Du er ikke logget ind  Log ind / Opret brugerCookie persondata politik for GAFFA A/S
Nyhed / Torsdag d. 18-04-2013 kl. 20:41

Læsernes spørgsmål til Roskilde Festival 2013

Festivalen har netop offentliggjort årets program med 82 nye navne. Vi har fanget musikchef Rikke Øxner.

Af Henrik Tuxen
Foto: Morten Larsen

I dag præsenterer Roskilde Festival årets program, hvor der figurerer i alt 82 ikke tidligere udmeldte navne. Ingen nytilkomne i plakatens topkategori, men flere varme navne i næste seedningslag. Anmelder-darlingen James Blake, rock-rebellerne i Black Rebel Motorcycle Club, den nye r&b-komet Miguel, godt med ny punk og så videre.

Alt sammen navne som læserne ikke har haft mulighed for at forholde sig til på forhånd, inden I fyrede jeres spørgsmål af til Roskildes (efterhånden mangeårige) chefbooker Rikke Øxner. Årets program vil – som altid fristes man til at sige – blive mødt med lige dele ris og ros, hvilket også er reflekteret i de mange indkomne spørgsmål. Spørgelysten har været stor, tiden knap, men en glad og tilfreds Rikke Øxner svarede beredvilligt på GAFFA læsernes spørgsmål omkring  hjertebarnet Roskilde Festival.

Kunne det ikke tænkes, I kunne få The Rolling Stones til at komme og spille på "deres" gamle scene?? De kommer jo hjem fra USA og Canada inden Roskilde. (De spiller jo i London d. 6. juli). Så evt. få dem til og lukke og slukke søndag d. 7 vil være fedt. (Dennis Nielsen)

Rikke Øxner (RØ): – De er ikke på turné som sådan, men har valgt at spille på Glastonbury, som jo er Europas største, og deres oprindelige hjemland og lidt egen baghave kan man sige. Generelt er det svært at tiltrække de allerstørste, som typisk vil kunne tjene væsentligt mere på at sætte deres egne koncerter op på steder som Parken osv. Men der er en vis bevægelse, mange store artister vil gerne ud for at vinde nyt publikum uden for deres egne rækker. Der var mange, der aldrig troede, at vi kunne præsentere en artist som Bruce Springsteen, men det lykkedes. Og jeg ved, at der var mange som egentlig havde planlagt at være på vej over til Bon Iver, som endte med at hænge til "The Boss" på Orange. En artist som Eminem er også begyndt at åbne op for festivaler, men kalenderen passede desværre ikke i år

Først og fremmest tak for de mange musikalske oplevelser og overraskelser, du og resten af bookingteamet har givet mig igennem 14 festivaler! Hvorfor er D-A-D ikke en naturligt kandidat til programmet mere? Skal jeg acceptere, at de nye D-A-D er Volbeat, og er det dem, som repræsenter toppen af dansk rock på festivalen i år? (Brian Sandgaard)

RØ: – Jeg vil ikke sige, at et band som D-A-D pr. definition aldrig kommer til at spille på Roskilde igen, men som altid har vi rigtigt meget at vælge mellem og skal jo have det samlede regnestykke til at gå op. Det samme gælder et band som Sort Sol. Vi tager tit et tilbageblik og tager gamle koryfæer op, men generelt er vi en festival, som primært satser på bands, der har storhedstiden foran sig, og kan ikke være for tilbageskuende. Hvad Volbeat angår, er der vist ingen tvivl om, at vi taler om et band med international succes på rockscenen, det er jo helt fantastisk, så dem glæder vi os rigtigt meget til at have igen. Så kan vi i dag også præsentere stærke rocknavne som Black Rebel Motorcycle Club, Turbonegro og Airbourne (fede australske AC/DC-kloner, tjek dem ud!!, red.). Der sker rigtig meget på den scene i dag, og der synes jeg, at vi er godt med.

Flere af os er mere end tilfredse med programmet, og ser festivalen som en fantastisk mulighed for at se og lære nye bands at kende. Kunne vi få Atoms for Peace (Thom Yorke m.fl. red.) samt The Gaslight Anthem i dag, ville det heller ikke gøre noget. Det ligger jo lige til deres kalendere. Som så mange andre har jeg også spørgsmålene: "Kan Roskilde få Daft Punk til at komme? Eller Rage Against The Machine?  eller "Får vi Tool tilbage? Eller Bowie?". Nu har jeg været på Roskilde Festival de sidste fir år i træk (og har billetten til sommer), og hvert år har det været fantastisk – så tak! Fortsæt det gode arbejde. Mvh Mikkel Neubert

RØ: – Gaslight Anthem har spillet for nylig (i Vega, red.), så dem så vi bort fra. Vi ville rigtigt gerne kunne have præsenteret Atoms for Peace (som også andre læsere har efterspurgt, red.), men her var det igen kalenderne, der ikke passede. Hvad angår Daft Punk og Rage Against the Machine taler vi sådan nærmest top to på vores ønskeliste. Desværre ikke i år, men vi har ikke opgivet håbet fremadrettet. Bowies comeback er flot, men de holdt kortene temmelig tæt på kroppen, og vi kender ikke hans eventuelle live-planer, men er en stor og vigtig kunstner, vi gerne vil kunne præsentere, hvis tingene flasker sig.

Et ærligt svar, tak!! Er I tilfredse med billetsalget – so far? Og hvordan er det i.f.t samme tid sidste år ? Upcoming festivaler som Northside (som pt. ligger 12 pladser over Roskilde på Festivalsearchers liste over lineup-rank, red.) og svenske Way Out West har med et budget baseret på et langt, langt færre antal betalende gæster alligevel lykkedes at fremvise nogle navne – mellemstore og headliners som RF har forbavsende svært at fremtrylle. Er I ikke bange for, at andre festivaler løber med jeres kunder? Køber I bands for dyrt? Jeg følger med, synes jeg, men der er godt nok mange navne, jeg aldrig har hørt om. Bliver de ikke bare købt, fordi de debuterende bands/solister er de billigste? Tommy Michael Kristensen

RØ: – Billetsalget ligner det fra sidste år, og det mønster, vi kender. Det er typisk, når foråret kommer og det endelige program bliver præsenteret, at salget traditionelt for alvor tager fart, og normen er generelt, at vi kan melde udsolgt i den sidste uge op til festivalen, og indtil videre ligner det mønsteret for de senere år. Vi har 82 nye bands på plakaten i dag, og kommer nok til at præsentere cirka 15 artister inden vi går løs, hvor 1-2 navne vil være i den absolutte topklasse. NorthSide har gjort det flot, men generelt sammenligner vi os med festivaler, hvor der indgår camping. På NorthSide går du hjem og sover efter dagens program, hvor vi er et alternativt samfund i en uge+, det er to helt forskellige ting. Men konkurrence er fint, og kan også stimulere, og når vi kigger på fx Copenhells program, føler vi selv, at vi er godt med i den lydtunge ende af skalaen. Så ved vi af erfaringer, at vi har enorm trafik på ikke mindst de sociale medier, jo tættere vi kommer, så vi er fortrøstningsfulde. Vi udtaler os aldrig om prisen på de enkelte artister, men det er vigtigt for os at sværvægterne i toppen ikke bliver så dyre, at der ikke er råd til bredde og mangfoldighed i det samlede udbud. Så ved vi, at Roskilde rangerer højest for de fleste nordiske bands (og for den sags skyld mange internationale, red.), og det giver os selvfølgelig en økonomisk fordel i forhandlingssituationer. Artister vil rigtigt gerne spille på festivalen. Vi har folk med forstand på de enkelte genrer, og er i en meget intens, stor og levende dialog med en et bredt udsnit af vores publikum, ikke mindst på de sociale medier. Det er en god basis for at kunne følge med, og foretage de rette valg.

Booker I Rammstein? Hvis I ikke gør det i år, vil det være uforståeligt. I booker igen og igen fx Slipknot, mens Rammstein ikke har været på Roskilde siden 2002. De er Europas største metalband og har, som amerikanerne siger "The best show on Earth". Alexander H.

RØ: – Her kan jeg give et helt enkelt og konkret svar. Rammsteins nuværende produktion er simpelthen for stor til Orange Scene.

Tak for flot musikprogram. Er mulighed for at booke AC/DC til næste års festival ? AC/DC har sagt, at de vil gerne spille på flere festivaler i fremtiden?

RØ: – Det kunne være fantastisk at præsentere dem en dag, men måske er deres produktion også for stor til Orange Scene

Til dig og de andre bookere skal der lyde en stor tak. Jeres program er alsidigt, og det er altid en fornøjelse at udforske jeres line-up. Roskilde Festival er med til at udvide min musikalske horisont, og dette gælder for hvert år. Mit spørgsmål går på, om man i fremtiden vil kunne se et større fokus på genrer som jazz og klassisk musik?

RØ: – Det vil typisk være i forhold til cross-over-tendenser, som man fx har set det i ret stort omfang i relationen mellem hiphop og jazz. Så kan vi præsentere nogle artister med stærk forankring i klassisk musik i år som Ekkozone, som har 18 musikere med sig.

Booker I Psyched Up Janis til næste år i anledning af "Swell"-lp'ens 20 års jubilæum?

RØ: – Sune Wagner er jo lidt af en gammel kending, og det er altid godt med gode forslag. Det er ikke udelukket, men føromtalte problematik, som med navne som D-A-D og Sort Sol, betyder, at hovedvægten af programmet kommer til at pege fremad.

Jeres punkrock-program er igen i år virkelig tyndt. Har I overhovedet nogen til at finde de nyere punkrocknavne, der ikke nødvendigvis er P4K eller /mu/-approved? Får vi et navn i Bad Religion/NOFX-klassen?

RØ: – Det spørgsmål er jeg rigtig glad for at få stillet og håber, at læseren – og ligesindede – sætter pris på nogle af de nye navne på plakaten. Suicidal Tendencies er stærkt navn, med en lang historik, og Fidlar og Pissed Jeans er gode, nye punknavne, og så er vi glade for at præsentere danske Iceage, som har gjort det rigtig godt, også ud over landets grænser. Og så kan vi ikke komme uden om, at Pitchfork- segmentet er vigtigt (også) i forhold til denne genre.

Jeg synes, at det halter på rock-siden – afrikansk world music og dubstep er fint, men hvor er rocken?? Det er jo det, I plejer at være gode til.

RØ: – Her er vi glade for at kunne præsentere navne som Black Rebel Motorcycle Club, Airbourne og Turbonegro i dag. Så kommer et gammelt ikon som Henry Rollins og laver fire forskellige Spoken Word-performances. Rocken er en vigtig del af festivalens DNA.

Hvad med en ung og fremadstormende rocksanger som Mads Langer eller en gruppe som The Storm. Generelt er der for meget, som man overhovedet ikke har hørt om, og som man ikke kan synge med på?

RØ: – Igen et spørgsmål om tilvalg mere end fravalg. Det kan sagtens være, at Mads Langer spiller her en dag, og vi har jo heller ikke Lukas Graham eller Rasmus Seebach på plakaten. Fælles for de navne er også, at det er artister, som har spillet rigtigt meget rundt omkring i Danmark. Men det danske er vigtigt, og vi er glade for i år at have navne som fx Marie Key, MØ, Quadron, When Saints Go Machine og Vinnie Who på programmet.

Hvorfor tager Roskilde ikke, som den fremadsynede festival, den gerne vil være, konsekvensen af, at musikken har ændret sig væk fra stadionrock, og at de relativt få navne, der kan fylde scener som Orange, hellere vil tjene det 5-10-dobbelte på en koncert i Parken eller en pløjemark i Horsens. Samtidig er der logistisk kaos, hver gang en god kunster skal spille i et af de små telte, og mange må gå forgæves. Nedlæg Orange Scene og indfør fire telte a la Arena og meld ud, at man ikke booker meganavnene (Rihanna, Coldplay, Prince, Springsteen m.v.), men til gengæld kan have 30-40 superfede sublinere og stadig en masse upcomings og nichebands?

RØ: – Det er en relevant overvejelse, som vi er opmærksomme på. Men vi ved, at den store, samlende fælles oplevelse er rigtig vigtig for mange, og mener, at Orange Scene fortsat er relevant og central. Men helt bevidst kører vi et kortere program på Orange – det starter typisk senere og slutter tidligere – også for at få publikum ud på de mange andre scener. Men det bliver da super fedt at kunne se Kraftwerk på Orange, og der kan sagtens også komme historiske artister på den scene fremover. Kunstnere som Dylan og Neil Young inspirerer jo fortsat rigtigt mange nye, unge bands. Vi prøver at tilgodese begge sider, og med et genremæssigt varieret program på i alt omkring 200 artister mener jeg, at der er rigeligt med muligheder, for at sammensætte sine egen nichefestival, hvis det er det, man er til.

JEG VIL HA' BIKSTOK!!!

RØ: – God artist, men det bliver nok desværre ikke i denne omgang.

KoRn spiller i Tyskland d. 4. juli og i Sverige d. 6. juli - en visit på Roskilde d. 5. ville være fuldstændig fabelagtigt!

RØ: – De har været i spil, men det er endt med, at der er kommet nogle andre beslægtede navne på programmet.

Det delte vandene, da I annoncerede Rihanna som hovednavn på årets festival, og mange er bange for, at det har ædt budgettet. Hvilke bevæggrunde ligger der bag, at en historisk rockfestival vælger at have tidens vel nok største popdronning øverst på plakaten?

RØ: – Der kommer i alt 80.000 mennesker, og Roskilde er en festival, der skal kunne byde på mange forskellige oplevelser, og så har vi en prispolitik med fokus på, at enkle topnavne ikke må gøre, at bredden og nicherne må lide. Vi har rødder i rocken, men har med årene udviklet os til meget andet end det, og vil rigtig gerne – også – kunne byde til den store popfest. Vi har tidligere haft succes med fx Kanye West, og første gang ,vi præsenterede Robbie Williams, blev det mødt med massiv kritik, men hans optræden endte med at blive så stor en succes, at vi måtte hyre ham igen senere. Mange har sagt, at Rihannas publikum måske kun vil købe endagsbillet, men vi har kun 5.000 til salg. Det kan godt være, at en del af hendes publikum ankommer med en anden indstilling til festival-livet end flertallet, men lur mig, om de ikke falder i efter noget tid, og bliver ligesom alle os andre.

Smukfest siger, at deres publikum har en gennemsnitsalder på omkring de 35, hvor Roskilde Festivals er væsentligt lavere. Kommer det til at holde stik fremover?

RØ: – Vi har ligget temmelig konstant på et gennemsnit omkring 23-24 år, hvor den aldersgruppe, der er allerflest af – medianen – er de 21-årige, og det ligger godt til os. Der er tradition for, at der kommer rigtigt mange unge, men det er ikke en festival for børn. Hvis venner og bekendte spørger mig, hvornår jeg mener, at deres børn er modne til at tage på festival, er mit svar typisk "når de ikke længere har brug for en livline til mor og far", og det er jo forskelligt for den enkelte.

Hvad er du hhv. gladest for og mest ærgerlig over i dag, hvor I præsenterer plakaten for Roskilde Festival 2013?

RØ: – Det er jo vores lille barn, så hver gang en god booking er lykkedes, kommer smilet frem. Jeg er glad og stolt over, at vi kan præsentere et program, der går lige fra den helt store iscenesættelse med Kraftwerk til et lille anarkistisk foretagende som Synd og Skam, at et hav af genrer bliver repræsenteret, og at der kommer omkring 200 artister i alt, fra minimum 33 forskellige lande. På minussiden er nok, at man ikke kommer til at høre hverken Daft Punk eller Rage Against The Machine i år.

Følg Rikke Øxner tryk på hjertet

Roskilde-direktør stopper
11-07-2014 (nyhed)
Tip en ven
25 kommentarer. Tilføj din nedenfor.
Sortering:
0
"...Og så kan vi ikke komme uden om, at Pitchfork- segmentet er vigtigt (også) i forhold til denne genre."

Endelig kom det på skrift.
1
#1: Ja. Selvom Suicidal Tendencies bliver sjovt, er der godt nok mangel på punk i år.
0
#3: Mangel på punk?

Blood Command
The Bots
Parquet Courts
Pää Kii
FIDLAR
Iceage
Lower
METZ
Pissed Jeans
Turbonegro
Voodoo Glow Skulls

+ en legende som Henry Rollins, der kommer med en stærk spoken word-performance. For ikke at tale om de bands, der ikke spiller punk per se, men inkorporerer punk-elementer i deres musik. Suicidal Tendencies, Hatebreed og Dillinger Escape Plan springs to mind.

Jeg synes ikke rigtigt, at du har noget at brokke dig over.
2
#10: Nu gider jeg ikke gå ind i en lang smøre om hvad der er punk, og hvad der ikke er punk. Når jeg siger "der mangler punk", er det fordi jeg savner noget ganske simpelt no-frills pop-punk/punk-rock uden dikkedarer og BNM-prædikater. Så vidt jeg ved, er det kun Pää Kii, Turbonegro og Voodoo Glow Skulls der virkelig dækker dette. Bands som Metz, Lower, Iceage, Parquet Courts er fine, men jeg ville snarere kategorisere dem som støjrock eller post-punk.
0
#14: Pop-punk? FIDLAR. End of discussion. De er bare en ny generations Blink-182.
0
#22: FIDLAR har jeg først stiftet bekendtskab med nu - herligt sammenkog af Japandroids og blink-182, så dem vil jeg glæde mig til! Men derudover er jeg fuldt ud enig med, hvad Cliche Guevara skriver.
0
Helt ærligt, hvordan kan de sige, at de vil ha' navne, der har deres storhedstid foran sig, og så kun har så tilbageskuende navne på punk/metal-scenen (med undtagelser som Dillinger Escape Plan)?
0
#2: Jeg vidste ikke at Iceage, Pissed Jeans, Lower og The Bots var "tilbageskuende". Tværtimod er de fremadstormende.
0
#12: Hvis at spille punk/post-punk, der lyder som noget fra 80'erne er fremadstormende, så ja, helt klart. Gud forbyde, at man prøver at lave noget nyt.
0
wuhuuu mit spørgsmål kom med!
1
Så er det altså snart godt med dig RØ. Kan vi venligst få den gode tid fra Leif Skovs dage tilbage. Det var så fantastisk en festival før RØ kom til!!!
-1
Fint nok lineup i år, hvor der er mange jeg gerne vil se, men kun et navn (Slipknot) jeg brænder helt sammen i gråd for at se! Men der er mange fede og også et par must sees, men kun Slipknot jeg går helt i spåner over! Jeg synes det er en trist mentalitet, at man ikke kan booke dansk kvalitetsmusik bare, fordi hun mener det er tilbageskuende (D-A-D og Sort Sol). Sort Sol er på re-union, så det ville være oplagt, og jeg D-A-D kunne sgu godt spille engang imellem, det bliver sikkert det samme, der gør sig gældende mht Nephew.

Håber på The Killers kommer som et af de to navne i topklasse, så bliver det virkelig fedt!

Men hendes kommentarer omkring Rammstein gør mig sgu trist... Synes, at man skal kunne gøre noget for, at der er mulighed for at alle bands kan spille på Roskilde, så må man lave en aftale med dem, eller udvide Orange på en eller anden måde...
1
Og hvor fanden blev My Bloody Valentine af i årets program
1
Jeg tillader mig at håbe på Psyched up Janis næste år :)
0
"Hvad med en ung og fremadstormende rocksanger som Mads Langer eller en gruppe som The Storm. Generelt er der for meget, som man overhovedet ikke har hørt om, og som man ikke kan synge med på?"

Den her får du gratis: www.groenkoncert.dk/
1
#9: Det spørgsmål er da så ironisk at det er utroligt det ikke er blevet opdaget på forhånd... "The Storm" og "syng med" er jo om noget langt væk fra Roskilde og afspejler vel mere hvordan man går til koncert på Skanderborg hvor der til sommer sikkert er flere oppe at høre Helmig end Prince fordi det er bedre at synge med på
0
Jeg har en Roskilde-billet jeg gerne vil af med. Pris: 20 kroner.
0
#13: Den køber jeg gerne!
-1
- Booker I Rammstein? Hvis I ikke gør det i år, vil det være uforståeligt. I booker igen og igen fx Slipknot, mens Rammstein ikke har været på Roskilde siden 2002. De er Europas største metalband og har, som amerikanerne siger "The best show on Earth". Alexander H.

RØ: – Her kan jeg give et helt enkelt og konkret svar. Rammsteins nuværende produktion er simpelthen for stor til Orange Scene.

---

Det er mærkeligt at Rammstein fint kan spille på både Hurricane (hvor scenerne alle er mindre end Orange), og Werchter. Simpelthen den dårligste undskyldning, RØ. (Som i øvrigt også bruges om AC/DC, som jeg tvivler på Roskilde nogensinde får råd til - sig dog det i stedet)
1
#15: Ved du overhovedet noget om Orange Scene? Den har jo meget usædvanlig form for en festivalscene. Rammsteins produktion er lavet til firkantede standardscener, og det er Orange ikke.
0
#16: Jeg har stået foran den scene mange, mange gange, og kan konstatere at de fleste bands kan få det til at spille. Mange store produktioner har spillet i Valby Hallen, så mon ikke man kunne spille på Orange Scene, hvis man ville? Nu er det også sådan, at de fleste scener ikke nødvendigvis har samme dimensioner, og det kan de fleste setups håndtere.

Hvor mange produktioner tror du er lavet til at fungere på Orange Scene - og har spillet der alligevel, evt. i modificeret omfang?

Jeg køber simpelthen ikke kommentaren fra Øxner, men vil give dig ret i, at man ikke bare kan køre en hvilken som helst produktion ind på Orange Scene og forvente at den ser ud som alle andre steder. Det er bare heller ikke det der er praksis for et turnerende band.
0
#15 Hvorfor skulle de ikke have råd, når de har præsenteret en kunstner som Bruce Springsteen, så sent som sidste år? Det er jo ikke, fordi AC/DC's billetter til Parken var dyrere end Bruce's koncert her snart.
0
#17: Af de mange Parken-navne der har spillet på Roskilde (Robbie Williams, Bruce Springsteen, RHCP) og Jyske Bank Boxen (RHCP, Bruce Springsteen, Dylan) tror jeg det gælder, at de alle er billigere end AC/DC. Jeg kender selvfølgelig ikke den konkrete dagspris på nogen af disse bands, men kan observere, at Bruce Springsteen f.eks. spiller i Jyske Bank Boxen. Der kommer vi næppe til at se AC/DC nogensinde.
0
#18: Men hvordan kan det så være, at billetprisen for Springsteen er den samme som for AC/DC i Parken? Udfra den beregning skal man da være noget ignorant, hvis man ikke vil erkende, at begge artister koster nogenlunde det samme.
0
#19: Billetprisen er da også den samme for Bruce i Parken og Jyske Bank Boxen. Men det betyder jo ikke at kunstneren hiver lige mange penge hjem begge steder. Billetindtægterne kan i hvert fald aldrig blive de samme med så forskellige forhold, siger sig selv.

Min tese er, at en kunstner som Springsteen er villig til at gå på kompromis for at spille forskellige steder, og af forskellig størrelse. Det gør ham mere 'likely' som Roskilde-navn, end AC/DC. Men lad mig sige igen, for sidste gang, at det er min mening og opfattelse.

Log ind for at kommentere.

I dag, kl. 10:14

Snoop Dogg røg fed i Det Hvide Hus

Doggystyle-rapperens hang til den sjove tobak meldte sig hos præsidenten i USA

2    
I dag, kl. 11:10

Neil Young har overraskelser i sadeltaskerne

Legenden har luftet adskillige rariteter op til onsdagens københavnske koncert

2    
I dag, kl. 12:46

Goldfrapp aflyser koncert

Den engelske discodronning kommer alligevel ikke til Danmark i næste uge

0    
I dag, kl. 14:49

Band of Horses arbejder på nyt med eks-bedstefar

Den amerikanske kvintet får hjælp af amerikansk indie-ikon på femte udspil

0    
I dag, kl. 12:40

Videonyhed: Pigerne snaver til Broadway Killers

Det danske rockband har deres debutalbum klar den 25. august

1    
I dag, kl. 07:00

Rasmus Seebach i førertrøjen

Han er ikke til at slå ud, ham Rasmus!

0    
I går, kl. 10:33

Weekendens Bedste koncerter

Sommerens sol bager, Grøn Koncert er på turné, hovedstadsområdet byder på gratis koncerter, og der er masser af fest

0    
I går, kl. 18:15

Peaches Geldof døde af overdosis

Det kan nu slås helt fast, at Bob Geldofs datter døde af en heroin-overdosis

0    
I går, kl. 17:29

Videonyhed: Iceage rører på sig igen

Istiden er langt fra forbi - også selvom det er varmt!

0    
I går, kl. 15:15

Pædofil rocksanger ikke ude før tid

Forsangeren i Lostprophets Ian Watkins bad om en kortere dom, men blev afvist

3    
I går, kl. 14:07

Karrusel klar med første to navne

Det fynske svar på Københavns Distortion er klar til Startfest 4. september

0    
I går, kl. 12:50

Ny video: Robot-twerking med Basement Jaxx

Hvem ka' ikke li' frække robotter?

0