Fredag aften fortsatte det højt gennemsnitsniveau, mens et par svenske indslag gjorde særligt væsen af sig
"People paying to see other people believe in themselves". Citatet vil nogle måske genkende som et citat af bassist og sanger i Sonic Youth, Kim Gordon. Ordene blev gentaget fredag aften i Oslo, hvor by:Larm fortsat er i fuld gang. Og er det i virkeligheden så ikke det, vi gør? Det kan man spørge sig selv.
Ikke desto mindre, så startede vi fredagen på by:Larm i Oslo ud med et åbent interview med Sonic Youth-ikonet, der svarede på spørgsmål på den lokale bar Internasjonalen. Her blev Kim Gordon interviewet omkring kunstnere, kunstværker, musikere og andet, der har inspireret hende igennem tiderne. Særlig var det interessant at høre Gordon tale om Riot grrrl-bevægelsen og hendes tilgang til at arbejde med heteroseksuel mandlig seksualitet i rockmusikken, ud fra den betragtning, at alt det, der var skrevet om seksualitet i rockmusikken, var omkring homoseksualitet. Om hendes tilgang om nærmest at "infiltrere" mandlige grupper og kigge på det derigennem. En meget spændende snak. Adspurgt omkring startcitatet udtalte hun i øvrigt med et smil: "I can't believe I said that – it is probably the smartest thing I ever said".
Andægtig ceremoni fra svensk sangerinde
Svenske Anna von Hausswolff (billedet) spillede i det lille telt WiMP Annex, hvor hun gav nogle voldsomme smagsprøver fra sit album "Ceremony" fra i fjor. Det var bestemt en kvinde, der levede op til "people believing in themselves". Hun gav en meget stærkt optræden sammen med de fire andre, hun havde taget med på scenen, hvor første dele af sættet var meget omkring det andægtige kirkeorgel, der også udsmykker føromtalte album. Også det march-lignende beat, der orkestrerede undervejs, var med til at give fornemmelsen af en stor lyd, der til tider nærmest nåede post-rockede tinder.
Hausswolff, der besidder en ubeskrivelig stærk vokal, brugte stemmen i især et skræmmende stærkt randregister til at male numrene med lyse klare toner og lyde af konsonanter: uh, ah og så videre. Til tider virkede det nærmest middelalderagtigt i sin lyd, men på en sådan måde, som Björk ville have tænkt det. Der var heller ikke almindelig bas på, så orgel og synth udgjorde den tankevækkende bund, der i øvrigt også blev loopet og udført meget støjet.
Et af de mest "poppede" numre fra "Ceremony", "Mountains Crave", var også på sætlisten, hvor det fantastisk ploppende orgel-hook opbyggede en fin melodisk monotoni. Der var også plads til en akustisk guitar og von Hausswolff, der spillede sjæleren "Liturgy of Light" med katedral-reverb. Meget smukt. Sidste nummer blev desværre lidt for dramatisk og tungt i forhold til hendes vokal, der forsvandt i lyden i teltet, men ikke desto mindre var Hausswolff den foreløbig stærkeste og mest overbevisende koncert på by:Larm.
Urkraft og tilstedeværelse
Vi fortsatte turen til den snarligt Frost Festival-aktuelle Mariam the Believer, der havde fået en tjans i Jakobs Kulturkirke. Hun indtog kirkescenen med stor energi og scenetække. Hun startede stærkt ud med titelnummeret fra hendes debutplade som Mariam the Believer, (hun spiller også i duoen Wildbirds & Peacedrums), "Blood Donation". Mariam Wallentin havde taget sin karismatiske side med på scenen, og med stor attitude svingede hun sine arme for at bekræfte betydningen af sin lyrik i sit art-poppede materiale.
Ligesom Hausswolff benytter Wallentin konsonanter til at udsmykke sin musik, men på en snublende nærmest mumlende facon, hvilket også betyder, at musikken forbliver konstant skiftende og interessant, mens du også har indtrykket af, at det samme nummer sjældent bliver spillet på samme måde to gange. For eksempel i "Somewhere Else" med en udsyret synthsolo, samt et velklingende karakteristisk staccato-klaver på "The String of Everything", hvor Wallentins "vibrating the string of everything" blev leveret med stor overbevisning og urkraft fra vokalens mange facetter – og lyrikkens evolutions-tema.
Mens det velspillende firemands-orkester byggede klimaks op, endte vi med "Blood Donation"-favoritten "Invisible Giving". Den meget stærke rytmik, der bliver suppleret af en pumpende plekter-bas, var en kuldeskærende voldsom afslutning, der for alvor fik tingene i kog. Wallentins meget indsparkende udmeldinger i nummeret – en opsang – toppede efter midterstykket, der har karakter af en tankestrøm – en strøtanke, der vender tilbage til sit udgangspunkt i sidste ende. Lyrisk træder Wallentin omkring strofen "make a hole / safe it from / in the night / open it up", der for alvor får nummeret til at toppe med den nærmest kommanderende: "Delusions / reach higher". Frost-publikummet har for alvor noget at se frem til, når Mariam the Believer gæster en københavnsk kirke.
Pulserende grooves og vanvidsløb
Herefter stod der nogle andre svenskere på menuen – nemlig Goran Kajfes Subtropic Arkestra. Sidste års vinder af Nordic Music Prize spillede på den meget intime og stilede nationale jazzscene Victoria – helt perfekt til en omgang ilter jazz, der tager udgangspunkt i tyrkisk psych og brasiliansk groove. En meget progressiv omgang.
Overordet var syvmandsorkesteret meget veloplagte, og især tremandsblæsergruppen var bemærkelsesværdig – bestående af Kajfes selv på sit hovedtrompet samt Jonas Kullhammar og Per Johansson, der konstant skiftede mellem tenor, baryton- og sopran-saxofoner, mens tværfløjten også var fremme flere gange. Det højtspændte og tempofyldte grooves, der primært drev værket, blev suppleret af en polyrytmisk bund fra bas og guitar, der stod som sangenes absolutte stolper. Også kontrasterende figurer fra blæser-trioen var med til at fremmane den meget aktive og småpsykedeliske jazz, især pianist Alexander Zethson var i første del af sættet meget stærk med sine improvisationer, hvor der blandt andet var voldsomme overdrive-løb på Nord Electroen. Dejlig kantet og febrilsk.
Gruppen dristede sig til at spille en lille time på trods af festivalens dessiner om 30 minutters sæt. Kafjes havde primært rollen som bandleader – mere end værende et instrumentalt centrum, da der var meget plads til hvert medlem i deres impulsive indspark. Den enkle wonky-agtige guitar spillet af Andreas Söderström, der også er kendt under det instrumentale guitar-navn Ass, var virkelig en fryd, ligesom trommerne i perioder agerede nærmest melodiske indspark grundet den herlige og nærmest hallucinerende monotoni, der blev bygget op. Bandet sluttede med et fantastisk stærkt nummer, hvor Kajfes gav nogle vanvidsløb på trompeten, der i øvrigt blev loppet og samplet undervejs. Han viste for alvor, hvordan en trompet kan lyde, hvis man tvinger skrig ud af den – også selvom den ikke vil. Smukt – og dog for kort indslag.
Energiske fredagsindspark
Herefter nåede turen til den energiske danske drum 'n' bass-duo Bottled In England, der havde fået fornøjelsen af at give deres anden koncert på festivalen i det store WiMP-telt. En hårdsparkende affære med August Dyrborg plantet solidt bag trommerne, mens Daniel Vognstrup agerede flittig festindsparker på bas-synth og diverse elektroniske elementer.
Deres tunge behandling af lydanlægget havde en kerneskare blandt publikum, der så ud til at tage den hårdtpumpede musik ind med åbne (og dansende) arme. Det var nu heller ikke uden grund, da Dyrborg og Vognstrup fik byggede nogle gode klimaks op undervejs, med nogle ret effektive drops. For eksempel singlen "Change", der virkede rigtig godt med Vognstrup på sang.
Der var også en række gæsteoptrædener med på scenen. Violinist Tobias Kvæde, sangerinderne Lydmor (Jenny Rossander) og Katrine Brocks kom undervejs ind og gav deres bidrag med for at sparke lidt ekstra energi i sættet og skabe variation. Det virkede langt hen af vejen, hvor måske især Lydmors karakteristiske scenetilstedeværelse vakte særlig opmærksomhed på nummeret "The Fire".
De herrer gjorde virkelig deres ypperste for at få varmet publikum godt op, på trods af, at det var en scene, der måske var en kende stor til gruppen, ligesom 30 minutter ikke er særlig lang tid til at bygge en ordentlig fest op. Vognstrup tog en tur rundt på gulvet for at få opildnet de tilstedeværende, og det havde en fin effekt. Også den hårdt sparkende "Scare Me" var ganske fin, mens gruppen dog for min skyld gerne måtte have valgt at sample/backtracke Troels Abrahamsens karakteristiske vokal i "Say It Again", der blot forblev instrumental. En okay optræden fra gruppen, men mon ikke en mindre klub – uden tidspresset på de 30 minutter – er en mere optimal setting for duoen?
Her kiggede vi også ind
Ind imellem de nævnte koncerter nåede vi også forbi finske Phantom, der slægter sig med en Jamie Xx i produktionerne, men som desværre ikke formår at få samme glæde ud af vokalerne som af den ellers udmærkede produktion. Vi fik sidste nummer fra danske Andreas Asingh og Slowolf, der har skiftet guitaren ud med trommerne, hvor han nu gør sig som forsanger i den meget storladne, men utrolig spændende opsætning. Derudover havde vi fornøjelsen af at lytte til en god portion af Ulige Numres sæt denne fredag aften, hvor der blandt andet var nye toner på programmet – for eksempel nummeret "Blå", der virkede meget lovende, ligesom der var stor glæde at spore – også i Oslo – på gruppens altoverskyggende hit "København", hvor der flittigt med sunget med af de norske sidemænd.
Sidste navn, GAFFA fik med var gypsy-beat-gruppen Tako Lako, der spillede i WiMP Annex, hvor der var dømt psykedeliske gypsy-kompositioner. Gruppen fik for alvor aktiveret et festglad publikum, der tog vel imod gruppen, som må have høstet nye lyttere her. En god aften på by:larm, hvor svenskerne overstrålede rent musikalsk, og som bestemt lever op til den fine beskrivelse, Gordon har beriget os med.
