside.


ANNONCE